Kategoriarkiv: #191

Den Pessimistiske Ordmaler

I forbindelse med sin film, “Melancholia” udtalte Lars Von Trier, at der i al god kunst findes melankoli. Dette er ikke en ny tanke, der har nemlig gennem historien været en vis dobbelthed forbundet med begrebet – en iboende kreativ mulighed udover det triste, en meningsfuldhed, en iboende konstruktiv kraft. Det er denne tanke, der er vores udgangspunkt, da vi en grå fredag møder den verdenskendte britiske forfatter A.S Byatt.

Tekst og foto: Anna Eva Heilmann og Trine Møller

IMG_8066

Hun er altså ikke hvem som helst, hende A.S. Byatt, selvom hun ikke gør meget væsen ud af sig, som vi står og forsigtigt rækker hænderne ud mod hende midt i Nobelparken. Hun er lille og grå, støtter sig til en stok, og har af uvisse årsager, en rulle tape rundt om håndleddet.

“Pleasure to meet you,” hilser hun roligt, på et fuldstændigt vidunderlig britisk, og vi bare næsten gyser af fryd.

Det var sådan en smule før lukketid, vi blev tilbudt en audiens med dette litterære koryfæ, og vi har fået tildelt et kvarter, for nok er man 79, men A.S Byatt er en ombejlet og travl dame.

Vinder af Booker-prisen i 1991, for bogen “Possession”, der for alvor satte hendes navn på den litterære himmel, og i 2008 udnævnt af New York Times som en af de vigtigste britiske forfattere i nyere tid;  vi havde sandelig ikke turdet håbe på, at vores forespørgsel om et interview ville blive besvaret – og det positivt.

Men her sidder vi overfor hende i et lille frokostlokale, mens folk omkring os fortærer svensk pølseret.

“I må undskylde mig, jeg er lidt træt,” smiler hun langsomt og høfligt, mens hun fingererer  nærmest nervøst med tape-armbåndet.

Dame Antonia Susan Byatt blev født i England 1936 ind i en vaskeægte upper-class familie, med alt hvad det medførte af kostskoler, uddannelser på både Cambridge og Oxford, anstrengte familieforhold og en lettere stiff upper lip. Yderst intellektuel i sit forfatterskab, formet af en lang årrække som lektor i litteraturhistorie på blandt andet University College London, trækker hun i sine bøger linjer igennem historien med komplekse lag af socialrealistisk analyse, sublim litterær stil og mytiske spor – alt sammen malet med yderst åndfulde penselstrøg.

Ofte beskrevet som lynende skarp, og en smule køligt distanceret, er det med en vis ærefrygt, vi derfor beder hende om tilgivelse på forhånd:

Vores spørgsmål kommer nok til at være knapt så intellektuelt stimulerende, som du er vant til?

Hun ler dejligt, “I ville blive overraskede over, hvad jeg får af spørgsmål.”

Vi trækker vejret igen.

“Jeg er en ekstrem pessimist”

Jeg har læst flere interviews, hvor du beskriver dig selv som en ‘evig pessimist’ – er det noget, du vil uddybe?

“Jeg er en ekstrem pessimist,” nikker hun, “man bliver måske nødt til at lade som om, man ikke er det, men i virkeligheden er jeg det i høj grad – jeg føler, vi alle nødvendigvis må være det.”

Hvordan kan det være?

Byatt overvejer et øjeblik; “vi har ikke tid til at gøre, hvad vi burde gøre – vi kan tydeligvis ikke organisere vores samfund godt nok – vi mennesker kan simpelthen ikke finde ud af at indrette os ordentligt”.

Hvordan mener du?

“Se på hvordan vi behandler jorden; vi burde være i stand til at varetage vore have, vi burde være i stand til ikke at forgifte jorden, vi burde være i stand til at kontrollere vores fiskning – det faktum at vi ikke er i stand til dette – denne kortsigtethed – synes at overbevise mig om, at pessimisme netop er den rette tilgang.”

Ragnarok

A.S Byatt er fascineret af nordisk mytologi. I mange af hendes bøger, er elementer herfra flettet ind, og i bogen Ragnarok: The End of the Gods, genfortæller hun hele myten, der ender med gudernes voldsomme endeligt-  fra Ask Yggdrasils rødder, over Bifrost og til helvedeshunden Garm bryder lænken, Midgårdsormen åbner sit gab, og flammerne til sidst når himlen.

Hvad er det ved denne fortælling, der betager Byatt?

“Det er vel to ting, vil jeg tro. Jeg er jo fra det nordlige England, og føler derved, at jeg hører hjemme i Norden. Jeg voksede op med historien om den nordiske mytologi, lidt ved et tilfælde, dog. Min mor forærede mig bogen. Hun studerede den på Cambridge. Jeg kan huske, jeg læste den igen og igen som lille pige under krigen.”

Byatt stopper op og studerer os intenst et øjeblik.

“Jeg kunne lide den, mest fordi den endte dårligt. Jeg føler, at meget få er i stand til at skrive en dårlig slutning, faktisk. Alle dør her – i den originale. Jeg ved, kristendommen har forsøgt at flette genopstandelse ind, men nej, alle dør – og de ved, at de skal dø! Og det er jo egentligt her, vi respekterer dem mest, fordi de ellers ikke er nemme at respektere, de nordiske guder. Som de græske guder var de alle i virkeligheden rædselsfulde.”   
Melankolien – at skrive sig vej ud  

Et andet gennemgående element i Byatts forfatterskab er kunsten. I Matisse Stories tager  hver novelle f.eks. udgangspunkt i et af Henri Matisses malerier. Vi har derfor taget

Albrecht Dürers “Melencolia” med som inspiration til vores næste spørgsmål.

Byatt smiler, da jeg lægger billedet foran hende. Hun lægger tape-armbåndet fra sig, og kører i stedet fingrene hen over den forpinte engel, der sidder indrammet, omgivet af redskaber og måleapparater, med et stærkt intenst , men fanget blik i øjnene.

“Hvad er det, ved du det?” Byatt peger på en detalje i nederste hjørne.

Jeg tror, det er en høvl.

“Ah, ja,” hun nikker og går billedet systematisk igennem. Man får en fornemmelse af, at hvad nogen opfatter som følelsesmæssig distance langt mere er en gennemsyrende pragmatisk tilgang til alt omkring hende. Byatt observerer, studerer, opmåler.

Hvordan tolker du dette billede – forstår du melankoli som, hvor der kan være grobund for kreativ udfoldelse?

“Da jeg var yngre, tænkte jeg, at man kunne finde noget i melankolien – det var sådan mit liv var. Jeg led af slem astma, min far var væk, det var under krigen.”

Hun peger på tegningen.

“Se på englen, der sidder der, indrammet og fanget, lukket inde, alle ting omkring er tunge, sådan tænkte jeg før; at sindet var lukket inde på denne måde – men det tror jeg ikke længere”

Hvorfor ikke?

Nu tror jeg, at når man skriver noget virkeligt godt, at man derved næsten er ude af melankolien, og dette er en absolut vidunderlig følelse.”

Så du skriver dig ud af melankolien?

Hun ryster på hovedet, “at skrive tager dig ikke fuldstændig ud af melankolien, men det hjælper. Det er en måde at navigere,  “partially making sense of chaos”.

Hun peger på englens skarpe blik.

“Se det blik, det er fuldt af energi, retter sig mod noget, der ligger uden for rammen – og se på trappestigen, der ligeledes forsvinder ud af billedet, Dürer prøver måske at rapportere om, hvad der er hinsides dette.”

Der er altså en mulighed her i billedet?

“Ja, der er en mulighed, trappestigen fører ud, den er måske ikke nem at komme op af, men der er en mulighed.”

Ordmaleren

Et sidste spørgsmål: Du kan godt lide Matisse, og bruger hans værker i dine bøger.  Hvordan kan det være, at denne sprudlende, farverige og livsglade stil tiltaler dig så meget – det synes en markant juxtaposition til dit pessimistiske sind – eller er det?

“Jeg tror, at hvad Matisse gør, er det modsatte af dette billede,” Byatt peger på Dürers billede igen,  “du ser ikke måleinstrumenterne og redskaberne hos ham – alle hans opmålinger er allerede perfekte, det er derfor hans billeder er så dejlige at se på; alt er i perfekt balance hele tiden.”

Byatt tænker sig om

“Han var ikke en god mand, Matisse, ikke ifølge kristne standarder – hvilket jo stadig er den standard, vi måler ud fra. Han var i stand til at skære alt andet væk i livet end det kunstneriske arbejde, selv familien blev ignoreret. Og da han i slutningen af livet sad tilbage næsten helt lam, var han stadig i stand til at skabe ting, der var fulde af liv og energi.”

Hun putter taperullen tilbage på håndleddet.

“Han er interessant for mig, fordi han hele tiden satte kunsten før alt andet, og jeg kan lide ham, fordi han ikke gør stor ståhej om mennesker – han observerer og maler dem, kortlægger dem, følger nysgerrigt deres linjer. Det er ikke erotisk, det er afmålt.”

Hun kigger op, vores audiens er forbi

“I hope it was useful?”

Authors in Aarhus

Senere på dagen sidder vi igen i selskab med Dame Byatt, denne gang dog i selskab af mange andre nede på Dokk1, hvor Authors in Aarhus har arrangeret en samtale mellem hende og den danske hjerneforsker Morten Kringelbach med overskriften  “Literature and the Brain”. Her får vi igen en fornemmelse af en person, der er utroligt intellektuel på en sansende måde.

“I think with my fingers,” forklarer hun, og peger på tapen, der stadig er rundt om håndleddet.

Alt bliver researchet grundigt. Fire års læsning er gået forud for den nye bog, hun endnu ikke vil afsløre navnet på. Det handler nemlig om at se verden fra mange forskellige vinkler, at udforske så meget så muligt for så at rapportere. Tankerne bliver skrevet ned i utallige notesbøger, der efterhånden er “more me, than I am”. Notesbøgerne ligger derhjemme som videnskabelige logbøger – bliver flere og flere, “I am in a constant mode of exploration – I write about the world as well as I can.”

Dame A.S Byatt er en eminent ordmaler, en af de store. Hun observerer,  kortlægger og skriver sig til en balance, der holder kaosset lidt i ave. Man er måske ikke opløftet, men beriget.

“I hope this was useful?”

Det var det.

Faktaboks :

Authors in Aarhus – er regionens internationale forfatterscene. Scenen er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes biblioteker og Aarhus Universitet og præsenterer udenlandsk litteratur for et bredt publikum.

Selvom danskerne læser meget, så bliver der læst forsvindende lidt oversat litteratur. Det er en skam, da litteraturen er en unik og nuanceret måde at møde verden på. Authors in Aarhus skal være med til at gøre international litteratur tillokkende, tidssvarende og tilgængelig for en bred læserskare.

Til hvert arrangement er der inviteret  mindst en udenlandsk forfatter, og det vil gennem interview være muligt at få et indblik i, hvilke emner, der bliver diskuteret i andre kulturer og lande. Arrangementerne afholdes på Dokk1 og foregår, når ikke andet er angivet, på engelsk. Authors in Aarhus er inspireret af den International Forfatterscene i Den Sorte Diamant.

https://www.aakb.dk/temaer/authors-in-aarhus

Fra Sydsjælland til Syrien – historien om en krigskorrespondent

PukDamsgård7710Vores bekendtskab med DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, er ofte kort. Kameraet bliver tændt, ordstrømmen begynder, og to minutter efter er hun væk igen. Siden 2011 har hun med livet som indsats været vores øjne og ører i bl.a. Syrien og Irak, hvor hun har forsøgt at formidle regionens krige, kampe og konflikter i et nuanceret lys. Men hvor starter hendes egen fortælling? Hvorfor har hun det job, hun har? Og hvorfor løber hun hellere ud på gaden og filmer, når jægerflyene bomber fremfor at krybe i skjul?

Tekst Kristoffer Dahl Sørensen

Daraa, Syrien
Det er ikke kun tørke, der gør folk utilfredse i byen Daraa, tæt på grænsen til Jordan. Ud af tørken er der nemlig også groet en følelse af overhørighed og frustration med styret i Damaskus. Sådan har det været længe. Men ingen stiller sig op. Ingen tør.

Det uventede sker dog en dag i marts 2011. På en mur i skolegården skriver en gruppe 10-15-årige børn med graffiti: ”Folket forlanger regimets fald”. Udsagnet bliver dog langt fra tolket som simple drengestreger. I dagene efter fængsler den syriske efterretningstjeneste tusind demonstranter, ligeså mange forsvinder sporløst og dræbende skud lyder fra politiet.

PukDamsgård7722Her hvor Syrien-konflikten begynder, begynder historien måske også om Puk. For hvad gør, at man vælger at rejse illegalt ind i et land, hvor ni millioner mennesker er på vej ud fra? Passion og kærlighed til hendes arbejde er svaret.

”Jeg har journalistik i knoglerne, og kærligheden til mit arbejde er en fysisk følelse, der sætter sig,” fortæller Puk.

Selv mener hun ikke, at hun er mere modig end almindelige mennesker. Hun er bare interesseret i livet i en krig og foretrækker mere at kalde sig for ’livskorrespondent’ frem for krigskorrespondent.

Krigen er hverken sort som kvindernes burka på basaren eller hvid som den røgsøjle, der rejser sig efter et bombeangreb. Krigen er snarere mudret, kompleks og tvetydig. Det ved Puk godt. Og netop her ligger hendes drivkraft: at sætte ord på meningsløsheden og gøre tragedien i Syrien forståelig og bringe nuancer frem.

Hammer Torup, Sydsjælland
Det kan også være, at historien om den 35-årige journalist starter på en gård i det sydsjællandske. Her ude på landet i en by, de fleste ikke kender, er Puk nemlig vokset op. Hun ynder selv at kalde stedet for ’den rådne banan’, men trods de få naboer er der mange gode minder fra barndomshjemmet.

Naturen var lige uden for døren, der var plads til at boldre sig, og trygheden og opbakningen fra forældrene var stor. ”Rummelighed er en stor del af min opvækst,” siger Puk. I disse landlige omgivelser mødte den rolige, fredfyldte natur et rastløst og nysgerrigt menneske. En, som ville se mere en bilferien sydpå.

”Min far og jeg er begge meget rastløse. Han er kørelærer og har kørt rundt på vejene i området utallige gange”. I dag er denne bevægelighed en stor del af hende selv. Vejen dertil startede først med en rejse til Kenya, hvor hendes kulturelle nysgerrighed for alvor blevet vækket. Dernæst gik turen forbi journaliststudiet på SDU og senere en praktikperiode på Jyllands-Posten, hvor hun bl.a. blev sendt til Pakistan. Hvem sagde at ude er godt, men hjemme er bedst?

Hvis vi rammer det forkerte checkpoint eller kører ned ad den forkerte vej, kan det være slut

Et sted i det nordøstlige Syrien
PukDamsgård7758Dørene slås op. Bårerne ruller hastigt ned ad hospitalets gang. På dem ligger de oprørssoldater, der tidligere på dagen spurgte Puk, om hun ville med ud til fronten. Hun afslog. Besindigheden overvandt overmodigheden på trods af, at hendes grænser hele tiden rykker sig.

”Det er vigtigt at sige stop,” siger hun. Alligevel befinder hun sig på jord, som de færreste ønsker at betræde. Men det er vigtigt, hun er her. Oprørernes YouTube-klip er ikke nok dokumentation. Hun skal se tingene selv. Om hun så skal gå ind i krudtkammeret. Sikkerhedsvest og hjelm har hun dog altid med, når hun rejser i Syrien, da rollen som reporter er risikofyldt.

”Hvis vi rammer det forkerte checkpoint eller kører ned ad den forkerte vej, kan det være slut,” siger hun. Derfor stoler hun på sin ’fixer’ og de aktivister, der hjælper hende. Den journalistiske uafhængighed lider af den grund et knæk, men i den verden, hun arbejder, er loyale relationer ofte vigtigere. De kan redde hendes liv. Ligesom hendes besindighed reddede hende i dag. Til gengæld døde mændene på bårerne. Men trods tragedien, er det ifølge Puk de efterladte og overlevende skæbner, der er de værste ofre.

Cairo, Ægypten
Solens stråler strækker sig ned gennem husenes tv-parabolske trækroner og rammer et mangotræ, som står midt i en lille have. Ude på gaden holder bilerne i lange, larmende køer, og folk myldrer rundt.

Men i lejligheden ud til den lille grønne have med mangotræet er der roligt. Her bor Puk sammen med hendes amerikanske mand og to katte. I et åndehul midt i storbyen. På trods af, at der er geografisk og kulturelt langt til bindingsværkshusene og grantræerne i Hammer Torup, så har hjemmet i Cairo alligevel nogle lighedstræk med det sydsjællandske.

”Rummeligheden og roen er ført videre,” fortæller Puk. Her parkerer hun ’battle mind’ og tuner ind på ’home mind’ ved at slukke mobiltelefonen og i stedet give sig selv mulighed for at lade op og bearbejde krigens indtryk.

Bashar al-Assads jagerfly er denne eftermiddag over hovederne på dem, og pludselig ser Puk en ny, dræbende bombe falde ned fra himlen. Byen, hun opholder sig i, er under luftangreb.

Yabrud, Syrien
Et brag lyder. Puk og hendes fotograf farer ud af huset. Der er noget helt galt. De skynder sig ud på gaden med filmkameraet og mærker med det samme ”en orkanagtig fornemmelse,” som Puk beskriver det.

Bashar al-Assads jagerfly er denne eftermiddag over hovederne på dem, og pludselig ser Puk en ny, dræbende bombe falde ned fra himlen. Byen, hun opholder sig i, er under luftangreb. Denne hændelse har printet sig fast som den mest ekstreme situation, hun har befundet sig i som korrespondent.

”Du bliver ramt af en voldsom magtesløshed, når sådan noget her sker”, fortæller hun. Men hvor umådeligt det end lyder, forsøger hun at holde fokus. ”Jeg bruger snus i pressede situationer,” nævner hun. Men udover den detalje, så kræver arbejdet i Mellemøsten ifølge hende, at man kan omfavne og tackle ens udfordringer konstruktivt.

Foruden luftangreb er der en række andre udfordringer. Fx kan hun i Syrien ikke bruge satellit-telefon eller e-mail, som ville hjælpe regimet med at spore hende. I stedet låner aktivisters mobiltelefoner, som ofte går i arv fra døde oprørere. Og når natten melder sig, foregår det sommetider i forladte lejligheder, hvor familiefotoet stadig står på reolen. Det, at være illegal journalist i et land, hvor hadet bliver fodret hver eneste dag, som Puk beskriver det, kalder på konstante valg.

PukDamsgård7745xKatedralskolen, Aarhus
Brændpunkternes scene er for en stund skiftet ud med en mere stilfærdig en af slagsen. Puk har ti dage i Danmark. Her skal hun se familien, sine venner og gøre det, der har samlet 400 mennesker denne septemberaften i Aarhus: fortælle om sin nye bog, Hvor solen græder, der skildrer forskellige skæbner i den syriske borgerkrig.

Men bogen handler også om hende selv, og om hvordan dækningen af Syrien har påvirket hende. ”Jeg er journalist, men også et menneske,” siger hun. Heri begynder historien måske for alvor om DR’s krigskorrespondent.

For selvom hun har set mere elendighed, død og ødelæggelse, end de fleste tilhørere her i salen kan begribe, så har hun formået at gribe sit eget og andres håb, når mulighederne har indbudt sig. Og håbet til tv-seerne, der kigger med, er også, at hendes reportager skal sætte et lidt dybere indtryk, end de få minutter hun selv er på skærmen. ”En dag bliver der fred,” håber Puk.

Foredraget på Katedralskolen i Aarhus d. 9. september var arrangeret af FOF Aarhus.

Delfinen takker FOF Aarhus og Politikens Forlag for billeder til denne artikel.

 

Mere om Puk Damsgård

  • Har som journalist rejst i Pakistan, Afghanistan, Syrien, Irak, Iran, Saudi Arabien, Libyen, Jordan, Ægypten, Libanon, Tunesien, Bahrain, Israel og Palæstina
  • Modtog i 2011 Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris
  • Modtog i 2012 Berlingske Fonds journalistpris
  • Nomineret til Cavlingprisen i 2012
  • Har foruden sin seneste bog, Hvor solen græder også udgivet bøgerne Mellem Taleban og fremtiden, De renes land og Ulvehjerter

Puks fem studietips

  • Brug hinanden og søg støtte
  • Vær effektiv og fokusér på de ting, du gør nu, og glem alt andet
  • Glem ikke at have det sjovt
  • Se optimistisk og konstruktivt på udfordringer
  • Slap af, når du slapper af

 

 

 

 

 

 

Når livet trækker tæppet væk under dig

asdtgazsAf og til trækker livet tæppet væk under dig. Sådan var det for mig, da min mor døde af kræft sidste år. Hele mit liv smuldrede mellem hænderne på mig. Jeg var sikker på, at jeg ville tabe mit studie på gulvet. Her står jeg et års tid senere stærkere end nogensinde. Jeg trækker vejret, jeg lever, og jeg er stadigvæk studerende på Aarhus Universitet. Nedenstående skitserer i dagsbogsform smerten, sorgen og lyset, der ligeså stille kom tilbage.

Tekst Trine Møller

7. marts 2013
Klokken er fem om morgenen. Det regner. Jeg sidder i halvmørke på en hospitalsstue. Jeg kan se et ansigt reflekteret i ruden. Øjnene er røde, blikket er dødt, tårer triller ned ad kinderne og blander sig med regndråberne udenfor. Det er mit ansigt. Men jeg kan ingenting mærke. Jeg har lige fået at vide, at min mor har metastaser i hjernen – at den kræft, vi troede var væk, har spredt sig.

Den sidder og presser og får min voksne mor til at opføre sig som et lille barn. Med store barnligt naive øjne kigger hun på mig smilende og siger, at det da ikke er så slemt. Det skal vi nok klare sammen. Men jeg ved det. Jeg ved, at hun skal dø. Lidt senere kommer lægen og trækker mig til side. Efter en masse fagsprog og termer, som ingen mening giver, kommer dommen. Vurderingen af hvor meget sand, der er tilbage i min mors timeglas: 3-6 måneder.

22.-23. juni 2013
Hun er ikke ved bevidsthed, da jeg kommer hjem. Hun ligger på mit gamle barndomsværelse, som nu er indrettet som et minihospice. Væggene er stadigvæk tropegrønne og min træpapegøje hænger i loftet, men alt andet er forandret. Der lugter af sprit og død. Jeg sidder der hele aftenen. Omkring midnat smider jeg mig i mine forældres sofa og falder i søvn. Da jeg vågner tidligt næste morgen, fornemmer jeg det straks. Hun er her ikke længere. Der er helt stille. Jeg kan høre fuglene pippe. Den besværede dødsrallende vejrtrækning er væk. Jeg lister derind, for jeg skal ind og møde døden. Den ligger foran mig. I min mors krop.

Hun ligner en voksdukke. Hun er allerede helt kold. Og hvid. Jeg har engang hørt nogen sige, at døden er fredfyldt. Men der er intet fredfyldt over den magre krop, som er ædt op af kræft. Der er heller intet fredfyldt over det skaldede hoved eller de oppustede kinder, som medicinen og strålingen har givet hende. Og der er slet intet fredfyldt over det forpinte og forvredne ansigt. Jeg flyver ud af min krop. En lille del af mig hænger oppe over loftet som en lille engel og ser ned på den kolde krop og mig, der hulkende ligger ved siden af. Jeg er alene nu. Der er ingen kære mor. Hun vil ikke være der, når jeg er færdig med min uddannelse. Hun vil ikke være der, når jeg bliver gift. Og hun vil aldrig møde de børn, jeg måske en dag får.

Jeg kan kun føle én ting. Uvirkelighed. Jeg er en mekanisk dukke, trukket op i ryggen med energien fra mine veninders kærlighed

28. juni 2013
Uden for kirken står alle mine veninder. Sortklædte med alvorlige miner. De vil fra nu af være min tryghed. Min familie. De næste mange måneder vil de være mine arme, når smerten er for stor til, at jeg kan foretage mig noget. De vil være mine ben, når jeg ikke orker at forlade mit værelse på 12 kvm. For hver omfavnelse vokser styrken indeni mig som et lille træ. Al deres kærlighed får træet til at springe ud og slå rod.

Da jeg går ind i kirken, er jeg helt rolig. Min mors sidste ønske var, at jeg skulle holde en tale. Der kommer ord ud af min mund. Jeg bevæger mig. Jeg opfører mig som et menneske. Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan kun føle én ting. Uvirkelighed. Jeg er en mekanisk dukke, trukket op i ryggen med energien fra mine veninders kærlighed.

Mit studie smuldrer mellem hænderne på mig. Det hele kan være lige meget. Hvad skal jeg med en akademisk uddannelse?

November 2013
Jeg har mere eller mindre været kronisk fuld de sidste tre måneder. Jeg har sørget for at bedøve mig med alkohol ved enhver given lejlighed. Mit værelse ligner et bombekrater. Når jeg ikke er fuld, ligger jeg i min seng. Stirrer tomt ud i luften. Livet giver ingen mening. Jeg er verdens mest ensomme menneske. Jeg vil gerne bare have, at en eller anden holder om mig. Men det siger man jo ikke til nogen. For døden er et tabu, og det er ensomheden også. Og jeg står nede i et stort sort hul af begge dele.

Mit studie smuldrer mellem hænderne på mig. Det hele kan være lige meget. Hvad skal jeg med en akademisk uddannelse? Hvad er ideen i at sidde og læse flere timer om dagen? Vi skal alligevel dø. Og når jeg sætter mig og stirrer ned i en bog, danser bogstaverne rundt, imens de hånligt griner af mine øjne, som målløst prøver at få dem til at give mening. Uden held.

Februar 2014
I morgen skal jeg til eksamen. Den første eksamen efter min mor døde. Jeg har knoklet. Jeg har boet på læsesalen. Bogstaverne er ligeså stille begyndt at samarbejde med mig. Men jeg er ekstremt bange. Jeg er sikker på, at jeg dumper. Smerten og sorgen har fyldt alt så længe, at jeg ikke kan tro på, at der kan komme noget fornuftigt ud af munden på mig. Jeg har slet ikke været til timerne, jeg har ikke fulgt med i hele det enorme pensum. Klokken fire om natten skriver jeg en sms til studenterpræsten. Jeg går rundt i Universitetsparken og græder af angst. Jeg har lyst til at give op. Jeg har lyst til at droppe ud af det åndssvage studie.

Klokken fem tikker der et svar ind fra ham. Han siger, at jeg ikke må give op. At jeg skal blive i det og gå op til den eksamen. Uanset hvor ondt det gør, skal jeg blive i det. Han vil sende en skytsengel, Gustav, som vil sidde på min skulder og passe på mig. Selvom jeg aldrig har troet på metafysiske ting, føler jeg tilstedeværelsen af en engel. Det giver mig mod og kræfter og klokken ni kan jeg forlade eksaminationslokalet med et 12-tal.

September 2014
Det er over et år siden, at min mor døde. Det har været et vanvittigt år. Jeg har stadig dage, hvor jeg bare ligger i min seng, og ingenting giver mening. Men de bliver færre og færre. Jeg har været helt nede at skrabe bunden, men tre ting har holdt mig kørende. Samtalerne med studenterpræsten, mine elskede veninder og passionen for mit fag. Det faglige begynder lige så stille at blive sjovt igen. Jeg har lært, at livet er kort og skrøbeligt, og man skal bruge det på noget, man brænder for.


Hvem kan hjælpe?

– Studenterpræsterne er tilknyttet Aarhus Universitet og er et gratis tilbud til alle studerende.

– Lad dig ikke skræmme af, at der er tale om præster. Jens Munk er ligeledes uddannet psykoterapeut. Du behøver ikke opfatte dig selv som religiøs for at kunne tale med studenterpræsterne. Når du sidder over for dem, mærker du ikke, at der er tale om en præst. Der er ingen præstekraver, og der bliver ikke puttet en religiøs vinkel ned over tingene.

– Du kan være anonym, når du henvender dig, og præsterne har tavshedspligt.

– Der er to præster tilknyttet: Jens Munk og Loa Mortensen.  Du kan lave aftaler med dem via email eller sms, eller smutte fordi deres kontorer. Ligeledes står Jens til rådighed døgnet rundt, så du kan ringe til ham, hvis du står i en akut krise.

Jens Munk
Studenternes Hus
Nordre Ringgade 3, lok. 122
8000 Aarhus C
Tlf. 60 20 26 40
E-mail: studenterpraest@au.dk

Loa Mortensen
Willemoesgade 15, bygning 2114 lokale 172
8200 Aarhus N
Tlf: 21 68 55 95
E-mail: pastor@au.dk

Studenterrådgivning Århus
Ryesgade 23
8000 Aarhus C
Tlf: 70267500
Telefontid: Mandag-torsdag 9-15 og fredag 9-13.

 

Hårdstrømsingeniøren

Kasper2

Delfinen har mødt Kasper Behrendt på 26, som læser til svagstrømsingeniør på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Ved siden af den tid han bruger blandt loddekolber og printplader, er det en ganske anden type strøm, som gnistrer i Kasper – den type strøm, som sættes til et Marshall-kabinet og tæsker tænderne ud af svælget på dig.

Tekst Mazdak Khosravi

Det mørkebrune hår er headbangerlangt og havde det ikke været for en langfingret sjæl på en slovensk metalfestival, havde overkroppen været iklædt en denimvest dækket af bandpatches med alle heltene: Death, Autopsy og King Diamond. ”Hvem Fanden skal bruge præcis den samme vest som min?! Og så lå jeg ovenikøbet og sov i teltet sammen med den, da den blev nakket!”

Navnet er Kasper Behrendt, og alene i år har han set 511 koncerter og satser på at nå de 666. Rundt regnet har han set 2500 (!) forskellige bands i alt siden debuten som koncertgænger i 1998. For Kasper er der tale om en livsstil, der blev sparket i gang, da han som 9-årig bankede på hos en jævnaldrende kammerat og blev blæst omkuld af saftige guitarlicks, da faderens Kiss-vinyler røg på anlægget. Lige siden har hjertet banket for rock ‘n’ roll fremført live og uforfalsket.

Motivationsboostet
For den 26-årige ingeniørstuderende handler livekoncerter i høj grad om at opsøge og afsøge. Som da Kasper og en kammerat valgte at tage til en ganske klejn by midt i Belgien for at se nogle vækstlagsbands på et lille teater. Kaspers øjne lyser op, når han fortæller om, hvordan makkerparret sammenlagt måtte bruge 33 timer i tog igennem Europa, tage på kristent værtshus samt overnatte på en byggeplads for at nå målet.

På trods af, at kombinationen af at overnatte liggende i ske med sin kammerat under et stillads og blackmetal muligvis ikke lyder voldsomt appellerende på den uindviede, er det lige netop sådanne oplevelser, som former den helhed, der gør, at Kaspers koncertvirke handler om mere end blot selve musikken. Netop det afbræk, som de respektive koncertoplevelser giver ham, er også medvirkende til at styrke hans fokus som studerende.

Kasper3

Om der så er tale om udflugter som ovennævnte eller blot en akustisk koncert på en århusiansk cafe, mærker Kasper tydeligt, hvordan musiknydelsen og det sociale aspekt giver ham den mulighed for afkobling, som mangt en studerende har behov for: ”Det er her, jeg får mit rush,” som han selv påpeger. Og som undertegnede ved flere koncerter også har observeret, er det tydeligt at mærke på Kasper, at der er tale om en sand nydelsesrus, som indfinder sig, når hans næsten to meters højde tårner over mængden af moshende metalheads.

Og som han står der, stoisk og rolig, med en Blå Thor i hånden midt i det infernalske kaos, som ofte udspiller sig til rockkoncerter, kan man se, hvordan hans sanseapparat er skærpet til det ypperste for at få så meget af helhedsindtrykket med som muligt. Indtryk, som Kasper tager med sig tilbage på skolebænken, og som holder ham skarp, når motivationen skal have et boost i studieregi: ”Musik er en kæmpe del af mit liv, og derfor falder det mig kun naturligt at forene mit studieliv med masser af livekoncerter.”

Navnet er Kasper Behrendt, og alene i år har han set 511 koncerter og satser på at nå de 666

Fernet Branca og krammere
Når snakken falder på det aarhusianske rock- og metalmiljø, kommer Kasper da også med en klar opfordring til de nye studerende, som er i gang med at skabe sig et netværk: ”Det nytter sgu ikke noget at sidde derhjemme og kukkelure ved siden af studiet.” Som Kasper selv påpeger, er det meget muligt, at den hårde rocks attitude måske ikke er den mest indbydende for en nyankommet bly viol. Men som undertegnede også selv har erfaret, er der ikke langt til en hjertevarm krammer og en Fernet Branca, når Kasper og slænget møder nye folk til tråd.

Dette har da også betydet, at Kasper ikke kan frekventere et sted som Escobar uden at støde på kammerater og bekendte, som han har mødt igennem det aarhusianske koncertmiljø. For Kasper har interessen for musik, og det drive som musikken giver ham, også ført til, at han er en del af teamet bag radioprogrammet Den Tunge Time på Aarhus Studenterradio. Her varetager han tjansen som radiovært, hvilket giver ham mulighed for at dele sine mange oplevelser med den interesserede lytter. Og oplevelser har der, som nævnt, været mange af igennem tiden.

Kasper har ovenikøbet set sig nødsaget til at ty til et Excel-regneark for at kunne holde styr på, hvor meget han har set, og hvor meget han skal se i fremtiden. For om du fanger Kasper på metalmekkaet Wacken i Tyskland eller på Voxhall i Aarhus, kan du vide dig sikker på, at du møder en mand, der er i færd med at indfange den eliksir, som holder hans maskineri i gang. Som menneske, som inkarneret rock ‘n’ roller og som ung, aarhusiansk studerende.

Escobar fejrer i denne uge tiårsjubilæum med masser af gratis koncerter.

 

Daniel sad fanget i Syrien

Untitled-1Læs, hvordan den danske fotograf Daniel Rye Ottosen har forsøgt at få sit liv og sin identitet tilbage efter 13 måneders indespærring som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Et skridt på vejen tilbage er fotoudstillingen ’Recovery’ på Aarhus Kunstakademi 17.-18. oktober.

Tekst: Jacob Krag Linde
Foto: Daniel Rye Ottosen

D. 19. juni 2014 kunne den hårdtprøvede fotograf Daniel Rye Ottosen ånde lettet op. Dette var dagen, hvor Daniel slap fri fra sit fangenskab i Syrien hos den ekstremistiske terrorgruppe Islamisk Stat. Efter 13 måneder som gidsel blev han løskøbt og er nu vendt tilbage til Danmark, til livet og til fotograferingen.

En fotoudstilling om Daniels liv siden løsladelsen løber d. 17.-18. oktober af stablen på Aarhus Kunstakademi i Aarhus. ’Recovery’ er navnet på fotoudstillingen, men også på den proces, Daniel har været i gennem siden opholdet som gidsel i Syrien. Den genvundne mulighed for at fotografere har fungeret som en slags terapi ovenpå fangenskabet.

”De fleste ved nok, jeg har været i gennem noget traumatisk. For at komme mig over det og for at komme videre i mit liv, har jeg villet fotografere igen. Sammen med venner og familie har jeg haft kameraet med, så jeg kan føle mig så normal som muligt”.

Daniel1


Selvterapi i Skotland

En af de steder, Daniel har brugt sit kamera, er i Skotland. I selskab med en Citroën Berlingo, et trangiasæt og en nær ven, som Daniel sad gidsel sammen med i 9 måneder, drog de afsted for at dække valget om skotsk selvstændighed.

”Det handlede om at være sammen med min ven og komme os over vores oplevelse. Vores interne sprog og humor forstår ingen andre. Vi er vant til at være sammen i en stram situation, og det har virket. At vi hang ud er bedre og vigtigere end at snakke med psykologer,” fortæller Daniel.

Det var mens, Daniel var i Skotland, at han fik at vide, at hans amerikanske ven fra fangenskabet i Syrien, James Foley, var blevet halshugget af selvsamme fangetagere, som havde taget ham gidsel året før. Venneparret fór ind i Berlingoen, kørte langt væk og satte sig i græsset for at koge noget mad.

Jeg vil ikke være et offer, det kræver jo ingenting. Det kræver meget mere hårdt arbejde og engagement at være fotograf

daniel1


En ny identitet
En af de største udfordringer siden frigivelsen har været at slippe af med identiteten som gidsel. For Daniel gælder det ikke blot om at komme tilbage fra Syrien til Danmark. Det gælder også om at komme tilbage fra identiteten som gidsel til identiteten som fotograf og som menneske.

”Fotograferingen er et forsøg på at vinde min identitet tilbage. I billedet. Jeg vil ikke være et offer, det kræver jo ingenting. Det kræver meget mere hårdt arbejde og engagement at være fotograf,” siger Daniel, der hellere vil være ’ham fra udstillingen’ end ’ham fra fangenskabet’.

 En vigtig historie er én, der ikke bliver fortalt. Så ender man i Syrien

IMG_3089-copy

Vejen til Syrien
”En vigtig historie er én, der ikke bliver fortalt. Så ender man i Syrien,” siger Daniel, der forud for rejsen havde brugt masser af tid og penge på at forberede sig og forsikre sig.

Planen var at dække den store strøm af mennesker, der flygter til Tyrkiet som resultat af massakrerne i den syriske borgerkrig. Daniel har altid været drevet af en ukuelig passion for sit arbejde.

”Det er vigtigt bare at gøre det. I stedet for at forsøge at blive bedre, have de rigtige kontakter eller det rigtige udstyr skal man bare gøre det,” siger han. Sådan har det været siden gymnasiet, hvor fotografiopgaverne nemt overskyggede skolearbejdet.

Det store spring var dog, da Daniel blev personlig assistent for den internationalt anerkendte og prisbelønnede fotograf, Jan Grarup. I efteråret 2012 tog de begge til Mogadishu i Somalia for at dække borgerkrigen. Grarup var imponeret over Daniels evne til naturligt og menneskeligt at omgås med krigens implicerede.

Det var den samme passion for mennesket og for det humanistiske, der drev Daniel til Mellemøsten, hvor mange hundredetusinde syrere er flygtet over grænsen til Tyrkiet siden 2012.

Men kun fem dage efter, Daniel var landet i Tyrkiet, blev han kidnappet. Sammen med en tolk og en chauffør havde han krydset grænsen til Syrien, hvor han d. 17. maj 2013 blev bortført og taget til fange.


Daniels fotoudstilling ’Recovery’
– Fotografen Daniel Rye Ottosen udstiller d. 17.-18. oktober på Aarhus Kunstakademi i Aarhus billeder fra tiden efter gidselevakueringen. Fotoudstillingen er en del af en større, gratis kortfilms- og fotofestival under navnet Aarhus Independent Pixels. Der er gratis adgang til både fotoudstillingen og til kulturfestivalen.

– Udstillingens fotografier indeholder motiver fra Daniels rejse til Skotland, hverdagsbilleder af familier og venner, en tur til Norge samt et karneval i London.  

– Billederne sælges i størrelserne A3 og A3+. Pengene skal gå til dække den gæld, som er opstået i forbindelse med evakueringen fra Syrien.

– Daniels søster,  som har været tovholder for forhandlingerne om at få ham fri, vil åbne fotoudstillingen. Daniel er ikke tilstede, da han skal til begravelsen af kollega og ven James Foley.

Delfinen #191: Hvad holder dig kørende?

#191 forside finalLEDER: Nøjagtig lige i midten af efterårets jerngreb. Det er der, vi står. Sommer føles som lang tid siden, men alligevel er juleferie endnu længere væk. Det er på dette tidspunkt, Delfinen stopper op og spørger: Hvad holder dig kørende?

Dette spørgsmål har vi både stillet studerende her på universitetet, men også personligheder på den anden side af de gule mure.

Vi har nemlig i dette magasin vendt blikket mod det borgerkrigsramte Syrien, hvor den islamistiske terrororganisation IS hærger og dræber. Delfinen har som det eneste danske medie talt med den 25-årige fotograf, Daniel Rye Ottosen, der i 13 måneder sad som gidsel i terroristerne fra IS’ varetægt. Hvordan vender man tilbage til livet efter sådan en traumatisk oplevelse? Derudover har Delfinen mødt en af Danmarks mest anerkendte krigsreportere, DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, til en snak om, hvordan man som menneske holder kursen i et job, hvor død, ødelæggelse og desperation ofte er et arbejdsvilkår.

På universitetet har vi dog også vores egne til tider dramatiske og ekstreme situationer at kæmpe med. Hvordan holder man sig eksempelvis kørende, hvis man er ramt af stress, dumper eksaminer eller oplever dødsfald i familien? Hvad kan man i sådanne situationer gøre for at forvandle motorens sidste dampe til blyfri benzin fra en god årgang?

I dette oktober-magasin har studerende både undersøgt og delt ud af ærlige, intense og personlige historier om dem selv. Om det er 666 koncerter på et år, en gul Suzuki-motorcykel, en efterårstur i Risskov eller færre ECTS-point på et semester, der gør, at du kan holde dig kørende er ligemeget. Bare husk: alle biler, Lada som Lambourghini, skal tankes i ny og næ. Hvad fylder du på?

God læselyst

Jacob Krag Linde & Kristoffer Dahl Sørensen