En solrig tirsdag formiddag d. 5. april 1994 blev til den mørkeste dag i Aarhus Universitets nyere historie, da den 35-årige studerende, Flemming Nielsen, dræbte to kvinder og sårede to andre. Dagen satte hele Danmark i chok, og det kan stadig mærkes nu 20 år senere.
TEKST Vassili Stroganov
FOTO Århus Stiftstidende, BT
Vejret er fantastisk, og solskin stråler ind ad vinduerne i kantinen på Trøjborg, hvor Nordisk Institut tidligere lå. De studerende er udhvilede efter påskeferien og i godt humør. Flemming Nielsen fra Silkeborg kommer ind i kantinen med en lille sportstaske i hånden. Herefter ændrer alting sig, og et tragisk kapitel bliver skrevet ind i Danmarkshistorien. Da Flemming Nielsen først tager et oversavet jagtgevær op af sin sportstaske og begynder at skyde løs, aner folk i begyndelsen ikke, hvor alvorlig situationen er. Claus Gade Sørensen, som var kunststuderende på dette tidspunkt, sidder sammen med sin studieveninde og spiser frokost i kantinen. ”Vi hører braget og kigger undrende på hinanden, men tænker ikke i første omgang, at det er noget rigtigt. Men da min klassekammerat råber, at der kommer én, og han har et gevær, tænker vi, at nu må vi af sted! Jeg følte ikke så meget i situationen – det er mere som om, at man går på en eller anden ‘alert’ og tænker: nu skal jeg ud herfra,” fortæller Claus Gade Sørensen til Delfinen.
Lynhurtigt er det afslappede miljø blevet til et surrealistisk kaos. Det går hurtigt op for folk, at der ikke er tale om skuespil. Panikken bredder sig for alvor. Flemming Nielsen har startet en blodfyldt skoleskyderi – det første af slagsen i Danmark. Mens han skyder, vender folk borde og gemmer sig bag dem. Andre smadrer vinduer i håbet om at komme væk hurtigst muligt. En af dem er kantineleder, Karen Gleit. ”Det var jo kaos på nul komma fem, og folk flygtede panisk ud igennem serveringsvinduet og ud til køkkenet. Vi fik slået en rude i stykker og løb ind på de internationale studerendes kontor og fik ringet til politiet derfra,” fortæller Karen Gleit.
“Det er det mest brutale, jeg har set”
Kort tid efter er både politiet og Falck på stedet som de første og gør klar til at rykke ind på gerningsstedet. På nuværende tidspunkt er Flemming Nielsen ikke lokaliseret, og det står klart, at hvert sekund kan være det sidste for enhver, der træder ind i bygningen. Falckredder, Jan Storm Sørensen, var en af de modige, der satte livet på spil for at redde andres. ”Jeg kan huske, at vi gik ind ad en dør sammen med politiet. Da vi kom ind – og det kan jeg stadig huske lyden af – tog de to betjente ladegreb på deres pistol, og så tænkte jeg: hvis ikke de er sikre, så er vi det heller ikke.” Da Jan Storm Sørensen sammen med sin falckmakker og politiet kommer ind i kantinen, ser de en, der er skudt gennem hovedet og sidder dræbt op af væggen. Herefter deler politiet sig i to hold og starter en eftersøgning. Der går ikke lang tid, før de finder en anden, der er dræbt og to sårede. Aldrig i sin tid som falckredder har Jan Storm Sørensen oplevet noget så forfærdeligt og ondskabsfuldt. “Det er det mest brutale, jeg har set, fordi de mennesker, det gik ud over, var total uforberedte og forsvarsløse. De havde ikke en jordisk chance for at værge for sig,” siger Jan Storm Sørensen.
Den tragiske skudepisode ender med, at man finder gerningsmanden ude på et toilet, hvor han har taget livet af sig selv. Otte patroner, der stadigvæk ikke er affyret, finder politiet. Situationen kunne hurtigt have blevet endnu værre, men nu er Flemming Nielsen død efter at have skudt sig selv i hovedet op gennem munden som i scenen fra filmen, ‘Full Metal Jacket’. Flemmings selvmord betyder dog ikke, at panikken og angsten hos folk forsvinder. Der er helt stille i kantinen, hvor mange sidder og ryster. “Man kunne kun høre mennesker, der trak vejret. De kunne se på ofrene, der sad ovre ved væggen, at hovedet mere eller mindre manglede,” fortæller Jan Storm Sørensen.
Da Århus Stiftidende finder ud af, hvad der er sket, sender de straks den unge journalistpraktikant, Jan Schouby, afsted på opgaven. Avisen er netop begyndt at blive trykt efter skyderiet har fundet sted, men avistrykningen bliver stoppet, så den tragiske historie kunne blive fortalt. Da Jan Schouby, der i dag er chefredaktør på avisen, ankommer til universitetet, ser han to piger med blod på sig. ”En af pigerne fortalte mig, hvordan Flemming Nielsen kom gående imod hende på gangen. Hun kunne godt se, at han så fuldstændig vanvittig ud i ansigtet og havde et jagtgevær i hånden, men hun gik stille og roligt forbi ham ind i kantinen for at få noget kaffe,” fortæller Jan Schouby.
Dem, vi mistede
Tragediens to ofre var den 24-årige Birgit Bohn Wolffsen og den 27-årige Randi Thode Kristensen. Kantineleder Karen Gleit kendte Randi godt og snakkede tit med hende i kantinen, hvor hun ofte kom. ”Hun var meget snaksagelig, og hun var ved at skrive speciale på Nordisk Institut. Jeg vidste godt, hvem hun var, og at hun var alene med sit barn. Så hendes situation var rigtig barsk for mig,” fortæller Karen Gleit med stor sorg i stemmen.
Det næste stykke tid fik de udsatte krisehjælp, og i denne forbindelse var de til et møde med politiet. Her fik de fortalt, at man havde fundet en masse voldsfilm på gerningsmandens værelse, og som noget endnu mere rystende havde han kaldt den dag, hvor han havde begået skyderiet, for ‘D-dag’ i sin kalender. Dette sindsforvirrede individ satte dybe spor i mange mennesker. Professor i Psykologi på Syddansk Universitet, Ask Elklit, lavede en undersøgelse af de udsatte personer. “Det viste sig, at der var rigtig mange, der havde problemer og havde udviklet noget, der bedst kan forstås som en posttraumatisk stress-lidelse. Dem, der var inde i kantinen, hvor der blev skudt, havde faktisk lidt færre symptomer et stykke tid efter end dem, der var andre steder i bygningen. Min forklaring er, at dem, der var i kantinen, var i stand til at hjælpe hinanden; at de fik mere social støtte, de handlede aktivt for at redde livet, og de blev måske knyttet tættere til hinanden end dem, der var andre steder,” fortæller Ask Elklit, som har skrevet en psykologisk rapport om tragedien og dens effekter på de udsatte.
Nye forholdsregler
Siden skyderiet er reglerne for håndteringen af krisesituationer som denne blevet ændret. Nu må reddere ikke længere gå ind nogen steder, før politiet har erklæret området sikkert. ”Nogle af de regler, der er i dag, er faktisk lavet på grundlag af de erfaringer, der var på universitetet,” fortæller Jan Storm Sørensen.
Udover de nyetablerede regler har beredskabet på Aarhus Universitet etableret et fælles alarmeringsnummer til udvalgte krisevagter, som man kan ringe til udover at ringe 112, hvis der sker en særlig hændelse. Anders Kragh Moestrup, der har ansvaret for beredskabet på Aarhus Universitet, mener, at man skal have antennerne ude, men at man samtidig ikke skal gå og være paranoid. ”Man kan være observerende og følge med i, om der er nogen studerende eller ansatte, som begynder at udvise en mærkelig eller mistænkelig adfærd. I sådanne tilfælde må man meget gerne ringe på vores alarmeringsnummer, ingen tvivl om det. Men det er lidt af et dilemma, for vi skal heller ikke gå og skræmme 10.000 ansatte og 40.000 studerende. Sandsynligheden for, at det her sker, er ikke stor. Det er lidt en balancegang.”
Epilog
Flemming Nielsen var en ensom mand uden noget socialt liv eller nogen omgangskreds. Uanset hvad hans motiv var, vil han altid blive husket som manden, der tog livet af to uskyldige piger og sårede to andre. Hvilke svigt skal til, før et menneske kommer så langt ud til at blive en morder? Hvordan kunne han gå på universitetet i otte år, uden at nogen reagerede på hans sindstilstand? Hvorfor fik Flemming ikke hjælp på en psykiatrisk afdeling, før det gik galt?
Nogle historier er vigtigere end andre. Delfinen takker de medvirkende kilder, som har bidraget med at genfortælle denne historie. D. 5. april 1994 vil aldrig blive glemt, og det vil ofrene heller ikke.