Tror du på Jesus, Gandhi, at Artsholdet omsider vinder Kapsejladsen, på det gode i mennesker, eller på dine evner til endelig at få en hot summer-bod i år? Uanset hvad du tror på, så giver evolutionspsykologien dig her nogle grunde til, hvorfor du egentlig går og tror, og hvorfor du ikke kan lade være.
At være troende kan ses som et bi-produkt af de medfødte adfærdsmønstre og kognitive evner, som vi mennesker har skulle bruge for at overleve. For vores overlevelses skyld er vi altså blevet religiøst skruet sammen.
Dette kredser lektor og forsker ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen , om i sin forskning. Den handler om det allermest basale ved mennesket, nemlig vores grundlæggende ’programmeringer’. Tre basale programmer forklarer, hvorfor mennesker tror:
- Mennesket er et stærkt stimulationssøgende dyr. På grund af vores behov for ikke at kede os, er vi konstant nysgerrige og eksplorative.
- Derfor er vi også meningssøgende dyr. Vi leder efter symboler og fortællinger, der kan forklare, hvorfor noget er, som det er.
- Derudover er vi et socialt-hierarkisk dyr. Som gruppelevende væsner er vi optaget af magt, status og hierarkier, hvilket også er grundlæggende for vores religionsforståelse.
Overlevelsesprogrammer gør os grundlæggende religiøse
Hvis fortidsmennesket bare blev siddende og kukkelurede i hulen, fordi det ikke lige magtede at tage sig af sult og kulde, havde menneskeracen nok fået et noget kortere visit på planeten Jorden, end hvad den trods alt har tilsneget sig.
At være stimulationssøgende er derfor nødvendigt for at kunne overkomme udfordringer og sikre sin overlevelse. Skulle vi klare disse udfordringer, hvad end det var jagten på blåbær, snobrød eller sikkerhed fra sabeltigre, var vi nødt til at samarbejde om at løse dem. Vores liv afhang af gruppen.
På grund af denne tvungne socialitet er mennesket udstyret med et autoritetsprogram. Vi måtte indordne os i hierarkier for at samarbejde effektivt – og herfra er der ikke langt til tanken om et mere hierarkisk kosmos af forfædre, guder eller ånder.
Offervilje og moral som grundprogrammer
Det religiøse ritual, ofringen, bunder også i en menneskelig socialitetsform, nemlig gengældelse; For at fortidsmennesket kunne overleve i gruppen, måtte de kunne regne med hinanden. Heri ligger forventningen om gengældelse – hjælper jeg dig, hjælper du også mig. Og hvis du eller jeg ikke gør dette, bliver vi ekskluderet fra gruppen og muligvis ædt af en okse. Dette kan sidestilles med religionens offer. Ofrer man til en guddom, er denne forpligtet på at tilgodese bønnen (hvis altså offeret er godt nok…).
At holde sammen på en gruppe fuld af enkeltindivider kan dog være svær (se bare tragedien med Spice Girls eller One Direction!). Dette havde fortidsmennesket dog luret. For at begå os sammen måtte vi sørge for, at samarbejdet gik så gnidningsfrit som muligt, og derudfra opstod moral.
Moral er vores grundlæggende værdisæt og regler for, hvad der er godt/ondt, retfærdigt/uretfærdigt osv., og moralen fordrer evnen til selvkontrol, viljen til at underordne sig fællesskabets normer og autoriteter, og ikke mindst, så tilskynder moral omsorg og medfølelse med andre. Heri er kimen til religionsdyrkelse sået.
Bittersød bevidsthed
Tilsæt så, at vi er et meningssøgende væsen, og så er rosen skudt frem af jorden. Netop denne søgen efter mening og oprindelse er karakteristisk for mennesket, og de forudsætter et refleksivt og narrativt selv, hvor mennesket kan undersøge sin egen plads i verden. Denne bevidsthed er dog bittersød, for med den følger angsten for livet, døden, friheden, valget og vores ansvar for os selv og andre.
Med det narrative og refleksive sind har vi en hjerne, der er kodet til at søge efter form, sammenhæng og mening. Studier har bevist, at viser man mennesker nogle simple geometriske figurer, vil de automatisk begynde at tolke en dybere mening og intentionalitet ind i dem.
I forsøget på at forstå, hvad meningen egentlig er med det hele, har mennesket lavet kunst, kultur og begravelsesritualer. Religionen giver os nemlig et formfuldendt svar – hvis vi følger de moralske principper, skal det nok gå os godt.
Jeg tror på, at Artsholdet vinder årets Kapsejlads!
Så hvor efterlader det os på denne evolutionspsykologiske forundringsfærd?
Lad mig knytte an til nutiden. Vi kan være buddhister, kristne, muslimer osv., men også dyrkelsen af popidoler, klimakampsledere eller sågar os selv er religiøse handlinger.
Når vi vælger identitetsmarkører og sætter os selv i en sammenhæng med andre mennesker (hvad end det er techno-smarte aktivist-typer, buddhister eller beliebers) aktiverer det vores moral og offer-program. Hvis jeg er buddhist, gør jeg sådan, og hvis jeg er klima-aktivist, gør jeg sådan – og så er jeg en god buddhist eller klimaaktivist. De kulturelle gruppemarkører er altså vigtige for, at vi kan opretholde en meningsfuld selvforståelse. For eksempel er der os, der tror på, at Artsholdet endelig vinder årets Kapsejlads – hvem er med mig??
