Tårnhøje huslejer, lange pensumlister, el- og internetregninger, fedtafgifter – det er dyrt at være studerende i dag.
TEKST Pernille Melander Thorsen
Foto: Bob Jagendorf og Mark Jensen
Hvad gør man, hvis man ikke har været så heldig at score et studiejob? Ja, i yderste tilfælde kan man eksempelvis give sig hen til spil. Jeg har aldrig spillet og ved ikke synderligt meget om det. Derfor har jeg valgt at se nærmere på forskellige former for pengespil. Hvad kræver de, er de sjove, og hvad er chancen for at vinde?
Den skarpe, og muligvis også kristne, læser tænker vel straks med løftet pegefinger: ”Hov hov. Væddemål – det er en synd”. Og man skal jo nødigt gøre noget, hvor man risikerer at få Vor Herre imod sig. Derfor tjekkede jeg lige Biblen igennem, før jeg begav mig videre i min jagt på ussel mammon. Som oftest er Biblen åben for fortolkning, men konkret opfordres der til afholdenhed angående kærlighed til penge (1. Tim 6:10; Hebr 13:5). Endvidere bliver der opmuntret til at afholde sig fra forsøg på at blive ”rig i en fart” (Ordsp 13:11; 23:5; Præd 5:10). Umiddelbart virker det ikke helt som om, jeg har Gud på min side, men i så fald må jeg opfordre de kristne læsere til at lade være med at efterleve det, jeg nu vil opfordre til.
Hyggelæsning om heste
For mange indeholder idéen om en væddeløbsbane kvinder med store hatte og velklædte mænd, der ryger cigarer.
“Det er aldrig morsomt at møde nederlag, så efter femte løb uden gevinst drog jeg hjemad.
Foretrækker man at beholde dette billede, bør man ikke opsøge et faktisk hestevæddeløb. Menneskene er helt normale, i bedste leverpostejs-farvede forstand. Det positive ved at tage på travbanen udenfor sæson er den gratis entré. Og så må man selv medbringe mad og drikke. Det er altså en frihed, man kun møder få andre steder. Og så til spillet: For at modarbejde Biblens formaninger om “ikke at blive rig i en fart”, gjorde jeg intet hjemme-arbejde angående staldtips. Skæbnen måtte gøre arbejdet – det virker altid på film. Desuden kan man hyggelæse lidt i den folder om hestenes seeding, man får udleveret. Det er aldrig morsomt at møde nederlag, så efter femte løb uden gevinst drog jeg hjemad og tjekkede løbsresultaterne på Internettet. Til min store sorg opdagede jeg, at jeg alligevel skulle have satset på den bundseedede Provst Meyer, som jeg ellers, grundet min kærlighed til tv-serien Matador, var brændt varm på. Og i bagklogskabens lys indså jeg, at jeg burde have undersøgt kuskene hjemmefra. Det kræver altså en portion viden og måske en smule strategisk tænkning at tjene gode penge på hestevæddeløb. Taget besværet og den lave sandsynlighed i betragtning vil jeg ikke betragte hestevæddeløb som en synd – i hvert fald ikke i spilleforstand. Når det så er sagt, er det meget hyggeligt at være der. Smukke, rolige omgivelser, og det er et meget dejligt sted at få en øl og spise et stykke smørrebrød. Mit råd er: Tag mad og drikke med hjemmefra.Det er ufatteligt bittert at miste penge på tabte løb og tilmed have ofret 50 kr. på vådt og tørt.
Afslutningsvis vil jeg lige understrege den store gevinstchance, der er sammenlignet med andre former for spil. Tilbagebetalings- procenten ligger på 62-80 %, så alle har så at sige en chance, uanset om man ved noget om heste eller ej. Som altid gælder det også bare om at have en smule held med sig.
Lotto er altså ikke ”Hyp min Lotte”
Om Lotto, derimod, har jeg ikke meget godt at sige. Skarpt i min erindring står matema- tiktimerne, hvor vi, der ellers ikke ligefrem var matematiske vidunderbørn, skulle udregne sandsynligheden for gevinst i Lotto. Den er ikke god. Langt fra, faktisk. Jeg vil nødigt hænges op på det, men vi kom frem til, at sandsynligheden for at ramme de eftertragtede syv rigtige var 1/8.347.680, og sandsynligheden for gevinst var 1/61 (med lidt hjælp fra danskespil.dk fandt jeg ud af, at resultatet stemmer).
Og ja, man kan da også sidde og drikke en øl og spise en tartelet, mens man ser lotto-tallene i fjernsynet. Kort sagt: det er uhyre dristigt, hvis man regner med at score noget i nærheden af førstepræmien. Sammenlignet med heste- væddeløb er vinderchancen temmelig lav, og vinder man, er det ofte ikke meget mere end de penge, man skød ind i kuponen. Men i mine øjne slår det ikke at stå ude i den fri natur, omgivet af frisk luft og med en spænding, der presser hjertet op i halsen, mens man nyder den sjældne frihed at kunne medbringe sine egne drikkevarer.
Min Lotto-research bragte mig omkring Danske Spils statistikker for vinderchancer, når man har med skrabelodder at gøre. Lettere opløftet af læsningen begav jeg mig ned i den nærmeste kiosk for at købe et skrabelod. Det var på mange måder en nedslående oplevelse. For det første er udvalget af skrabelodder nærmest astronomisk (læs: uover-skueligt, grænsende til det stressfremprovokerende), hvilket går dårligt i spænd med mit princip: Det skal være ligetil at kaste sig ud i spil. Jeg lukkede øjnene og pegede på en tilfældig type lod. Til min skræk blev valget et særdeles avanceret lod, som jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg bad om en Mini Quick i stedet, der i øvrigt er i den klart billige ende blandt de øvrige Quick lodder.
Det skulle gå lidt hurtigt med skrabningen, da en lettere ildelugtende mandsperson åndede mig i nakken, bogstaveligt talt, og tydeligvis gerne ville til (kassen eller under- tegnede? Ingen ved det. Forhåbentligt det første). Jeg trøstede mig ved forvisningen om, at gevinstchancen med et Mini Quick er 1/5 – det skulle nok gå. Det gjorde det så ikke. Den ildelugtende mand blev mere og mere utålmodig, så jeg fornemmede, at jeg hellere måtte gå. Hastigt købte jeg fire lodder til, så jeg burde have statistikkerne på mine side. Over stok og sten gik det hjemad, og småsvedende og i min uldfrakke satte jeg mig i sofaen og skrabede febrilsk på mine dyrt indkøbte lodder. 20 kr. En lidt flad fornemmelse. Og æstetikken var totalt fraværende. Den ildelugtende mand blev mere og mere utålmodig, så jeg fornemmede, at jeg hellere måtte gå.
Summa summarum
Man kan sige, hvad man vil om de hellige skrifter, men lejlighedsvis forsøger de at hjælpe en fra verdens ondskab. Jeg har været på væddeløbsbanen, købt skrabelodder og – næsten – overvejet at købe en lottokupon. Og én ting står klarere for mig end alt andet: Folk forsøger altid at snyde, lige meget hvad man giver sig i kast med. Men: Alt taget i betragtning vil jeg afgjort helst tages ved røven af masterminderne bag staldtipsene og nyde spændingen og de skønne omgivelser på væddeløbsbanen fremfor at gå skamfuld og slukøret hjem fra den sure lokale kiosk – endda 50 kr. fattigere.
