Anmeldelse: The Temper Trap, fredag kl. 19:00, Blue Stage
Tekst: Karoline Kjær Hansen, Foto: Marie Linde Mayer
Det var med snilde og ydmyghed, at de fire australske indie-rockede fyre i ægte hipsteruniform -læs: overskæg, skulderlangt hår under cap, skovmandskjorte, stramme, slidte jeans og chelsea boots- indtog Blå Scene kun kort tid efter Malk de Koijns afslutning på Grøn Scene. Med det første singlenummer ”Thick as Thieves” fra bandets nyeste og netop ugegamle album med selv samme titel trak de trods lidt guitarstøj flere festivalgæster til publikumsskaren foran og åbnede med aftensolen i ryggen for, hvad der skulle vise sig at være en lydoplevelse uden lige. Min frygt for gennemgående og øredøvende guitarstøj blev allerede ved koncertens andet nummer ”Love Lost” fra bandets første albumudgivelse manet til jorden, for lyden viste sig at været helt under kontrol og forsanger Dougy Mandagis rytmiske guitarspil kom til sin ret.
Det var, som havde bandet besluttet sig for udelukkende at nå publikum gennem musikken og deres egen kærlighed hertil. I hvert fald brugte de ikke energien på iscenesatte nummerskift eller anekdotiske pauser, men holdt sig til korte ydmyge takke- og præsentationspauser mellem enkelte af numrene. Netop denne energibesparelse kom bandet til gode i forhold til deres musikalske performance, som både bar præg af at være fokuseret og koncentreret, men også tilfredsstillende og glædesfyldt. Deres plan syntes i høj grad at lykkes, for spilleglæden var gennemskinnende og afsmittende stor. Bandet spillede flere numre fra den nye plade bl.a. ”Fall Together” og ”Burn”. Et smukt øjeblik kunne have været opstået, da bassist Jonathon Aherne trods den gennemgående minimale sproglige interaktion på fin og ydmyg vis opfordrede publikum til at holde i hånd og gi’ sidemanden et klem, hvis denne stod en kær. Desværre syntes de hoppende fulde mænd foran mig ikke at kunne opfange det smukke i denne opfordring, men bandet formåede alligevel at fylde atmosfæren med magi, da de spillede det dæmpede og mere rolige nummer ”Soldiers On” fra debutalbummet. Bandet fastholdt sin koncentration og musikalske præcision hele koncerten igennem og lagde ikke en dæmper på energien, da de spillede det udelukkende instrumentelle nummer ”Drum Song”. På smuk vis og til publikums forløsning rundede de af med hittet ”Sweet Dispositions”.
Selvom The Temper Trap i 2012 aflyste sin planlagte koncert på nærværende festival og dermed har ladet vente på sig, var de ventetiden værd. Bandet bar den hjem udelukkende med sin ærekære musikalske præcision, og koncerten var trods guitarstøjen på åbningsnummeret i sandhed en fornøjelse for lydfanatikeren.
Pingback: NorthSide #1 | DELFINEN
Der er lukket for kommentarer.