Solen smyger sig under gardinets kant og henter dig tilbage til virkeligheden. Et omvendt smil viser sig på dit ansigt, og lyden af nogen, der arbejder med tungt maskineri udenfor tvinger dig yderligere til bevidsthed. DUNK, KLANK, GONNNG. Billeder fra aftenen før – orange lys, farverige shots, twerk på bordet – danner sig på din nethinde, og du krummer lidt tæer over dig selv. Og hvad sker der med den larm? Kunne de ikke godt lige stoppe med at arbejde så tidligt? Åh nej, vent… Den dunken kender du godt; den kommer indefra. Du ved godt, hvad for en dag det bliver i dag – hvad skal du dog gøre?
Tømmermænd er på en måde ligesom opvask; jo større et måltid du forbereder og jo flere gæster du har inviteret over, jo større bliver den trælse tjans, der skal ordnes bagefter. Men hvorfor hader vores krop at ”tage opvasken” så meget? Og hvorfor har vi ikke opfundet en opvaskemaskine, der kan rydde op efter aftenens udskejelser på et par minutter? For at undersøge dette, er delfinen dykket lidt ned i forskningen, der blandt andet også svarer på, om løsningen på tømmermænd blot er at knappe en reparationsbajer op.
Hvad er tømmermænd?
Efterdønningerne af en god aften ude rammer, når din promille nærmer sig 0. Alkohol er vanddrivende, så i løbet af natten har du nok været ude at tisse et par hundrede gange, uden at fylde op igen med vand. Derfor er din krop godt og grundigt dehydreret når du vågner. Symptomerne ved dehydrering inkluderer hovedpine, tør mund og svimmelhed – lyder det bekendt?
Når du drikker, er det hovedsageligt din lever, der er på overarbejde. I nedbrydelsen af ethanol og methanol (også kendt som træsprit) omdanner leveren disse stoffer til myresyre, som er et giftstof der for eksempel også findes i brændenælder. Tillykke, du har nu brændenældegift flydende i årerne; og det er blandt andet det, som giver dig følelsen af kvalme og generel utilpashed dagen derpå.
Sidst, men ikke mindst, går en ordentlig bytur eller fest i fredagsbaren jo også ud over søvnen. Ikke nok med at du kommer senere hjem end du plejer/burde, men alkohol forstyrrer i sig selv også de dybere søvnstadier, som din hjerne har brug for. Uden disse dybere søvnstadier vil du føle dig træt, og have en uimodståelig trang til at se reels på Instagram og Facebook hele dagen, indtil du brækker dig.
Kuren til tømmermænd
… eksisterer ikke som sådan, desværre. Din krop har været igennem en hård behandling, og det er desværre kun tiden der kan læge de sår. Men spørger man videnskaben, er der alligevel nogle metoder der kan tages i brug, for at tage brodden af de værste symptomer.
Jacob P. Hartmann er læge og Ph.d.-studerende med speciale i fysiologi ved Rigshospitalet. I en årrække udgav han og sine kollegaer en række studier, der havde til formål at teste forskellige urbane myter omkring alkohol, fuldskab og tømmermænd. De var en slags ”drukkulturens mythbusters”, som han selv siger det. Spørger man ham, er der nogle få ting man kan gøre for at slå tømmermændene ned – både under og efter man er ude at vifte med ørerne.
”Man har prøvet rigtig mange ting i jagten på en kur mod tømmermænd, men det eneste der sådan rigtig har virket, er at drikke en masse vand og tage en panodil,” siger Hartmann, og fortsætter. ”I løbet af aftenen hjælper det dog også hvis du holder dig fra mørke typer alkohol, som for eksempel vin og whisky, da disse indeholder mere methanol og derfor danner mere myresyre i kroppen” siger han.
I et af Hartmanns druk-myte-studier testede de, om en reparationsbajer er løsningen. Desværre (eller heldigvis?) viste det sig, at der skal cirka tre øl til før blodtryk og puls kommer på et normalt niveau igen; men den generelle utilpashed og kvalme vil stadig være til stede. På den anden side, havde de tre øl en positiv effekt på humøret. Hartmann kan dog ikke anbefale denne løsning, da brugen af alkohol som middel mod tømmermænd er stærkt associeret med udvikling af alkoholisme… jep.
Den sidste udvej: Festivalsleveren
Hartmann forklarer, at der er to systemer i kroppen som kan nedbryde alkohol, og at det ene skaber langt flere tømmermænd end det andet. I det første system bliver myresyren dannet i leveren, og der går relativt lang tid før det går over. Lad os være ærlige; det er ikke et særligt lækkert system. Heldigvis er der et andet system, som træder i kraft, når du begynder at drikke meget oftere – for eksempel på en festival. Detaljerne er ikke så vigtige her, men i dette system, også kaldet MEOS, bliver alkoholen nedbrudt langt hurtigere, og uden nær så mange giftstoffer som biprodukt. Som Hartmann siger: ”Træning gør mester”.
Tømmermænd er trælse, men heldigvis er der nogle ting der kan nedtone dem lidt. Faktisk har mange års forskning og filosofiske tanker gjort så mange fremskridt, at man i dag ved, hvordan man helt kan undgå dem. Det er den løsning, som ingen snakker om, og som eliten ikke vil have du skal vide. Men her kommer den. Man kan drikke moderat, og nappe en sodavand i stedet en gang imellem. Skål!