Aarhus tiltrækker tusinder af studerende hvert år. De fleste er danskere, nogle er udlændinge. Og så er der dem, der er som mig, halvdansker født og opvokset uden for Danmark. Jeg er både udlændinge og dansker på samme tid, uden rigtig at passe ind i nogen af mine “hjemlande”. For jeg er for “norsk” i Danmark og for “dansk” i Norge.
Nu skal det siges at jeg måske ikke er så fremmed for det danske. Jeg har trods alt norsk pas i den ene hånd og dansk pas i den anden; født og opvokset i Norge med en dansk fader og norsk moder, med sommerferier tilbragt på Jylland og mottoet om at “Det er deilig å være norsk i Danmark!”.
Alligevel er det i Norge, at jeg har tilbragt mine formative år og har den stærkeste tilknytning til – Danmark har ligesom “kun” været min barndoms ferieparadis. Og en konsekvens af det, er at jeg nu tit føler mig som en turist og fremmed her i Danmark. Men jeg tror samtidigt, at det er noget der ikke er unormalt at kende på når man flytter til et andet land end man er født og vokset op i.
For mig er nemlig et hjem ikke kun det sted jeg sover, spiser og går på toilet eller i badeværelset. Det er også et sted jeg føler at jeg hører til, hvor jeg har et netværk, hobbyer og interesser, og et sted hvor jeg kan slappe af og være mig selv. Mine forældres lille gård i skoven i Norge, vil altid være mit først hjem. Der er min familie og hund, og skoven er min egen baghave. Det samme kan ikke siges om min 1-værelses studiebolig i Risskov, hvor jeg bor alene, og der er tre etager ned til en asfalteret og støjende motorvej. Aarhus kan måske blive mit andet hjem, men vil aldrig erstatte mit første. Dog har jeg et brændende ønske om, at ikke føle mig som en fremmed i den her by.
Jeg skal dermed, i løbet af de næste par måneder eller år, lære Aarhus at kende og at skabe mit “nye” eller “andet” hjem her i Smilets by. Der er meget nyt jeg skal forholde mig til. For eksempel nye studiekammerater, timeplaner, at skulle bo for mig selv eller finde et studiejob, og at få hverdagen til at hænge sammen i en delvis anden kultur.
Når jeg ikke er født og opvokset i Danmark, skal jeg desuden forholde mig til et sprog, der ikke er mit modersmål. Selvfølgelig er der ikke så store forskelle mellem norsk og dansk, men dansk er nemlig ikke så nemt heller. Tællesystemet har jeg for eksempel stadig lidt svært ved at huske, så jeg har været nødt til at memorere mit CPR- og mobilnummer, for at gøre ting nemmere for mig selv.
Det sværeste er måske den danske udtale. I Norge siger vi, at danskere taler med en kartoffel i halsen. Vokaler og konsonanter glider over i hinanden, og det kræver lidt detektivarbejde at skelne ordene fra hinanden for at forstå det, der bliver sagt. Især er det særligt frustrerende, når jeg så rigtig gerne vil blive taget for at være dansker i sproget, men ender med at blive taget for at være svensker eller får et svar tilbage på engelsk.
Når jeg begynder at føle mig tryggere på det danske sprog – tør at tale og kaste mig ud i det – tror, og håber jeg på, at jeg begynder at falde til, og måske småt får en følelse af tilhørighed til Danmark. Den sproglige tilvænning, tror jeg vil bidrage til, at jeg føler mig lige så meget hjemme i Danmark, som i Norge, til trods for at jeg hverken er fuldblods dansker eller nordmand.
Siden jeg ikke har boet så længe i Aarhus – knap to måneder faktisk – er det alligevel stadig tidligt at sige præcis, hvornår, hvordan og hvor længe det tager, inden min indre disharmoni er blevet opløst, og jeg er i stand til at føle mig lige så meget hjemme i både mit moderland og i mit fædreland. For jeg er ikke længere på ferie i Danmark; jeg skal faktisk skabe mig et liv og venskab, læse og arbejde her. Måske sker det i morgen, om en måned, et år, eller måske sker det aldrig. Det er umuligt at vide. Men det jeg ved er, at den følelse nok ikke kommer som lyn fra klar himmel – hellere som en gradvis erkendelse af, at ting begynder at falde på plads. Jeg skal bare lige huske på, at ting tager tid.
