Spring til indhold
Hjem » Artikler » Vinterens vidunderlige verden: Tre (gode) grunde til hvorfor vinteren er den bedste årstid

Vinterens vidunderlige verden: Tre (gode) grunde til hvorfor vinteren er den bedste årstid

Vinteren er som en meget tyk mand i et menneskefyldt supermarked. Den er simpelthen ikke til at komme udenom. Måske er du begyndt at lægge mærke til, at det er blevet lidt fodkoldt, når du går på hænder i din lejlighed, eller lidt håndkoldt når du spiller fodbold. I så fald kan jeg berolige dig med, at du slet ikke er den eneste. Det er simpelthen bare fordi, at vinteren er på vej, rullende ind over landet som en halmballe, der triller ned ad en meget stejl bakke. Og for dem, der har trillet en halmballe ned ad en meget stejl bakke, er det et notorisk, indiskutabelt faktum, at sådan en er jævnt svær at stoppe. Sagt med andre ord, så er vinteren altså på vej med 120 kilometer i timen hvad end vi kan lide det eller ej. 

Heldigvis er vinteren jo en tid, der indbyder til hyggelige fantasifyldte, glædesspækkede, sneboldskastende, gløggdrikkende, æbleskiver i maven mættende, hue- og vantebeklædte oplevelser med alle dem vi elsker og holder af. Hvis du, mod forventning er sådan en rigtig sortseer type, der synes, at vinteren er den mest deprimerende af alle årstiderne, så kommer her tre (gode) grunde til hvorfor du tager fejl, og hvorfor vinteren klart er den bedste årstid. Så spænd selen, hold på hat og vanter, og sæt dig godt til rette i slæden, og lad os sammen tage på tur rundt om vinterens herlige herligheder.

Vintervejrets tilregnelighed

Der er ingen tvivl om, at de tre-fire dage om sommeren, hvor termometeret er oppe at kissemisse med de 25-30 grader, er nogle helt okay dage. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at de resterende 85 dage af sommermånederne læner sig op ad en gevaldig skuffelse. Vintervejret, på den anden side, lever altid op til forventningerne om et vinteragtigt vejr. Og så er de dage, hvor sneen falder (altså bogstaveligt talt, ikke J-dag) en ekstra bonus. Derudover betyder det kolde vejr også, at man endelig kan have sine dejlige, tykke sweatere og sin lune, lange jakke på. Vejret er naturligvis også en afgørende faktor for, at varm kakao er klart bedst, når det er koldt udenfor. Og ja, en øl smager vel lige så godt uanset vejret, men der er til gengæld ingen risiko for, at den bliver varm om vinteren.

Insekterne holder vinterferie

En anden klar fordel ved vinteren er, at insekterne holder fri. Så kan det da godt være, at der en gang imellem kommer en ottebenet gæst på besøg, men til gengæld slipper vi for fluer, hvepse, natsværmere, skorpioner, og hvad der ellers flyver og kravler rundt af kryb og kravl. Vinteren har vi altså mere eller mindre for os selv, hvilket selvfølgelig er en oplagt mulighed for at nyde naturen og udendørslivet på trods af de koldere temperaturer:  Gå en masse lange ture i andres eller eget selskab akkompagneret af en tungebrændende varm drik i en papkop med et låg med et alt for småt hul til at drikke ordentligt af. I hvert fald handler det om at nyde tiden uden alt for mange insekter så længe det varer, for lige så sikkert som at vinteren kommer lige efter efteråret, er det også, at insekterne kommer tilbage til foråret. Og heldigvis for det, fordi du ved… Biodiversitet og sådan, men også dejligt lige at have et kvartal uden.

Højtidernes tid

Afslutningsvist, er der en soleklar årsag til, at vinteren fejer al konkurrence af banen kampen om at være den bedste årstid. Vintermånederne er nemlig spækkede med højtider og alle former for festivitas du nærmest kan komme i tanker om. Først og fremmest er der de utallige julefrokoster, der som de sidste par underbukser i en i forvejen fuldstændigt til randen pakkede kuffert, bliver presset ind i kalenderen. Af en eller anden grund er det nærmest blevet Danmarks nationalsport at bruge enhver lille flig af en undskyldning for at samles om et overdådigt festmåltid og samtidig få samtlige hjerneceller til at drukne i ukristelige mængder alkohol. 

Derudover er der selvfølgelig elefanten i rummet: Juleaften, der hvert år konsekvent leverer et samsurium af alt for meget mad og alt for mange gaver, der skal byttes. Hvert år bliver juleaften, for langt de fleste, et samlingspunkt og det højtidsmæssige ækvivalent for orkanens øje.

Juleaften bliver tæt forfulgt af nytårsaften. Årets største festdag. Endnu en undskyldning for at samles om lækker mad og hysterisk druk. Kulminationen på endnu et år og alle dets op og nedture smelter sammen i et brag af en afslutningsfest, med forhåbninger og forventninger om, at man dagen efter, i bedste Jakob Kjeldbjerg stil kan råbe til sig selv i spejlet: ”men i år bliver det endnu vildere!”.

Dermed kan der nu ikke herske nogen tvivl om, at vinteren faktisk er den klart bedste årstid. I hvert fald indtil vi alle sammen bliver trætte af kulden, de korte dage og så småt begynder at imødese foråret, som nok, til den tid, er den klart bedste årstid på hele året. Men den tid den sorg. Eller glæde.