Foto Jes
I sidste nummer af Delfinen gravede vi ned i skraldefænomenet og opdagede, at der hos flere skraldere lå dybe overvejelser bag. Derfor besluttede to af Delfinens skribenter at udsætte sig selv for den grænseoverskridende oplevelse, det er, at samle sin mad op fra en container.
Tekst af Bonnie Hvillum og Mia Lybkær Kronborg Nielsen
En iskold aften i februar, hvor minusgraderne toppede, hoppede vi, to tætindpakkede delfiner, på cyklen og gjorde os klar til rov. De store tasker sad fastspændt på ryggen, bagagebærret var sikret, og lygterne med nye batterier lå klar i lommen. Vi var parate til at tage på eventyr ned i det ukendte og ildelugtende containermørke. Kulden var den første bekymring, vi havde. Vi anede jo ikke hvor længe det ville tage at skralde os igennem Aarhus midtby! Men med fire lag tøj, huer, to sæt handsker og det enorme skud adrenalin, der kom ud af at være på jagt, glemte vi helt de 10 minusgrader.
Inden vores tur havde vi planlagt en rute for muligt spækkede containere, så vi vidste, hvor vi skulle cykle hen. Men efter blot to af stederne måtte vi vende snuden hjemad. Vi havde absolut ikke mere plads på cyklerne. Begge vores cykelstyr blev tynget af tunge bæreposer. Mias cykelkurv blev fyldt til randen, og på Bonnies bagagebærer var der påspændt en papkasse fyldt med Dorito chips.Ved første øjekast tydede det på, at containerne var fyldt med tom og uspiseligt emballage.
“Alt det mad, vi havde fundet, kunne bare have ligget og rådnet op!
Derfor blev vi nødt til at kaste os hovedkulds ned i containerne. Og da vi fik skrabet det første lag til side, åbnede der sig en helt ny verden for os. En meget beskidt verden, men en med muligheder. Efter vores tur i to containere endte vi med ikke mindre end: 3 pakker bønnespirer, 2 pakker champignon, 2 pakker portobello svampe, 3 pakker vindruer, 1 minimælk (med 4 dages holdbarhed), 1 pakke lagekagebunde, 2 pakker tomater, 1 pakke samsø-kartofler (økologiske), 2 pakker rugbrød, 1 pakke kyllingepålæg (med 2 ugers holdbarhed), 4 pakker pink lady æbler, 2 poser á 2 kg. kartofler, 1 pakke æg (med 1 æg der var knust – men med 1 måneds holdbarhed), 1 gulerods-bamse, 2 appelsiner, 1 pose babyspinat, 1 bundt basilikum, 1 kasse Dorito chips.
Blot to timer efter vi satte ud på vores færd, stod vi med fyldte køleskabe og en smule forvirring og uforståenhed over for hele oplevelsen. Alt det mad, vi havde fundet, kunne bare have ligget og rådnet op, til gavn for ingen. Fordi vi var så høje over den overraskende jackpot, gik Bonnie direkte hjem og lavede en lækker lagkage blot for at fejre aftenens succes. Mia inviterede på 3-retters menu bestående af ovnbagte portobello svampe til forret, grøntsags tærte til hovedret og lun æbletærte til dessert. Alt sammen med hovedingrediensen: skrald.
Alt det skrald. Det burde gavne nogen. Men hvem? Vi mødte tre forhutlede mænd ved den første container, som vendte hjem med favnen fuld af mad til at brødføde deres familier. Det var tydeligt, at det ikke var på grund af kicket eller selve trendfænomenet. De gjorde det af nødvendighed og fordi, muligheden for gratis mad lå der.
Så skal man bare selv udnytte situationen og skaffe tilskud til en fuldført middag? Eller burde højere instanser sørge for, at det kommer nogen til gavn, som ikke selv kan bringe mad på bordet? Det er i hvert fald nogle af de tanker, vi står tilbage med efter at have besøgt en lettere lyssky verden. For uanset hvad: Vi oplevede et kæmpe ressourcespild, som blot ignoreres.
