Spring til indhold
Hjem » Artikler » Vinterens survival kit

Vinterens survival kit

Tekst: Susanne Christensen

Illustrationer: Christian “Rigo” Poulsen

Det skete igen. Sommeren sluttede. Som hvert år. Men i år før den overhovedet var begyndt, kom rigtigt i gang eller for alvor foldede sig ud i sine skønne flor af letpåklædte, solbrændte mennesker på stræder og strande, ved koncerter og caféborde, sludrende, smilende, flirtende, benovet af solens ulidelige lethed og bogen om tilværelsen af samme navn. Skyerne hang over landskabet som en trussel imod det enkle, dog ekstravagante liv. Kun med en paraply som mediator vovede vi os ud i det fugtige betonlandskab til en forsigtig øl med vennerne.

Og så kom vinteren. Ikke meget anderledes end sommeren, men vi havde ikke den gyldne kulør at falde tilbage på, ingen flygtige kys i den lune aftensol, ingen grillfester med minigolf og sladder og kulørte lamper på snor. Intet. Nu ligger vi ensomme og blege under dynen og stirrer ind i en flimrende skærm med tørre neglebånd og fugtige øjne. Trætte. Triste. Hungrende efter slik og kage slutter vi os til de fem procent, der hvert år rammes af en vinterdepression. Livet er miserabelt nu, og det kunne ikke blive værre, om så en meteor ramte vores hjem og udslettede resten af vores ynkelige tilværelse. Det kunne selvfølgelig også blive bedre.

For selvom vinteren ligger og lurer bag vindueskarmen, så er der hjælp at hente. Her kommer et par gode råd til, hvordan du undgår at synke helt ned i depressionens omklamrende svøbe.

Stå ud af sengen

Det gøres helt enkelt ved, at du ruller om på siden – den mest ergonomiske stilling for din ryg og den letteste at snegle sig videre i – flytter dynen væk, vipper benene ud over sengekanten og rejser dig op. Gør det hurtigt, som når du river et plaster af, så du ikke får trang til at kravle tilbage under dynen. 

Tag en sviptur til Gran Canaria

Bag en vinterdepression gemmer sig nemlig en overproduktion af det lysfølsomme hormon melatonin, der sætter i gang, når solen og varmen forsvinder. Hvis din studenterøkonomi bløder, og kontoen er lutter minusser, kan du kompensere ved at tænde alle lamper derhjemme, trække gardinerne fra og skrue helt op for radiatoren.

Begynd at ryge

Hvis du ikke allerede gør det. Den stramme rygelov i Danmark dikterer nemlig, at du ikke må genere andre med din klamme røg. Du er derfor tvunget til at gå udenfor, mens solen og lyset stadig er fremme. Sollys er et fantastisk middel mod vinterdepression, da det hæmmer produktionen af melatonin. Er den hel gal, kan du forsøge dig med lysterapi, der går ud på at sidde og kigge ind i en specialkonstrueret lampe, der lyser med 10.000 lux.

Spis en bøf

Ifølge læger har signalstoffet serotonin en betydning for dit humør om vinteren. Jo mere, jo bedre. I serotonin findes aminosyren tryptofan, som du får ind gennem kosten. Tryptofan findes i proteinrig kost som for eksempel kød. Så steg en bøf og spis det hele. Tilføj råstegte kartofler, pebersauce og et stort glas rødvin. Det sidste har ingen effekt. Men det er lækkert.

Omgiv dig med grøn

Grøn er godt for øjnene, siger ordsproget. Og det siger flere amerikanske studier også. Grøn er en farve, som er forbundet med sommerlig natur, og den kræver ingen tilvænning for dine øje eller din hjerne. Så mens du sidder og skal skrive dit hundrede siders speciale, lukket inde på dit deprimerende lille værelse, kan du jo med rette ændre indstillingerne for sidefarven til en grøn, du godt kan lide. Så undgår du måske samtidig den berygtede specialesump.

Bol

Det kan ikke siges tit nok. Hverken af forskere, professorer, læger eller andre eksperter: Sex er godt – for alting. Lige fra knogleskørhed til uren hud. Ikke alene forbrænder du tusindvis af kalorier ved den fysiske akt, men din hjerne udskiller samtidig endorfiner og oxytocin, henholdsvis lykke- og kærlighedshormon. Så tag fat i din kæreste, elsker, ven, date eller en anden og kom i gang med at bolle. Nu!

Sig ord med c, v, x, z, æ 

Smil til verden. Det får din hjerne til at udskille endorfiner og nedsætter stress. Hvis du om vinteren ikke synes, at der er meget at være glad over, kan du hjælpe dit smil lidt på vej ved at bruge masser af ord med c, v, x, z og æ. Kroppen kan ikke altid kende forskel på et ægte smil og et forceret, og disse bogstaver vil trække dit ansigt op i en smilende grimasse. Vi anbefaler: Celestial, vaskekælder, exkæreste, zebra, æstetisk. Se! Du har det allerede lidt bedre, ikke?

Hyg dig med Gabriel Iglesias

Aka Fluffy. Uden tvivl den sjoveste komiker, kendt af menneskeheden. Hvis du end ikke kan trække på smilebåndet af denne amerikansk-mexicanske charmetrold, så anbefaler vi meget stærkt, at du opsøger professionel hjælp. Du kan starte din Youtube-spree her: https://www.youtube.com/watch?v=mtk5Ej-xLsM

The Messerschmidt Drinking Game

Hvis intet andet virker, kan du overveje at anlægge dig en snert af alkoholisme i vinterhalvåret. Langt den sjoveste måde at gøre dette, er i selskab med Danmarks egen linselus EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt. Saml venner og bekendte foran fjernsynet, og gense hans kampagne op til afstemningen om retsforbeholdet.

Reglerne er simple: Sæt rammen med nissehuen om skærmen. Der tages en tår, hver gang nissehuen sidder på Messerschmidt hoved. Hvis det ikke er nok til at oparbejde en god brandert, kan I eventuelt tage et shot, hver gang Messerschmidt siger: ”Det her er en §20-afstemning”, ”EU skal tilbage til at være en handelsunion” og ”Danmark kan få en parallelaftale på Europol-området.”