To oplevelser som næsten alle i Aarhus har en holdning til er Lecoq- og Aarhus-sættet. Aarhus-sættet kan fås på stort set alle bodegaer i byen, men der er kun ét rigtigt sted at drikke en Chartreuse; nemlig på Lecoq, da det er den bar i verden, som sælger mest Chartreuse. Deraf kommer naturligvis også navnet lecoq-sæt. Så på en kold vinteraften er vi to tilflyttere derfor trukket ind i Lecoqs varme for at se, hvad i alverden dette særdeles omtalte sæt kan.
Efter en kort snak om livet over den første halve øl bestiller vi tilflyttere vores Chartreuse og Ceres Top. Ifølge bartenderen er det mest alment at drikke denne grønne, franske likør i et shot. Under bestillingen får vi at vide, at baren sidste år solgte 2656 flasker, altså cirka 7,25 flaske om dagen. Denne drink må altså virkelig være udsøgt! Men er tilflytterne enige? Vi optog vores egen reaktion.
Jeppe: ”hvaa skal vi smage på varene?”
Christian: ”Ja, puha
Jeppe: “3..2..1”
Vi bunder shottet. Og gør hurtigt grimasser bagefter.
Jeppe: ”åhh..”
Christian: ”Ah den skær da lidt i næsen, hva!”
Jeppe: ”Åh det brænder… Puh der er en eftersmag på den”
Chrisitan: ”ej ej, og de sælger lidt over syv flasker om dagen”
Vi klukker lidt over oplevelsen og skyller hurtigt ganen med noget øl. Efter at have sundet os bliver vi enige om, at likøren helt klart kan noget. Men hvad den helt præcist kan (udover at rense svælget), kan vi ikke helt blive enige om. Snakken mellem os kører derudaf, og efter en rum tid vælger vi at forlade Lecoq for at finde et nyt sted, hvor vi kan få det famøse Aarhus-sæt. Vi tager på bodegaen, men som de tilflyttere vi er, bliver vi nødt til at tage Google Maps i brug for at tjekke hvilken vej, vi skal gå.
På Bodegaen bliver Aarhus-sættet købt med det samme. Et Aarhus-sæt består af et shot Arnbitter og en Ceres Top øl. Det hedder et Aarhus-sæt, da begge ting engang blev fremstillet i Aarhus. Efter kort tid skal sættet prøves. Det bliver selvfølgelig optaget igen.
Christian: ”Man kan lige tage en sniffer først… Uh ens næsehår er ikke glad for den lugt”
Jeppe: ”Det der skal man aldrig gøre, haaha”
Vi skåler og drikker vores Arnbitter.
Christian: ”Det er næsten lige før at jeg foretrækker Chartreusen *host host*”
Jeppe: ”Jaaa, puh. Det er vist mest bare tilhørsforholdet til byen som gør, at man drikker det her.”
Christian: ”Det er jeg det er. Fordi den er sgu ikke god”
Jeppe: ”Na-haj bestemt ikke. Jeg kan allerede mærke, at jeg skal have en tår øl nu.”
Christian: ”Men øllen smager langt bedre nu!”
Jeppe: ”Det er sgu derfor de sælger det samlet!”
Christian: ”Jeg siger ikke at en Ceres Top er en dårlig øl…”
I kor: ”Men den smager langt bedre efter en Arnbitter”
Jeppe: ”Det er det smarte ved det her sæt. Det er skabt til at få det ene til at smage bedre. Skabt udelukkende for at gøre Ceres Top bedre”
Vi tilflyttere er bestemt ikke imponeret over denne oplevelse. Vi sunder os efter at have oplevet smagen, der bedst kan beskrives som smagen af en sur sutsko.
Rent smagsmæssigt har det altså ikke været oppe og ringe for os. Måske er det bare en Aarhus-ting? Det kan være det begynder at smage bedre, efterhånden som vi bliver bedre integrerede. Men til gengæld fik både Chartreusen og Arnbitteren snakken til at flyde, og er det i virkeligheden ikke formålet med disse sæt?
