Af Mazdak Khosravi
December kalder traditionen tro på livtag med stort set samtlige af de syv dødsynder. Derfor har Delfinens udsendte sat sig for at nærstudere, hvorledes disse dødssynder indfinder sig i løbet af en (næsten) traditionel dansk julefrokost med gutterne. Julefrokostkonceptet, som vi kender det, tog for alvor fart under 1. Verdenskrigs gullaschbaroni. I lyset af dette, har undertegnede ændret navnene på de fem fagre knægte, som deltog i eksperimentet til navnene på denne krigs mest fremtrædende kamphaner, nemlig Zar Nicholas, Kejser Wilhelm, Kong Georg, Præsident Wilson, samt ærkehertug Holger af Vilhelmsborg.
Superbia – Hovmod
Aftenen starter med, at Zar Nicholas nonchalant træder ind ad døren til aftenens slyngelstue og fremdrager to sixpacks Sort Guld. Dette sker med en dertilhørende ytring om, at alkoholiske drikke ikke længere bider på ham, og ikke har gjort det længe. Triumferende knappes den første øl op, og der tages en bid af en hjemmegroet Samsø-chili, mens han hovent gør et nummer ud af at påpege, at hans egen maskulinitet by far overstiger Ærkehertug Holgers – udelukkende baseret på indtagelsesevnen. Denne yderst besynderlige adfærd skal senere vise sig at bide ham gevaldigt hårdt i røven. Men karma synes at være det sidste, der bekymrer Zaren. For alt imens han med overlæg klæder sig af foran Kejser Wilhelm og Ærkehertugen, slår han sig på brystet med blottet diller og brøler, at han både har tænkt sig at onanere, defækere, samt sodomisere sig selv i deres brusebad. Da hans to kumpaner reagerer derpå ved entusiastisk at applaudere dette yderst charmerende bekendtskab, synes grundtonen at være lagt til en aften med ”male-bonding at it’s finest”.
Avaritia – Griskhed
Da selskabet ved Kong Georg og Præsident Wilsons ankomst bliver fuldtalligt, præsenteres menuen. Der viser sig at være tale om en koloenorm flæskesteg, som skal udgøre fyldet i en ligeså overdådig flæskestegssandwich. Ærkehertug Holger, som efterhånden begynder at fremstå som selskabets (indtil videre) mest jordbundne og fornuftige, påpeger da også, at der er så meget svin, at der da også må være nok til morgendagen. Men en sådan beskeden kommentar synes at provokere det resterende selskab mere, end hvis han havde presset sit mellemkød ind i munden på samtlige tilstedeværende. Efter en kort diskussion konkluderes det i plenum, at det overskydende flæsk skal skæres i tern, dyppes i honning og sennep, frituresteges, og serveres til natmad.
Luxuria – Nydelsessyge
Under middagen er det igen det bizarre bekendtskab til Zar Nicholas, som bringer sig i centrum. Dette gør han ved snøvlende at proklamere, at hans livret er alt mad, som der er meget af, og som man kan drikke hård spiritus til. Hans medsammensvorne ser anerkendende på deres kammerat, mens Kong Georg afslører, at han har erfaret, at man både kan æde og drikke mere, hvis man åbner sine bukser og læner sig tilbage. Dette suppleres med en kommentar af Ærkehertugen, som får hans ellers fornuftige og velopdragne gemyt til at krakelere en smule. Selskabet giver da også udtryk for, at han er gået over stregen, da udmeldingen om, at hans livret er alt mad, som kan spises, mens man gruppe-teabagger, falder.
Invidia – Misundelse
Efter middagen falder snakken naturligt nok på Præsident Wilsons tissemand. Det fremgår af samtalen, at denne eftersigende skulle være på størrelse med Texas. Og imens historierne fra teenageårene, om hvordan ejermanden af dette monstrum i tide og utide fremdrog den i alskens sociale sammenhænge,udfoldes, står det klart, at de ølkapsler som synes at hagle imod Præsidenten, er drevet af ren og skær penismisundelse.
Gula – Frådseri
Pludselig skærer en øredøvende bøvs igennem rummet, og igen er det den dødcharmerende Zar Nicholas, der gør opmærksom på sig selv ved stolt at erklære, at han lige har gylpet på sig selv – i tilfælde af, at dette skulle være gået nogens næse forbi. Tronende bag en mur af øldåser, med sporadiske pletter af opkast på undertrøjen, begynder der at blive sået tvivl om hans ellers så skråsikre udmelding ved aftenens begyndelse. Det ændrer dog ikke på, at Zaren, der på nuværende tidspunkt har rundet et tocifret antal genstande, kaster en massiv snaps i svælget, fjerner sin tilsølede overdel og erklærer barmavefest. Opfordringen følges uden forbehold.
Ira – Vrede
Drengene er løbet tør for snaps, og et øjeblik opstår der da også panik og tumult. Dog agerer Kejser Wilhelm redningsmand, da han kommer i tanke om, at han har en flaske cypriotisk brændevin liggende i fryseren. Da Zivaniaflasken tages frem, jubles der. Men denne jubel bliver hurtigt erstattet af vrede, da det går op for Zaren, at ingen af de andre har tænkt sig at følge hans eksempel ved at drikke denne harske rosindrik af en kaffekop fyldt til randen. Og da de andre efterhånden igen begynder at iføre sig deres overdele og skænke kaffe, ser han ligeså forsmået ud som en rødstrømpe på Buddy Holly. Dog får Ærkehertug Holger ham til at falde lidt ned igen ved at indvillige i at lege Zarens yndlingsleg, maveklaskeleg, med ham.
Acedia – Ladhed
Kong Georg og Zar Nicholas forlader herefter for en kort stund selskabet og begiver sig ud i køkkenet for at forberede natmaden. Da Kongen vender tilbage med en kurv fyldt med sprøde flæsketern, kan han berette om, hvorledes Zaren formåede at tilberede denne perfekt krydrede og forbløffende delikate natsnack på trods af, at hans fuldskab nu har nået en grad, hvor han udelukkende kommunikerer via gutturale lyde og fagter. Selvom der ikke direkte er tale om ladhed, ved selskabet godt, hvad klokken er slået, da Zar Nicholas slingrer ind på Ærkehertug Holgers værelse og ligger sig til at besudle hans seng. Drengene gør med ærefrygt hinanden opmærksomme på, at et historisk øjeblik netop er indtruffet. Og på trods af, at Zarens rallende brøl forsøger at overbevise dem om det modsatte, er det en kendsgerning, at flasken med cypriotisk kryptonit har bevirket, at Zar Nicholas er gået klassisk teenagekold for første gang i et årti. En æra er slut.
