Spring til indhold
Hjem » Artikler » Turen går til Thyborøn

Turen går til Thyborøn

Selv kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har holdt ferie i Danmark og havde du spurgt mig for to måneder siden, om jeg glædede mig til at bruge hele sommeren herhjemme, ville jeg nok have brudt grædende sammen ved tanken om at skulle undvære min sædvanlige tan på stranden i Sydeuropa.

Så er det heldigt at Thyborøn både har en Palmehave, et surfcenter og et livreddertårn, der har seriøse baywatch-vibes over sig. Her er en turistguide til min hjemstavnsby, som jeg gennem denne sommer er blevet hemmeligt forelsket i.
På trods af Thyborøns forholdsvis lave indbyggertal på under 2000 personer, så er der faktisk utrolig mange ting at give sig til.

Æ’ Haw

Top prioritet, når du er i Thyborøn, er helt sikkert havet. Byen er omringet af vand på alle sider. Man har derfor fundet på betegnelser for at kunne skille alt det vand fra hinanden. Det er derfor, at der i Thyborøn både Æ’ Strand og Æ’ Haw.

Hvis det er godt vejr, skal du gå til Æ’ Strand. Her kan du ligge i læ for blæsten, da der er sat læhegn op i form af grantræer. 

Hvis det er dårligt vejr, skal du gå til Æ’ Haw og blive blæst igennem og se alle de bunkere, som tyskerne i sin tid byggede i Thyborøn. 

Man kan også få meget tid til at gå ved at gå en tur rundt om havnen, hvor man kan være heldig at se fiskekuttere komme ind og losse deres fisk af og bare være en del af den stemning, der virkelig kun findes i små fiskersamfund.

Den bedste Fish ‘n’ Chips

Du kan ikke tage til Thyborøn uden at smage på den lækre og friske fisk, som de fleste restauranter tilbyder. Min personlige favorit er dog Fiskehallen, hvor jeg helt klart vil anbefale deres Fish ‘n’ Chips. Her får du en virkelig god Fish ‘n’ Chips i hjemmelavet øldej og hjemmerørt tartarsauce, til bare 98 kroner. Det giver ikke et kæmpe hak i SUen og er alle pengene værd!

Hvis du gerne vil spise fisk, men ikke rigtig synes, at du kan forsvare at spise ude på en SU, så er et alternativ at købe frisk fisk ved Æ’ Fiskebutik, som ligger ned til havnen. Tager du maden med ned til vandet, så får du både udsigt og god mad! Hvis du er i Æ’ Fiskebutik bliver du nødt til at smage deres fiskefrikadeller (som faktisk er lavet på min bedstefars opskrift). Jeg ikke har fået bedre fiskefrikadeller noget andet sted i Danmark!

Er du stadig sulten, må du ikke snyde dig selv for en is fra Fjams og Kugler. Navnet kommer egentlig af, at os fra Thyborøn altid har kaldet guf for Fjams. Det er der nogle sjove Thyborønboer, der har lavet en isbutik ud af og nu kan du få Æ’ Guffer (en is med to kugler) og et godt grin for bare 35 kroner.

Du kan også tage på…

Sælsafari

Du kan tage på Sælsafari. Her kommer du rundt med en lille båd, hvor der er en guide med, der fortæller lidt om Thyborøn og sejler dig hen til en lille ø, hvor der vildt mange sæler.

Puchmaxi Tour

Er du til fart over feltet, så kan du komme på en guidet Puchmaxi Tour gennem Thyborøn.

Seawar Museum

Hvis du er historiestuderende eller blot er historisk interesseret, så er der et krigsmuseum kaldet SeaWar Museum, som er virkelig sejt og oplysende.

Jyllandsakvariet

Jyllandsakvariet er helt sikkert er interessant for en biologistuderende eller for dig, der bare elsker livet under vand.

Kystcentret

Oplevelsescentret Kystcenteret  giver dig et indblik i havets kræfter og den natur som Thyborøn er omgivet af. Centeret er faktisk vildt sjovt og lærerigt, selv for voksne, og man kan sagtens få mange timer til at gå der.

Sneglehuset

I den anden ende af byen finder man Sneglehuset, som er et ekstremt smukt hus dekoreret med muslinger.

Thyborøn Surfcenter

Tæt på Sneglehuset finder du også Thyborøn Surfcenter, hvor du kan prøve kræfter med surfing i det vilde Vesterhaw.

Genbrugsguld-tur

Hvis du har nogle penge, der brænder i lommen, kan du besøge den hyggelige lille gågade eller tage på genbrugsjagt i byens store genbrug. Her kan man virkelig gøre nogle fund!

Værtshus

Dagen bør sluttes af med en øl eller ti på et af byens to værtshuse: Æ’ Kanal og Ankerpladsen. Her er helt andre priser end du ser ved Åen i Aarhus og du er garanteret et blik eller to fra de lokale, som helt sikkert gerne vil fortælle dig en historie eller to!

Ruten til Thyborøn

Thyborøn ligger som et perfekt stop på en Tour de Vestjylland tur. Ovenover Thyborøn kan du besøge Klitmøller og Hanstholm, hvorefter du kan tage til Thyborøn og fortsætte længere mod syd til Søndervig og Hvidesande. Mit bedste tip til at komme til Thyborøn er derfor: Lån en bil! 

Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan man forholdsvis ofte få Orangebilletter Aarhus-Struer. Når du så ankommer til Struer, kan du tage en bus til Lemvig. Og herfra bliver det sjovt. Hvis du tager bussen, får du nemlig æren af at køre med VLTJ, som du måske kender fra sangen vi alle har danset til på Heidis og til efterskole-festerne. En tur med VLTJ er en tur gennem det vilde vesten og det er helt klart en del af oplevelsen, når du rejser til Thyborøn.

Nyfundet kærlighed til Danmark

Thyborøn adskiller sig fra mange andre ferieområder, fordi her er så meget lokalt liv og personlighed. Du kan som gæst i Thyborøn følge med på sidelinjen, mens byens fiskeri går sin gang, sladderen går på havnen, historierne bliver fortalt på værtshuset og vinden rusker i klitterne. Byen har en charme, som jeg ikke mener, at du finder mange andre steder.
Tænk at der skulle en global pandemi til før jeg blev forelsket på ny i min egen hjemby. Besøger du Thyborøn, ved jeg, at du også bliver forelsket!