Tekst og foto: Λασσης Xεγνετ (Lasse Hegnet)
Jeg bilder mig ind, at jeg kender Grækenland ret godt. Mine to stedbrødre er halvt græske, jeg har været i landet på fodboldskole, dannelsesrejse, ferie og familiebesøg. Senest i efteråret 2011, da “krisen” eksploderede. Dengang hang jeg ud med det danskere vil kalde hooligans fra sportsklubben Panathinaikos og oplevede sportskampe, der blev stoppet, fordi supporterne svinede politikerne- og deres mødre- til, og jeg deltog i demonstrationer i Athen, hvor folk sloges med marmorstykker og en enkelt mistede livet.
Jeg er tilbage for at besøge min ældste stedbror, der arbejder i Thessaloniki. Spændt på at se, hvad der er sket med landet siden sidst. Demonstrationerne er hørt op, landet er fyldt med immigranter, og flygtninge bliver truet med at blive smidt ud af Schengen-samarbejdet og måske endda EU. Og statsbankerotten hænger stadig som de evige skyer over Olympen. Hvad sker der i Grækenland anno 2016?
Lige på grænsen
Thessaloniki har noget pragtfuldt over sig, hver gade er en lille allé af citrus-, oliven-, nåletræer og palmer. Byen ligger langs en bugt med himmelblåt hav og skinner hvidt mod bjergene bag den. Et fatamorgana, for synet bedrager. De fleste bygninger ser ens ud, høje betonbygninger fra 70’erne med smalle balkoner og markiser til at skærme for solen. Fortovsfliserne er skæve og græs titter frem, og busstoppestederne er stort set alle tilklistrede med ødelagte klistermærker og slidt ned, og vi venter ved et af dem i bydelen Kalamarias, der skal forestille at være pæn og velhavende. Bybus nr. 5 passerer, men ingen ved stoppestedet stiger på før en knap så tilfældig turistbus uden synlig destination holder ind, og vi syv, der venter, stiger på. Bussen sniger sig langsomt gennem lørdagaftenens myldretrafik, tværs gennem centrum, og det er helt rart at være i en græsk bus, der ikke føles som at køre i en matatu på landet i Tanzania med skramlelyde og affjedringen fra en havestol, som bybusserne gør. Bussen bliver fyldt op på turen gennem centrum og rammer motorvejen på vej mod nord. Min storebrors meget rolige ven, Thomas, bliver mere og mere energisk i sit sæde jo længere mod nord, vi kommer. Solen går orange ned over et landskab, der ikke er særlig græsk, men et tydeligt grænseland mellem det slaviske Balkan, Grækenland og Tyrkiet. En tankstation tæt ved den makedonske grænse ligner en campingplads, de fleste immigranter og flygtninge har forladt Thessaloniki og har slået sig ned her og varmer sig ved bålene. De kan ikke komme videre mod resten af Europa, grænserne er lukkede, og de kan heller ikke komme på togene på Thessalonikis bevoksede hovedbanegård. Der er rødt lys. Ingen lande vil tage imod flere, og nu sidder de her i festivaltelte langs en græsk motorvej. Bussen med grækerne, mig og enerverende bouzouki-musik fortsætter til grænsen, hvor vi alle går over og bliver samlet op af minibusser og hastet videre til et casino 100 meter inde i Makedonien.
Allerede før vi rigtig er kommet ind på det første casino, har den ellers så rolige Thomas udført et temposkift, der ville imponere den jamaicanske verdensrekordholder i 100.m løb, Usain Bolt, og vi finder ham senere bænket ved blinkende enarmede tyveknægte sammen med hovedparten af folkene fra bussen. Før jeg har sat mig ved rouletten sammen med de resterende passagerer og har påbegyndt mit fedtspil, har Thomas tabt mere, end jeg havde forhåbninger om at gå hjem med. Casinoerne ved grænsen betaler busser for at køre græske spillefugle fra Thessaloniki til Makedonien, hvor de får gratis mad og drikke, mens de spiller. Bussen er fyldt med pensionister, der gambler med deres pensionspenge i frygten for at miste dem i den økonomiske strømhvirvel Grækenland sejler omkring i. Thomas er 39 og bor hjemme, fordi han ikke har råd til at bo ude. Casinoet er en mulighed for at have en sjov aften i byen og potentielt hive penge i land. På det sidste casino tager det overhånd for mig med de gratis drinks og hurtigt bliver 1000 credits på rød, standardtrækket på rouletten, mens Thomas stadig intenst trykker løs på tyveknægtene og pludselig med endnu et af sine uberegnelige temposkift får han os til at styrte tilbage over grænsen i nattens mørke for at nå bussen, inden den kører tilbage til Thessaloniki. Her kunne jeg så sidde lidt og være forundret over, hvad jeg lige havde været en del af: Vi var ræset afsted i seks timer fra Grækenland og ud af EU(ropa) og på vejen sad flygtninge bogstavelig talt på vejen uden mulighed for at komme frem – bommen var nede – eller tilbage til, hvor de ikke vil være. Vi andre blev fragtet frem og tilbage, og medmindre tyveknægten virkelig stjal dine penge, var turen gratis, og følelsen af, at der er forskel på mennesker, er kolossal.
Inde på stadion
I 2011 var Grækenland en krudttønde, Athen var forfærdelig, skrald lå overalt, fordi der var strejker, og politiet mødte kampklart op ved parlamentet på Syntagma-square hver dag. Kommunister og anarkister marcherede i gaderne med faner, sange. De sloges med politiet og hinanden, og blodet flød og marmoren blev knækket af bygninger og brugt som kasteskyts og håndvåben. 30’ernes ideologikrig var højaktuel igen. Folk solgte popcorn 100 m fra, hvor tåregassen var så tyk, at man ikke kunne trække vejret.
Der var vilje og intensitet bag modstanden mod det etablerede politiske system. Den socialdemokratiske statsminister Papandreou gik af i november 2011 og blev efterfulgt af teknokrater udpeget af EU og Den Europæiske Centralbank for at få gigantiske besparelser gennemført. Ved valget i 2012 kom de konservative “Nea Demokratia” til magten, men det fjernede ikke politikerleden. Højreradikale patruljerede i gaderne for partiet Gyldent Daggry, og det venstreorienterede Syriza med Alexis Tsipras i spidsen krævede genforhandlinger med EU om spareplanerne. Uprøvede Tsipras kom til magten og gjorde umiddelbart alt det rigtige – han lovede at genoptage forhandlingerne med Frau Merkel og EU, at lade folket tale gennem folkeafstemninger og forsøgte at være inddragende. Som min storebror forklarer det, lavede han bare den åbenlyse fejl og mistede grebet om det spinkle håb om en ny begyndelse han ellers havde indvarslet: han lyttede ikke.
Med en hel befolknings håb på skuldrene spurgte han den – “hvad synes I? Nå, men det skal vi ikke!”. Grækerne blev umyndiggjort og i stedet for at se ham som alternativet til de partier og familier der i generationer har siddet på magten-Papandreou, Karamanlis, Samaras- blev han til en del af problemet. En politisk elite der ses som korrupt og indspist af de almindelige mennesker. Tilliden til et alternativ forsvandt.
Det eneste sted man i dag finder den folkelige modstand er på stadion. Supporterne fra klubberne AEK Athen, Panathinaikos og PAOK fra Thessaloniki er de mest åbenmundede og aggressive. Symbolet på det korrupte og indspiste er det suveræne mesterhold Olympiakos fra Athen – oprindeligt en arbejderklub, men en klub mange forbinder med det ufunktionelle politiske system. Den rød-hvidstribede klub er hadet af mange, og selv blev jeg advaret allerede på vej ud af flyet af en græker om, at jeg måske burde pakke min rød-hvidstribede AaB-trøje væk. Hadet er vokset siden sidst. De forkerte farver hernede kan indkassere dig en øretæve, hvis du ikke er forsigtig, og når det eneste græske ord jeg virkelig kan er “malakies”-pikspiller- har jeg ikke de bedste forudsætninger. De seneste gange, når Olympiakos har spillet mod Panathinaikos og PAOK, er kampene blevet aflyst pga. tilskueruroligheder. Man kan sige, at de to holds tilskuere ødelægger tingene for sig selv, men det har ikke holdt Panathinaikos-supporterne fra at demonstrere uden for Tsipras hjem i Athen, fordi de vil have stoppet det, de mener er myndighedernes støtte og forfordeling af en korrupt institution.
For blot et par uger siden var Olympiakos i Thessaloniki for at spille mod PAOK – en kamp der blev afbrudt, da PAOKs fanatiske tilhængere invaderede banen efter, at dommeren ikke havde dømt et åbenlyst straffespark til hjemmeholdet. Behøver man sige at PAOK blev taberdømt?
Men selv mellem supporterne er der uenigheder. At gå i Thessaloniki med de forkerte farver indkasserer dig dødsblikke, eder, fornærmelser og trusler. Også selvom farverne repræsenterer andet end Olympiakos. Thessaloniki er Athens lillebror, som Aarhus er Københavns og alt fra hovedstaden er hadet her oppe nordpå. Kampiveren findes i Grækenland – der hvor Gate 4 står på Toumba-stadionet i Thessaloniki og ved Gate 13 på Leoforos Alexandras i det centrale Athen, hvor holdenes mest inkarnerede tilhængere holder til.
Inde på caféen
Vi går igennem Kalamarias ved middagstid og alt ser normalt ud. Kvinderne sidder hos konditoren og mændene på caféerne med deres freddo cappuccino. På hver gade ligger der en OPAP – en spilleforretning, hvor mændene sætter krydser på oddset-kuponerne som gjaldt det deres liv – det gør det måske også? At tænke, hvorfor de ikke arbejder, er nærliggende, men jobs er svære at få. Dårlige banker, bureaukrati og alternativ beskatning gør det svært at komme i gang. Den ældste generation sidder med pengene, som de ikke betalte i skat, og giver dem i smug til deres børn- voksne børn der bor hjemme- som ikke kan få jobs, og lommepengene er en illusion om et selvstændigt liv
Immigranter ser vi ikke her. Dem der er blevet tilbage, hænger ved banegården i den anden ende af byen, hvor de fattigste lokale også bor. Der er mange immigranter. En kvinde ved et busstoppested, hvor busserne ikke tager passagerer med,siger at alle vil flytte. “Er det godt i Danmark? Vi flytter allesammen. Vi gider ikke mere.” På en café bestiller vi mere freddo, Game of Thrones-temaet er mikset i loungestil og pumper ud af højtalerne.
Det ligner det Grækenland, jeg kender, bare mere afslappet end sidst. Gaderne lugter stadig svagt af grillet kød, originalerne er her stadig. Men ligesom fatamorganaet Thessaloniki er det ikke et passende billede. Men hvad så?
Grækenlands tilstand er kompleks. Det virker som om, at opgivelsen og ligegyldigheden har indfundet sig. Politikerne må køre deres løb, den næste generation må starte forfra, så længe der er freddo cappuccino, souvlaki på grillen og OPAP har åbent. Det er måske de eneste løsninger på “patientens” tilstand, jeg har set hernede: at gamble det hele – 1000 på rød i smug på casino, eller som min storebror hørte det på Toumba under kampen mellem PAOK og Olympiakos: “Lad os invadere banen – vi har alligevel ikke noget at tabe!”
