Spring til indhold
Hjem » Artikler » The Ancient Momentum – et upcoming studieband med drift og dannelse

The Ancient Momentum – et upcoming studieband med drift og dannelse

Delfinen har mødt den aarhusianske del af det syreseje syrerockband The Ancient Momentum, som på dommedag udgav deres første EP ”Universe in the Palm of Your Hand”, til en snak om, hvordan musikken og studierne influerer på hinanden.

TEKST & FOTOS Claus Linddahl Hansen

På ét af de mange kollegier i hjertet af Universitetsparken ringer jeg på dørtelefonen ved Frederik Linde. Da jeg kommer op på den lange gang med de mange døre, er jeg ikke i tvivl om, hvor han bor. Et vejskilt pryder den åbne dør, hvorpå der står ”Lindevej”.

Stemningen er mange kvadratmeter større end det lille kollegieværelse, som foruden manden med pennen er indtaget af fire ud af seks bandmedlemmer: Jonas, Kasper, Frederik og Andreas. De to andre, Simon og Henrik, befinder sig i Aalborg og København, hvor de hver især studerer. Kollegieværelset er en sansebombarderende oplevelse: Blød, rytmisk, orientalsk trommespil siver fra den gamle højtaler i hjørnet, som får sin lyd fra et stykke vinyl, der i et roligt tempo drejer rundt på pladespilleren. Væggene er dekoreret med håndmalede figurer og former i stærke farver, plakater og billeder af musikalske forbilleder som Jimi Hendrix og The Beatles. Persiske tæpper, antikke møbler, guitarer og en blød futonseng, som jeg har placeret mig i, er desuden en del af scenen for interviewet. Eventuelle stemningshuller udfyldes af røgen fra cigaretter, cigarer og røgelse. Det til trods siger Frederik: ”Det er fandeme en skam, jeg ikke har mere vandpibetobak”.

Inspiration fra rockmusikkens vugge
Det er ikke kun mig, der får lov til at opleve denne særlige stemning, for når The Ancient Momentum er til gigs, dekorerer de scenen med akkurat samme møblement. Jonas, den meget formælte vestjyde, forklarer det kort: ”Det er faktisk bare det her værelse på en scene”. Kasper, eller Holm, som han bliver kaldt, uddyber: ”Den mest optimale koncert med hensyn til omgivelserne var til Sankt Hans på fredagsbaren Eforen. Vi havde virkelig fået alt med. Tæpper, lænestol, lampe, radio, altså virkelig alle ting. Det var en af de koncerter, hvor vi fik skabt en atmosfære, så vi havde bedre mulighed for at leve os ind i det, vi stod og lavede. Koncerten startede faktisk med, at vi sad på scenekanten og chillede med en vandpibe”. The Ancient Momentum optræder også med en projektor, som viser kalejdoskopiske mønstre, der underbygger deres musikalske genre.

Syrerocken er en variant af rockmusikken, som stammer fra 60’erne og 70’erne, hvor der bliver spillet noget ”seriøs spade”. Et udtryk, der også stammer fra 60’erne og 70’erne, og som ikke må bruges uden for sin tid, indlysende nok. Genren er kendt for de lange og højlydte instrumentsoloer især fra elektroniske guitarer. Nogle bands, som er en del af genren, er The Doors, Pink Floyd, Black Sabbath og The Jimi Hendrix Experience, der også har inspireret The Ancient Momentum. Navnet syrerock, der hører under den psykedeliske genre, stammer fra musikernes påvirkning af LSD, som blev kaldt for syre. Vi nøjes dog blot med noget koffein fra kaffe og te på kollegieværelset. ”Genren varierer meget endnu. Det er syrerock, det er helt sikkert. Det er psykedelisk rock, men jeg tror, vi alle sammen er enige om, at vi spiller, hvad vi har lyst til. Vi har også lavet akustiske numre som The Screen – en super chilleren forårssang. Den har vi fået meget ud af. Især pigerne kan godt lide sangen”, fortæller Frederik, imens der spreder sig en umiskendelig latter blandt bandmedlemmerne, der ikke efterlader megen tvivl om sandheden af det udsagn.

Sammenhængen mellem studierne og musikken
The Screen er ikke at finde på deres seneste og eneste EP, som udkom på dommedag den 21.12.12. ”Det var en episk dato. Mayaernes kalender varslede en kæmpe forandring i menneskehedens kultur, hvordan vi lever og så videre. Det kan være, det er ved at ske. Det ved vi ikke. Det, synes jeg, er betydningsfuldt”, siger Frederik. Bandet har selv finansieret EP’en ved at spille gigs og ved at spytte penge i den fælles bandkasse.

Ud over udgivelsen har bandet nydt succes ved at spille på flere kendte scener som Loppen på Christiania, Paletten i Viborg, Voxhall i Aarhus og Studenterhuset både i Aarhus og København. Det har været presset at få udgivet EP’en, for med undtagelse af Jonas, som er tømrer, er bandmedlemmerne alle studerende. Men det høje aktivitetsniveau er en bevidst og stor del af bandet. For navnet, The Ancient Momentum, står for den fremdrift, mennesker har, og som bandet ser i sig selv, når de forsøger at forny og udvikle sig selv. ”Universitetet skal have ros for at holde unge mennesker i gang og ambitiøse. Konstante forventninger kræver eskalering af ens niveau, og det hjælper os musikalsk. Det allerbedste, vi har lavet, er lavet, mens vi har haft allermest travlt”, fortæller Frederik, som læser Æstetik og Kultur på 6. semester. Holm ser også forbindelsen mellem studiet og musikken som noget positivt: ”Det er i hvert fald med til at underbygge det kreative menneske. Som med musikken er Uddannelsesvidenskab, som jeg læser, en metauddannelse, hvor man kan vende det indad og se på ens egen dannelse og udvikling”. At de langhårede og langskæggede drenge studerer, skinner igennem på deres EP. Gennem studierne bliver de præsenteret for tidligere kunstnere og tænkere, og derfra har de fået meget inspiration og mange ideer til at udvikle deres egen musik.


Al begyndelse er svær

Selvom det nu går strygende med udgivelsen, koncerter og (ud)dannelse, var bandets start en hård fødsel. ”Halvdelen af bandet havde spillet i andre bands, og den anden halvdel havde aldrig rørt en skid før. Jeg havde aldrig sunget før, hvilket var meget tydeligt at høre”, siger Frederik, hvorefter Andreas bryder ind og uddeler en venskabelig sviner: ”Du var fandeme ringe”. Bare at få bandet samlet var et længere tilløbsstykke. De kendte hinanden, som man nu kender hinanden i det lille lokale vestjyske område, hvor de alle er fra. De fandt sammen, selvom de ikke rigtig kendte hinanden, men mere vidste hvem hinanden var, hvilket ikke just var positivt. Den ene syntes, den anden var en nar, og den anden syntes, den tredje var underlig. Det problem er dog blevet løst igennem konfrontationer, og siden er det sociale element blevet en vigtig del af bandtilværelsen.

Især igennem deres særlige måde at øve på, som Andreas kommer ind på: ”Det handler rigtig meget om at komme til forskellige byer og få de øveweekender”. Øveweekenderne går ud på at mødes en gang om måneden og spille musik i så mange timer som muligt i løbet af de få dage, de er sammen. Noget af det bedste musik, bandet har lavet, er opstået under disse jamsessions, bliver de enige om. De indlogerer sig i sommerhuse, ferielejligheder, på højskoler, og hvad de ellers kan få fat i. Men de kommer sjældent tilbage, da det kan gå vildt for sig med fester, når bandet laver andet end at øve sig. ”Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at når vi har fået øvet det, vi skal, har vi alle brug for at få forløsning, for eksempel ved at feste. Hvis vi bare møder op dagen efter igen, så kan det blive sådan lidt kontoragtigt. Og når de andre bor så langt fra hinanden, er der altid lidt reunion over det”, siger Frederik.

Den værste koncert – ever!
De mange koncerter og øveweekender har givet The Ancient Momentum en del fælles oplevelser. Og drengene udveksler hele tiden historier imellem spørgsmålene efterfulgt af grin i et forsøg på at dysse én historie ned eller komme med endnu en historie, som overgår den første. Især de uheldige oplevelser dukker ofte op. Som for eksempel de mindre heldige koncerter i Herning, hvor målgruppen var forkert eller slet ikke var til stede.

Eller den koncert på Studenterhuset i Aarhus, da de skulle varme op for Ginger Ninja, hvor alt bare gik galt. ”I første nummer flækker vores reservetrommespiller skindet på lilletrommen. Så han bliver nødt til at sidde og hamre løs bare for at få lidt lyd ud af den. Og i andet nummer er Holm løbet ud med roskildesyge. Og han kommer ikke tilbage. Så vi mister en guitarist”, fortæller Andreas. Men det bliver værre, da Frederik fortsætter historien: ”Pianisten, som fik stearin ned i sine tangenter, så den øverste oktav ikke kunne spilles, gik på efterskole med en masse handicappede, som var inde og høre koncerten. Og de her handicappede fester og drikker som alle andre, bare i deres kørestole. Én af de handicappedes kørestol går i bakgear, så han tonser bagud, rammer ind i mixerpulten, cutter al lyden, knækker og vælter en stor discostatue ned i de kameraer og mikrofoner, som optager vores koncert, og alt er bare dødt”. Alt imens Andreas og Frederik skiftes til at fortælle om koncerten, og Holm som efter sin flugt fra scenen ikke har mere at sige, starter og slutter Jonas med at indskyde: ”Jeg var ikke med. Det var derfor”.

  • The Ancient Momentum kan opleves i garanteret mere heldige koncerter rundt omkring i Aarhus i 2013. Blandt andet til Upcoming Thursdays den 21. februar 2013 på spillestedet Backstage, der ligger i den evigt energiske og karakteristiske Mejlgade. Eller på det nye kulturelle centrum i Aarhus, Godsbanen, til april.