Det er snart 30 år siden, at Peter A.G. iført en stråhat-baseret koger tog sig en slentretur ned ad Vestergade i Gnags-hittet, som mange århusianere, i et anfald af kollektiv sindssyge, tog til sig som en hyldest til Jyllands hovedstad. Nu om dage består Vestergade mest af PC-pushere og latte-og-rucola-baserede udskænkningssteder. Byens reelle puls er i stedet rykket et velrettet stenkast i retning af Århus Havn.
af Svend Lokjær
foto af Claudine Zia
Kære læser. Nu hvor vi er nået forbi artiklens byline, og skriftstørrelsen er blevet en smule mindre, må jeg komme med en indrømmelse: jeg er en af de der indfødte århusianere, som ser Århus som både Danmarks og til tider verdens navle. En af dem, som begynder at stemme borgerligt, fordi Nicolai Wammen fjerner å’et i bynavnet. En af dem, som insisterer på, at Ceres Top bare smager bedre, også selv om Ceres-bryggeriet i Århus nu er dødt og borte. En af dem, som siger ’midtby’ i stedet for ’centrum’. En af dem, der udtaler prønuliåhørherikkå i ét ord. En af dem, der råber kom så de hvii’med stolthed i stemmen, mener København er en parkeringsplads lidt uden for Malmø og i øvrigt elsker alt Århus-relateret… næsten. Bortset fra Gnags. De er stadig en flok bønder fra Skjern.
Jeg er også en af dem, der smilte saligt, da min redaktør præsenterede månedens tema: Barndommens gade. Nu fik jeg en gylden mulighed for at lovprise min hjemby fuldstændig skamløst. Men hvordan? Jeg kunne nedgrifle et essay om min opvækst i toåfirs-tyyyyv, men prønuliåhørherikkå: hvem ville gide læse om det? Jeg valgte at skrive om det nærmeste, jeg kommer barndomsgaden, uden at det egentlig er det: Århus by Night. Mine damer og herrer, jeg præsenterer hermed en subjektiv guide til denne skribents anden ”Barndommens gade”: Skolegade.
Urin og hyldeblomstlikør
Én ting synes at være sikkert i Århus: hver subkultur og type har sin gade. Har man eksempelvis lige købt sin første Rolex-kopi og kender man én, der har været med i Paradise Hotel, er Åboulevarden næsten altid et godt bud på en fest. Med få undtagelser en dyr, ligegyldig og indholdsløs sådan. Tilhører man ”åååårh-hvad-tror-nok-li’-hun-fik-finger-på-toilettet”-segmentet, og kalder man blandingen af urin og hyldeblomstlikør for Mokai, svarer Klostergade i reglen til en typisk tur i byen. Skulle man befinde sig så langt væk fra begge grupper, som det er menneskeligt muligt, er man formentlig typen, der er tiltrukket af Frederiksbjergs omsiggribende bodega-bælte. Her serveres øl kun i selskab med Arnbitter, og håndmadderne sidder en anelse løsere end i resten af byen. Og så er der gaden, der blander det hele i et absurd mix: Skolegade.
De 150 meter fra Aarhus Teaters bagindgang til midtbyens eneste benzintank på Europaplads er et sammenrend af alle tænkelige typer, mennesker; skæbner. Den unge smarte elite, kendis-rockere, pseudo-intellektuelle, metalhoveder, homoseksuelle, stamalkoholikere, ludere, lommetyve, småkriminelle, morgenbranderter og deslige.
Kulturchok på første parket
Første stop på vejen ind i Skolegade er Escobar. Man kunne formentlig ikke komme til et mere aparte sted, når man kommer fra åens finpudsede smart-i-en-fart-steder og ditto klientel. Århus er metalmusikkens selvudnævnte hovedstad i Danmark. Hvis Århus er hovedstaden, er Escobar metalmusikernes fort. Det er her, byens hårde drenge foretrækker at hænge ud: Metal-kendisser, wannabes og almindelige fans mødes her. Musikken er tung, lokalet er smadret, og folk er stive i en grad, man ikke finder på resten af byens beværtninger. Her er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver væltet et par borde og en stak stole i løbet af en aften. Escobar er et de typiske steder i Skolegade, hvor det meste er tilladt, og der bliver set igennem fingre med resten.
Escobars næsten-nabo er et frimærke af en bodega, hvis blotte tilstedeværelse beviser, at selv aldrende stambranderter stadig har deres gang i Skolegade. Casino Bar har dog sit helt eget særkende, som mere end noget andet leder tankerne hen på ’Sommer i Sunny Beach’: Casino Bars legendariske røde- og grønne kander. De noget tvivlsomme blandinger, hvoraf i hvert fald den grønne primært er baseret på melonlikør og grøn sodavand, bærer ingen reelle navne. De smager af plasticeret Fun-saftevand, og rammer som en hammer. Alene det faktum, at baren er i stand til at fremskaffe grøn sodavand i det politisk korrekte 21.århundrede er så prisværdigt, at den spøjse sammenblanding af havnearbejder-klientel og Ung Rejs-drinks er værd at støtte op om.
Den kedelige storesøster
Casino Bars naboer kunne ikke være meget anderledes end denne. G-Bar er, så vidt det er skribenten bekendt, det eneste gå-i-byen sted fortrinsvis for bøsser og lesbiske i Århus. Ikke at det er særlig åbenlyst. Med en vis usikker på egen opfatteevne må skribenten indrømme, at han har frekventeret selvsamme biks to gange uden på nogen måde at gennemskue, at folk derinde skulle have en anden seksuel orientering. Måske siger det mere om skribenten og dennes evne til at drikke sig i hegnet end om barens generelle udtryk.
Hvis Escobar er klassens frække dreng med rebelske tilbøjeligheder i Skolegade, må Billabong Bar være klassens frække drengs otte år ældre og forlovede, lidt kedelige og bibliotekar-uddannede storesøster. De to appellerer langt hen ad vejen begge til det samme publikum, men den australske Liverpool-bar (ja, jeg forstår det heller ikke) spiller lidt tyndere musik, serverer lidt tyndere alkohol og har et lidt mere mawert klientel. Billabong Bar havde, som den kedelige søster, sit højdepunkt for ti år siden. Det samme gælder langt hen af vejen for barens gæster. Synes du Escobar lyder sjovt, men kan du bedre lide Coca Cola Zero og mentolcigaretter end originaludgaverne, er Billabong Bar helt sikkert stedet for dig.
Cocktails, kendisser og kloge-Åger
Krydser man over på den anden side af det smalle drukdistrikt, der er Skolegade, vader man direkte ind i endnu et eksempel på gadens mangfoldighed. Første åbne dør er Sidebar. En ganske eksklusiv cocktailbar, som formentlig må have lidt under en defekt GPS, da der skulle findes et lokale at sælge ud fra. Baren ville have passet glimrende ind i rækken af de mange ens steder omme på den anden side af blokken på Åboulevarden. I Skolegade står den ud i rækken af lurvede, småsmadrede udskænkningssteder.
Dør om dør med Sidebar ligger den semi-legendariske Fatter Eskil, der vel kan kaldes normalrockens svar på Escobar. Endnu et sted, der formår at trække inden- og udenbys musikere i byen, denne gang af den lidt mere mainstream slags. Skribenten mindes eksempelvis at have diskuteret indgående med en unavngivet guitarist fra et band, hvis navn rimer på Misneyland After Mark, om præcis hvor mawer han var. Og så i øvrigt at have tabt en omgang i et væddemål om, hvorvidt forsangeren fra et dansk funkrock-blev-til-postgrunge-blev-til-klynkerock-band kunne holde til at få råbt omkvædet til Me & My’s ”Dub-I-Dub” ind i øret i tredive sekunder uden at blive voldelig. Åh ja. Tåberne er mange, minderne endnu flere.
Jeg skal lade dette være slutningen på min hommage til Skolegade. Et område, der hylder mangfoldigheden og sender tømmermænd med dig hjem hver gang. Min alternative Barndommens Gade.
