Litteraturhistorikeren Anders Thyrring Andersen har efter 20 års intensiv forskning i Martin A. Hansen skrevet en solid og god bog om forfatterskabet: Polspænding – forførelse og dialog hos Martin A. Hansen.
Af Rasmus Bach Frandsen
Martin A. Hansens forfatterskab er omdiskuteret. I sin samtid formåede Hansen at blive hyldet af både publikum og kritikere – en ret så sjælden bedrift. Siden, da den marxistiske ideologikritik invaderede det humanistiske universitetsmiljø i 1970’erne, blev Hansen anklaget for ”formmæssig traditionalisme og en nostalgisk gammellivsfascination, som historiens støv for længst og med rette har lejret sig over”. Derfor blev han sendt ud i den litterære kulde, hvor han egentlig – specielt i universitetslitterære kredse – har opholdt sig helt indtil i dag.
Anders Thyrring Andersens bog har som åbenlyst formål at gøre op med det 70’erprægede, negative billede af Hansen som gammellivsfascineret forfatter. I stedet ønsker Andersen at (be)vise, at Hansen i virkeligheden må anses som en frontfigur for dansk modernisme.
For at underbygge påstanden om Hansens aktualitet i litteraturdebatten i dag tager Andersen udgangspunkt i Hansens fiktionsværker. Andersen leverer nogle gennemførte, velargumenterede og i det hele taget utrolig vellykkede læsninger. Især Andersens omfattende læsning af den lille novelle ’Midsommerfesten’ fra Tornebusken (1946) er helt eminent.
Andersen argumenterer godt for, at Hansen i ’Midsommerfesten’ foretager et radikalt opgør med det moderne gennembrud og ikke mindst dets forgangsmand Georg Brandes. Hansen forsøger i novellen at genoptage den diskussion om det metafysiske, som Brandes resolut fik stoppet i 1871, da han introducerede ’det moderne gennembrud’. Dog på nye præmisser. Hansen er nemlig fuldt bevidst om, at hans egen tid er anderledes, præget af en modernitet, der i kunsten væsentligt afspejler et gudløst og nihilistisk kaos. Hansens kunst er, ifølge Andersen, at han på kierkegaardsk dialektisk vis bringer ”polspændingen” mellem modernitet og religion sammen i en syntese, han kalder ’Kristen Modernisme’.
Polspænding – forførelse og dialog hos Martin A. Hansen behandler et, litteraturhistorisk set, helt centralt spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om hvornår den litterære modernisme kom til Danmark. Hansen har i mange år har været ekskluderet i universitetsmiljøet, fordi han regnes for utidssvarende og gammeldags. Jeg er enig med Andersen i, at den dom er forkert, og at man i stedet bør snakke om Martin A. Hansens fantastiske fiktionsværker som begyndelsen til en egentlig dansk modernisme.
Anders Thyrring Andersen, Polspænding – forførelse og dialog hos Martin A. Hansen 2011, Gyldendal
