”Time for time vender livet tilbage./ Men siden da husker jeg intet,/ og nu skraber i dag mod i morgen,/ hvor mine erindringer begynder.” Med disse vers afslutter Søren Ulrik Thomsens sin digtsamling Det skabtes vaklen fra 1996. Få vers kunne bedre introducere hans seneste digtsamling Rystet spejl.
Af Rasmus Bach Frandsen
Rystet spejl handler om forholdet mellem tid, erindring og død. Livet er forgængeligt, bundet til tiden og kan ikke tænkes uden døden. Digtene i samlingen minder os på den ene side om dødens evige nærvær, men er på den anden side en opfordring til læseren om at gribe det liv, der stadig er. Som det hedder i et af de første digte: ”Men i næste sekund/ har jeg indhentet alle tredive år/ og hen under aften/ oven i købet fået en fremtid/ før natten tar mig tilbage”. Livet, fremtiden og lyset skal vælges. Selv når jeget befinder sig ”hen under aften”, ikke langt fra natten og den uundgåelige død, er der en fremtid, der kan – og må – gribes.
Erindring spiller en helt central rolle i digtsamlingen. Erindringen forbinder to modsatrettede følelser: fravær og nærvær. Jeget har mistet den, han elsker: ”Mit liv blev et halvt århundrede kortere/ da du døde og efterlod mig”. Det er imidlertid gennem erindringen, den døde forbliver nærværende for jeget. Et af samlingens, efter min mening, bedste digte understreger netop den pointe: ”Hvert år på denne dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted her i verden/ hvor du ikke er./ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen./ Og på vej hjem regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning”.
Også digtsamlingens titel, Rystet spejl, peger på den mistede kærlighed og mindets dobbelte karakter. Tiden slører minderne som en rystet genspejling, men kun gennem disse slørede erindringer, digtene, kan den fraværende holdes i live.
En af de helt store styrker i Rystet spejl er Thomsens fintfølende fornemmelse for forholdet mellem sprog og musik. Thomsens store sproglige og musikalske talent gennemsyrer digtsamlingen. Digtene i Rystet spejl lyder mest af alt som velklingende, blød, melankolsk jazzmusik. Med Thomsens egen formulering, klinger digtene ”som musik der lyder fra et andet rum./ På the Waldorf-Astoria. Mens det regner”.
Rystet spejl er en ualmindelig velkomponeret digtsamling med digte af højeste kvalitet. Thomsen har blik for nuancerne. Rystet spejl kan synes tung, fordi døden er konstant nærværende i digtene. Men det er hele pointen. Kun gennem en erkendelse af døden som betingelse og forudsætning for livet bliver mennesket i stand til at forvandle mørke til lys, død til liv og vinter til forår. Selvom det er vinter, ”blomstrer de sorte roser i sneen” i Thomsens vellykkede digtsamling.
Søren Ulrik Thomsen, Rystet spejl 2011, Gyldendal