TRANSIT er en velspillet og flot teaterforestilling, som er svær at blive klog på, men let at blive klog af.
Af: Anne Sophie Saugbjerg
Store plakater og store forventninger
Hvis du har din daglige gang i Aarhus midtby, så er du måske kommet forbi en blålig plakat, hvor tre jakkesætklædte mænd har overvågningskameraer i stedet for hoveder.
Det er en pænt sej plakat og en pænt sej teaterforestilling, som den reklamerer for.
Forestillingen hedder TRANSIT og kan ses på teatret Svalegangen i Aarhus indtil d. 22. Januar 2016.
Det koster 95 kr. for studerende.
Paranoia og mistænkelige typer
I TRANSIT møder teatergængeren den paranoide Steff som er computerspecialist i PET, hvor han overvåger mistænkelig datatrafik. Vi præsenteres også for Anders, der bare gerne vil besøge sin kæreste i USA, men holdes tilbage i lufthavnen af en humorforladt og meget alvorlig security guard. Anders kunne jo udgøre en trussel mod sikkerheden, derfor er det klogest at holde ham tilbage. Knække ham! Finde ud af hvad han i virkeligheden skal i USA.
Masseovervågning og hva’ så?
TRANSIT stiller herved spørgsmålstegn ved overvågningssamfundet, om Big data, overvågningskameraer i det offentlige rum og sikkerhedsvagter: Er det nødvendigt med al den overvågning, er det egentlig sundt og rager det overhovedet en moderne teatergænger?
Det sidste kan jeg svare på: Nej – ikke rigtig.
I hvert fald ikke hvis man hører til dem, der har affundet sig med, at ens internettrafik, telefonsamtaler og alt andet mellem himmel og jord bliver overvåget, opbevaret og analyseret. Jeg hører til dem, der har affundet sig med det; hva’ så om nogen ved hvor jeg er, hvem jeg er sammen med og hvornår jeg sidst aflagde et biokemisk våben på et offentligt toilet?
Vi ved alt, men kender ingen
Der hvor TRANSIT bliver relevant, er derfor ikke så meget i den umiddelbare masseovervågningstematik, men snarer i den mellemmenneskelige relation i et samfund, hvor alle overvåger alle. Hvad er eksempelvis de psykologiske følgevirkninger, når man ved alt om et andet menneske, men uden at kende det? Og hvad sker der med relationen, når man ikke anerkender en sikkerhedsvagt, som en autoritet, men slet og ret som et fremmed og ubehøvlet menneske, hvis spørgsmål man ikke vil svare på – ikke fordi ens privatliv er hemmeligt, men fordi det simpelthen ikke rager den anden? Hvad sker der, når man stiller spørgsmålstegn ved det kontrollerende menneske og ikke det kontrollerende system?
TRANSIT leverer nogle relevante og dystre svar på dette spørgsmål.
Meta med meta på
Men nu skal jeg ikke gøre mig klog på historien. Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg forstod den.
TRANSIT er viklet ind i metarefleksioner om forholdet mellem litteratur og virkelighed og ender i en gordisk knude af uforløst symbolik. Men det gør ikke så meget, at forestillingen er klogere end mig. For stemningen i TRANSIT er intens. Ikke mindst fordi skuespillerne i Von Baden leverer et imponerende nærvær. De formår endvidere at formidle desperation og paranoia i en sådan grad, at det bliver lidt ubehageligt at være til stede i teatersalen, hvilket i sig selv er en spændende oplevelse. Stemningen hjælpes på vej af scenografen Laura Rasmussens flotte scenografi, som konstant skifter udtryk forestillingen igennem. Laura Rasmussen vandt i øvrigt Talentprisen for forestillingen Umælende knæ i år 2015 ved Reumert uddelingen.
Kom nu bare afsted
TRANSIT er skrevet Thomas Markmann, som blev hædret som årets dramatiker i 2015 ved årets Reumert uddeling. Selvom TRANSIT er en hjernevrider, som er svær at blive klog på, så er det befriende ikke at få en historie leveret på et sølvfad og skåret ud i letfordøjelige bidder. Er du en helt grøn teatergænger, så er TRANSIT måske ikke den mest oplagte begynderforestilling. Men er er du til metarefleksive historier, absurde situationer, intensitet og nærvær, så er TRANSIT en forestilling, som du ikke bør snyde dig selv for at komme ind at se.
