Spring til indhold
Hjem » Artikler » Vinyl – det nye sort!

Vinyl – det nye sort!

De store sorte skiver sniger sig ind på kollegier og studieværelser. Men til en højere pris end cd’er og musiktjenesterne iTunes, Spotify og YouTube kan det undre, hvor mange pladespillere, pick-ups og dyre skiver studerende køber. Delfinen har set nærmere på fænomenet vinyl.

TEKST Thomas Schumann

Jeg sidder hos min ven Frederik med en tjæresort kop kaffe fra hans monstrum af en espressomaskine. Han finder et pladecover frem: The Clash med London Calling. Det knaser, da nålen rammer pladens vuggende blanke overflade. Så begynder musikken.

Side A – Den følsomme lyd
Aldrig før har jeg mødt så mange, der lytter til lp’er, som da jeg begyndte på Aarhus Universitet. Pladebutikker i Aarhus melder om, at interessen for og salget af lp’er de seneste år er steget. Det viser sig blandt andet i de mange nyudgivelser. Beatles’ samlede albums er således blevet genoptrykt på vinyl. I Hi-Fi klubben er salget af pladespillere også steget. Men hvordan kan et gammeldags medie, der er så meget dyrere og besværligere end digital musik, vække så stor og fornyet interesse?

Frederik Ingvardt Pedersen, der studerer Idéhistorie på Aarhus Universitet, introducerede mig til lp’en. Han begyndte selv at lytte til lp’er ud fra en romantisk idé om vinylen. Nu lytter han næsten ikke til andet. Det er følelsen forbundet med at lytte til lp’er, der tiltaler ham: ”Jeg synes, lp’en har en meget varm lyd, som er mere følsom og autentisk end den digitaliserede. Der skal ikke så meget til, før den bliver slået ud af fatning. På samme måde skal der ikke så meget til, før pladen lyder helt anderledes, hvis ikke man sørger for at holde den ren,” fortæller Frederik.

Netop lydkvaliteten på en plade i forhold til cd eller mp3 er meget omdiskuteret. Enten hører man en forskel, eller også hører man den ikke. I Badestuegade møder jeg Bjørn, ejer af Badestuerock. Han mener godt, han kan høre forskel: ”Det er noget som bliver debatteret meget, og det er nok en smagssag, men jeg synes generelt, der er en bedre lyd på lp’er. Helt teknisk kan jeg ikke beskrive det, som andre måske kan, men jeg synes, der er en større dynamik i vinyl. På cd og mp3 er lyden mere statisk. Hvis man sammenligner nogle af de ældre cd’er, så vil man tydeligt kunne høre forskel.”

Der lyder en stille knasen fra højtalerne og musikken er stoppet. Frederik rejser sig, vender pladen, og sætter nålen i rillen. B-siden på London Calling siver ud gennem højtalerne.

Side B – Vinyl vinder frem
Badestuerock har solgt musik siden 1973. Fra 2008 gik man over til udelukkende at sælge cd’er, men siden marts sidste år åbnede Bjørn igen for pladesalget. Grunden var, at folk i stadig højere grad efterspurgte lp’er. Ganske vist står der flest cd’er på hylderne i Badestuerock, men baggrundsmusikken kommer fra en pladespiller. I løbet af interviewet bliver Bjørn nødt til at vende pladen et par gange.

”Jeg holder selv meget af vinyl, så da jeg overtog butikken, var det meget naturligt at indføre vinylen igen,” fortæller Bjørn.

Hvem har efterspurgt vinylen?
”Det har været alle slags mennesker. Men siden vi begyndte at sælge lp’er igen, har jeg set lidt flere unge mennesker komme ind i butikken. Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der synes, det er ekstra fedt med en vinyl.”

Mulighederne for at skaffe og fordybe sig i vinyl er mange i Aarhus. På Godsbanen afholdes for eksempel pladeauktioner, caféen La Cabra har en pladespiller, hvor gæsterne selv kan vælge plade, og cafeen Stardust er både pladebutik og café i én. Jeg møder finske Juha, der sammen med sin kone Jette, åbnede Stardust for tre år siden. Juha ville gerne åbne en pladebutik, men han troede ikke, det kunne løbe rundt alene. Derfor blev det også til en café. Nu stiger lp-salget imidlertid, fortæller han på engelsk med tyk finsk accent.

”Vi vokser, men jeg kan læse mig til, at pladesalget også vokser i USA, Storbritannien, Europa og Skandinavien. Samtidig falder salget af downloadet musik og især salget af cd’er. Hvis musikken som fysisk genstand forbliver, så tror jeg, det er i form af lp’en,” siger Juha.

Hvem køber typisk lp’er hos jer?
”Hos os er det faktisk de unge. Vi har ikke så mange af dem på min egen alder, omkring de 50 eller 60 år. De ældre, der køber her, er samlere som går mere op i bestemte udgivelser end musikken.”

Juha undskylder pludselig. For musikken er stoppet, og han bliver nødt til at vende pladen.

Side C – Lp’ens alsidighed
Når man køber en lp, køber man også en brugsgenstand. Forskellige dekorative covers hænger på Frederiks væg, og han har skåle af smeltede plader. Andre bruger skiverne til at skabe musik, som når DJ’s scratcher til alverdens hiphop-beats. De ekstra penge, man giver for en lp, er altså investeret i den alsidighed, der følger med produktet. Bjørn forklarer, hvad man får, når man køber en lp: ”Det yder musikken mere retfærdighed. Der er et større cover, man kan kigge på. Der er måske en anden følelse af værkfornemmelse, fordi man typisk hører en lp fra start til slut. Man skal passe på den, pleje den, og der ligger en oplevelsesdimension i at sætte en lp på, og at den skal vendes. Mange synes, det er en charme, som man godt vil investere i.”

Hjemme hos Frederik kan man ikke overse pladerne. At musikken er tilstedeværende er vigtigt for ham: ”Det er ikke så ofte, man kommer hjem til nogen og spørger, om man må se deres mp3-samling på computeren. Men når jeg har venner på besøg, så kan de godt finde på at bladre igennem min pladesamling for at se, om der er nogle fede plader,” fortæller Frederik med et skævt smil.

Til gengæld mener han ikke, at lp’erne egner sig til fester: ”Til en fest skal det gerne gå hurtigt, og man skal have så meget forskellig musik igennem som muligt. Det er stik imod lp’ens ånd. Når man sætter den på, så hører man den også færdig. Mens lp’en kører, er du ideelt set hundrede procent fokuseret på musikken. Du smelter sammen med den og får en fornemmelse af tidløshed.”

Det knitrer henne fra Frederiks højtalere. Det er  besværligt med lp’er. I modsætning til cd’er skal de vendes, og har man et dobbeltalbum, skal man vende fire gange i alt. Men lp’erne vinder på charme. Lidt som hjemmelavet konfekt ved juletid. Processen er muligvis lang og omstændelig, men det er ritualet og hyggen, der er vigtigt. Sådan er det også med pladevendingen. Frederik vender pladen en sidste gang.

Side D – Vinylen som det eneste musikmedie?
Produktionen af vinyl er steget på verdensplan. Der findes nærmest ikke musikudgivelser, som ikke også findes på vinyl. Er det så enden på den digitale dominans? Det er nok usandsynligt, at vinylen udkonkurrerer iPod’en, Spotify og YouTube. Men værre ser det ud for cd’en. Nogle kunstnere udgiver udelukkende på lp samt en kode, hvorfra man digitalt kan downloade musikken. Således springer de cd-leddet over. Bjørn mener dog ikke, at vinylen vil udkonkurrere cd’en:

”Jeg holder meget af begge medier. Generelt er jeg ikke nogen fan af forfaldsmyter. Den var der også omkring lp’en. Man mente, vinylen ville forsvinde helt, men den har alligevel været levedygtig og har nu fået en revival. Cd’en har hængt ved i mange år nu, også hvor den har været dømt ude, lidt ligesom med vinylen i sin tid,” siger Bjørn.

For Frederik er det heller ikke et enten-eller mellem digital musik og vinyl. Da jeg spørger, om han nogensinde lytter til musik på Internettet, svarer han: ”Ja, hvis jeg skal høre en ny sang. Der kan jeg tit høre det, hvis jeg er i tvivl om, jeg skal købe en plade. Sidste gang var det for at høre David Bowies nye single, som jeg egentlig er ret vild med. Jeg hørte singlen på YouTube og besluttede så at købe den på plade.”

Musikken er forstummet. Lp’en er spillet til ende. Jeg siger farvel til Frederik og begiver mig hjemad. Lp’ens nyvundne coolness synes at være en del af en større strømning. En strømning, der handler om autenticitet og nærvær. Det er på mode at bage sit eget brød, købe ind hos den lokale slagter og tage på ferie til lokale og uspolerede steder. Denne strømning blev beskrevet i et afsnit af DR 2’s program So f***ing special med betegnelsen ”slow living”. Hverdagens stress og jag skal opvejes med tid til fordybelse, for eksempel ved at bage sit eget brød. Samme attitude gælder i forhold til lp’er. Måden at lytte til musik på skal ned i tempo og forholdet til musikken skal være tæt og autentisk. Juha fra Stardust gav det bedste billede af, hvorfor lp’en vinder frem igen:

”Når jeg vælger en lp, håndterer den og sætter den på, så forbereder jeg mig selv til at modtage musikken. Men når jeg lytter til iPod eller lignende, så bliver det til en slags baggrundsmusik, og jeg koncentrerer mig ikke om den. Lp’en er en anderledes og nærværende måde at bruge musikken på.”