Spring til indhold
Hjem » Artikler » Når livet trækker tæppet væk under dig

Når livet trækker tæppet væk under dig

asdtgazsAf og til trækker livet tæppet væk under dig. Sådan var det for mig, da min mor døde af kræft sidste år. Hele mit liv smuldrede mellem hænderne på mig. Jeg var sikker på, at jeg ville tabe mit studie på gulvet. Her står jeg et års tid senere stærkere end nogensinde. Jeg trækker vejret, jeg lever, og jeg er stadigvæk studerende på Aarhus Universitet. Nedenstående skitserer i dagsbogsform smerten, sorgen og lyset, der ligeså stille kom tilbage.

Tekst Trine Møller

7. marts 2013
Klokken er fem om morgenen. Det regner. Jeg sidder i halvmørke på en hospitalsstue. Jeg kan se et ansigt reflekteret i ruden. Øjnene er røde, blikket er dødt, tårer triller ned ad kinderne og blander sig med regndråberne udenfor. Det er mit ansigt. Men jeg kan ingenting mærke. Jeg har lige fået at vide, at min mor har metastaser i hjernen – at den kræft, vi troede var væk, har spredt sig.

Den sidder og presser og får min voksne mor til at opføre sig som et lille barn. Med store barnligt naive øjne kigger hun på mig smilende og siger, at det da ikke er så slemt. Det skal vi nok klare sammen. Men jeg ved det. Jeg ved, at hun skal dø. Lidt senere kommer lægen og trækker mig til side. Efter en masse fagsprog og termer, som ingen mening giver, kommer dommen. Vurderingen af hvor meget sand, der er tilbage i min mors timeglas: 3-6 måneder.

22.-23. juni 2013
Hun er ikke ved bevidsthed, da jeg kommer hjem. Hun ligger på mit gamle barndomsværelse, som nu er indrettet som et minihospice. Væggene er stadigvæk tropegrønne og min træpapegøje hænger i loftet, men alt andet er forandret. Der lugter af sprit og død. Jeg sidder der hele aftenen. Omkring midnat smider jeg mig i mine forældres sofa og falder i søvn. Da jeg vågner tidligt næste morgen, fornemmer jeg det straks. Hun er her ikke længere. Der er helt stille. Jeg kan høre fuglene pippe. Den besværede dødsrallende vejrtrækning er væk. Jeg lister derind, for jeg skal ind og møde døden. Den ligger foran mig. I min mors krop.

Hun ligner en voksdukke. Hun er allerede helt kold. Og hvid. Jeg har engang hørt nogen sige, at døden er fredfyldt. Men der er intet fredfyldt over den magre krop, som er ædt op af kræft. Der er heller intet fredfyldt over det skaldede hoved eller de oppustede kinder, som medicinen og strålingen har givet hende. Og der er slet intet fredfyldt over det forpinte og forvredne ansigt. Jeg flyver ud af min krop. En lille del af mig hænger oppe over loftet som en lille engel og ser ned på den kolde krop og mig, der hulkende ligger ved siden af. Jeg er alene nu. Der er ingen kære mor. Hun vil ikke være der, når jeg er færdig med min uddannelse. Hun vil ikke være der, når jeg bliver gift. Og hun vil aldrig møde de børn, jeg måske en dag får.

Jeg kan kun føle én ting. Uvirkelighed. Jeg er en mekanisk dukke, trukket op i ryggen med energien fra mine veninders kærlighed

28. juni 2013
Uden for kirken står alle mine veninder. Sortklædte med alvorlige miner. De vil fra nu af være min tryghed. Min familie. De næste mange måneder vil de være mine arme, når smerten er for stor til, at jeg kan foretage mig noget. De vil være mine ben, når jeg ikke orker at forlade mit værelse på 12 kvm. For hver omfavnelse vokser styrken indeni mig som et lille træ. Al deres kærlighed får træet til at springe ud og slå rod.

Da jeg går ind i kirken, er jeg helt rolig. Min mors sidste ønske var, at jeg skulle holde en tale. Der kommer ord ud af min mund. Jeg bevæger mig. Jeg opfører mig som et menneske. Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan kun føle én ting. Uvirkelighed. Jeg er en mekanisk dukke, trukket op i ryggen med energien fra mine veninders kærlighed.

Mit studie smuldrer mellem hænderne på mig. Det hele kan være lige meget. Hvad skal jeg med en akademisk uddannelse?

November 2013
Jeg har mere eller mindre været kronisk fuld de sidste tre måneder. Jeg har sørget for at bedøve mig med alkohol ved enhver given lejlighed. Mit værelse ligner et bombekrater. Når jeg ikke er fuld, ligger jeg i min seng. Stirrer tomt ud i luften. Livet giver ingen mening. Jeg er verdens mest ensomme menneske. Jeg vil gerne bare have, at en eller anden holder om mig. Men det siger man jo ikke til nogen. For døden er et tabu, og det er ensomheden også. Og jeg står nede i et stort sort hul af begge dele.

Mit studie smuldrer mellem hænderne på mig. Det hele kan være lige meget. Hvad skal jeg med en akademisk uddannelse? Hvad er ideen i at sidde og læse flere timer om dagen? Vi skal alligevel dø. Og når jeg sætter mig og stirrer ned i en bog, danser bogstaverne rundt, imens de hånligt griner af mine øjne, som målløst prøver at få dem til at give mening. Uden held.

Februar 2014
I morgen skal jeg til eksamen. Den første eksamen efter min mor døde. Jeg har knoklet. Jeg har boet på læsesalen. Bogstaverne er ligeså stille begyndt at samarbejde med mig. Men jeg er ekstremt bange. Jeg er sikker på, at jeg dumper. Smerten og sorgen har fyldt alt så længe, at jeg ikke kan tro på, at der kan komme noget fornuftigt ud af munden på mig. Jeg har slet ikke været til timerne, jeg har ikke fulgt med i hele det enorme pensum. Klokken fire om natten skriver jeg en sms til studenterpræsten. Jeg går rundt i Universitetsparken og græder af angst. Jeg har lyst til at give op. Jeg har lyst til at droppe ud af det åndssvage studie.

Klokken fem tikker der et svar ind fra ham. Han siger, at jeg ikke må give op. At jeg skal blive i det og gå op til den eksamen. Uanset hvor ondt det gør, skal jeg blive i det. Han vil sende en skytsengel, Gustav, som vil sidde på min skulder og passe på mig. Selvom jeg aldrig har troet på metafysiske ting, føler jeg tilstedeværelsen af en engel. Det giver mig mod og kræfter og klokken ni kan jeg forlade eksaminationslokalet med et 12-tal.

September 2014
Det er over et år siden, at min mor døde. Det har været et vanvittigt år. Jeg har stadig dage, hvor jeg bare ligger i min seng, og ingenting giver mening. Men de bliver færre og færre. Jeg har været helt nede at skrabe bunden, men tre ting har holdt mig kørende. Samtalerne med studenterpræsten, mine elskede veninder og passionen for mit fag. Det faglige begynder lige så stille at blive sjovt igen. Jeg har lært, at livet er kort og skrøbeligt, og man skal bruge det på noget, man brænder for.


Hvem kan hjælpe?

– Studenterpræsterne er tilknyttet Aarhus Universitet og er et gratis tilbud til alle studerende.

– Lad dig ikke skræmme af, at der er tale om præster. Jens Munk er ligeledes uddannet psykoterapeut. Du behøver ikke opfatte dig selv som religiøs for at kunne tale med studenterpræsterne. Når du sidder over for dem, mærker du ikke, at der er tale om en præst. Der er ingen præstekraver, og der bliver ikke puttet en religiøs vinkel ned over tingene.

– Du kan være anonym, når du henvender dig, og præsterne har tavshedspligt.

– Der er to præster tilknyttet: Jens Munk og Loa Mortensen.  Du kan lave aftaler med dem via email eller sms, eller smutte fordi deres kontorer. Ligeledes står Jens til rådighed døgnet rundt, så du kan ringe til ham, hvis du står i en akut krise.

Jens Munk
Studenternes Hus
Nordre Ringgade 3, lok. 122
8000 Aarhus C
Tlf. 60 20 26 40
E-mail: studenterpraest@au.dk

Loa Mortensen
Willemoesgade 15, bygning 2114 lokale 172
8200 Aarhus N
Tlf: 21 68 55 95
E-mail: pastor@au.dk

Studenterrådgivning Århus
Ryesgade 23
8000 Aarhus C
Tlf: 70267500
Telefontid: Mandag-torsdag 9-15 og fredag 9-13.