Under instruktion af Kasper Sejersen stiller fire skuespillere i teaterstykket ”VHS vs. Betamax: Kampen om hjemmevideoen” spørgsmålstegn ved, om populærkulturen forfladiger mening og kunst. Stykket kan ses i Teatret Svalegangen frem til den 11/02.
Tekst: Mathias Overgaard Bjerrum
Foto: Morten Fauerby
Karakter: 10 pil ned
Med en excellent skuespillerpræstation og en mere moderat scenografi møder vi den kultiverede familiefar Axel. En nytårsaften, der åbner op for det højteknologiske år 1980, præsenterer han sin energiske teenagedatter Ida, og sin med-på-moden kone for Betamax-maskinen: datidens deluxe-udgave af en videoafspiller der åbner op for et kvalitetsbevidst udvalg af film. Axel har en klar vision: Han vil skabe et ”kulturcenter” for videoudlejning af Betamax-videoer.
Dog tager det en drejning, da hans folkelige kompagnon Tommy, her spillet af Rolf Hansen, nærmere søger en fremtid med den billige VHS-afspiller. Kvaliteten er måske nok det værre, men den kan afspille hele samlingen med Schwarzenegger og Stallone.
Herfra er det i humoristisk tone spækket med socialrealistiske drama-twists, familiestridigheder, forretningskonflikter og antikverede popnumre.
Selvom vi befinder os 30-40 år tilbage, stiller VHS vs. Betamax stadig højaktuelle spørgsmål. Med udgangspunkt i elitære Axel: ”hvem gider at se film i én køre hele aftenen uden at diskutere dem undervejs?” og folkelige Tommy: ”Mere action. Mere Rambo!” fordrer den til refleksion over, hvordan mennesket befinder sig i forhold til den teknologiske udvikling i dag, herunder hele on-demand bølgen. Bliver vi slave af tjenesterne og meningsløs underholdning? Eller sætter hele bølgen os fri med muligheden for større selvbestemmelse?
VHS vs. Betamax trækker alle de kantianske spørgsmål om æstetik og smag op ad hatten. Hvad er kultur, og kan noget kultur siges at være bedre end andet? Går der noget tabt, når den franske kunstfilm må afvige for efterspurgte eksplosioner og hollywood-endings? Eller er alt kunst, kunst – og er alt kunst lige godt?
Cast
Axel: Holger Østergaard
Tommy: Rolf Hansen
Axels kone: Katrine Beck Ibsen
Ida: Fanny Louise Bernth