Delfinen har mødt formand for Hejredalskollegiet, Søren Jensen, til en rundvisning på kollegiet samt en snak om livet midt i en ghetto
FOTOS OG TEKST Thomas Schumann
Det er køligt, men solen skinner, da jeg ankommer til et højt grønt hegn og nogle træer. Inde bag træerne kan skimtes nogle grå bygninger. Havde jeg ikke været her før, havde jeg næppe gættet, at Hejredalskollegiet gemte sig bag træerne.
Jeg skal møde Søren Jensen, der er formand for kollegiet og beboer på stedet gennem fire år. Han vil vise mig rundt derinde. Jeg sender ham en sms. Imens jeg står uden for porten og venter på at blive lukket ind bag det høje hegn, kommer to somaliske teenagere hen og spørger mig ”Can you open the door for us”. Jeg svarer nej.
Det er almindeligt kendt, at der, før hegnet kom op omkring Hejredalskollegiet, blev solgt stoffer derinde. Kollegiet var en slags varmestue for de rødder, der uvægerligt er en del af Gellerup. Det fortæller Søren mig også om, da han kommer og lukker op for porten. ”Dem skal man bare svare nej til,” siger han til mig, da vi har givet hinanden hånden.
Hegnet
På den anden side af porten, spørger jeg Søren om betydningen af lige præcis det, der adskiller Hejredalskollegiet fra resten af Gellerup: Hegnet. ”I begyndelsen var der selvfølgelig nogen, der var meget imod hegnet. Det var jeg faktisk også selv. Men efter det er kommet frem, så er her meget rarere at være. Før hegnet kom op, var der ligeså beskidt herinde, som der er uden for hegnet. Hejredalskollegiet var et gennemgangsområde, hvor folk, efter at have købt ind, gik og smed deres affald. Ellers så sad der nogen på vores brandtrapper. De kunne sidde og råbe ad os, lige fra vi kom ud af døren. Det var ikke særlig behageligt. Nu har man ligesom afstand. Nu har man en følelse af at have et område, der kun er til beboerne, så vi kan sidde udenfor og holde grillfester, uden at der sker noget.”
Fællesrummet
Inde bag hegnet ligger de grå kollegiebygninger som øer i en skærgård. Tidsånden, de er bygget i, er ikke til at tage fejl af – funktionelle betonboliger fra sidst i 60’erne. Søren er lige ved at gå galt af bygningerne, da vi er på vej over til hans gang.
Mit billede af Hejredalskollegiet er noget i retning af uvedligeholdte, beskidte gange med tungt forskansede døre til beskyttelse af de studerendes sparsomme inventar. Men da vi kommer til Sørens gang, er det et helt andet billede, jeg får. En lang stor gang med en tv-stue i den ene ende og en spisestue i den anden. I midten ligger køkkenet. Der er ryddeligt, og på spisebordet står der en gammel B&O-radio.
Søren tilbyder mig en kop kaffe og et stykke chokolade, og vi begynder interviewet. Ikke så underligt står det hurtigt klart, at lige præcis dette store fællesrum, med køkken, tv-stue og spisestue er noget af det, Søren fremhæver som det positive ved Hejredalskollegiet: ”Jeg kan godt lide, at der er sådan et stort fællesrum her. Det er der ikke mange kollegier, der har. Inde på Parkkollegierne, der er det bare et værelse, som de har lavet om til et køkken. Herude har vi masser af plads. Det er fedt.”
Delfinen: Får i brugt fællesrummet?
”Ja, det gør vi. Vi ser film af og til. Derudover bliver det også brugt til fester”
Fællesskabet
Den hyggelige kollegiestemning, som jeg kender den fra andre kollegier, er også at føle, da vi sidder over en kop kaffe og laver interviewet. Men billedet af Hejredalskollegiet er ikke rosenrødt, og kollegiet står over for store udfordringer:
”Det største problem er gennemstrømningen af personer. Det er ikke særligt spændende at lære folk at kende, når det kun er for en kortere periode. Det bliver man altså træt af. De mange fraflytninger er ikke særlig gode for kollegiet, for det betyder, at vi ikke kan få noget fælles op at køre. Og hvis man hele tiden skal lære nye folk at kende, så taber man sgu modet til sidst. Så gider man ikke engagere sig i andre menneskers liv længere, når man ved, at de flytter to måneder senere. Så bliver man mæt på et tidspunkt, og det er lidt problematisk. Hvis ikke jeg havde nogle faste holdepunkter herude, så var jeg godt nok også flyttet for længst.”
Delfinen: Hvad kunne være en løsning på det problem?
”Hvis vi bare kunne styre sammensætningen af beboere på gangene, således at langtidsbeboerne, både udlændinge og danskere, boede sammen, så kunne man jo hurtigt starte noget, fordi folk kendte hinanden internt. Nu er vi spredt udover det hele. Det er jo Ungdomsbolig Aarhus, der styrer, hvem der bor hvor, og de er ligeglade. Der skal være en styring, i hvert fald hvis vi skal have en chance herude. For de andre kollegier er der ret stor tilflytning, og der vil folk gerne bo, så de har ikke samme behov, som vi har”
Søren og jeg bliver afbrudt af Teodor, en rumænsk studerende der kommer ud i fællesrummet. Han og Søren taler om nogle kvitteringer for en fest, og da de er færdige, spørger jeg Søren, hvad det drejede sig om: ”Det drejede sig om festforeningen. Vi har lige startet den. Jeg snakkede med de andre beboere for et par måneder siden, og vi var egentlig ret enige om, at det var noget lort, at der ikke skete noget herude. Vi har en gammel festforening, der hedder ‘Hejren’ fra 1970’erne, men den er gået i sig selv igen for syv-otte år siden. Foreningen eksisterer stadig formelt, men der er ikke nogen medlemmer eller nogen bestyrelse. Der var imidlertid nogle penge, der var strandet i den forening, som vi egentlig godt kunne bruge til nogle nye fester,” fortæller Søren.
Delfinen: Så der sker også noget i forhold til fester?
”Ja helt sikkert,” siger Søren og inviterer mig med et smil til deres næste fest: JailHouse Rock Party.
Vi går ned ad brandtrappen lige uden for spisestuen. Her ligger kollegiets volleyballbane. ”Den bliver faktisk brugt rigtig meget, specielt om sommeren,” fortæller Søren og tilføjer, at han og viceværten sammen med de andre beboere fik gjort den brugbar op til sidste sommer.
Den nystartede festforening har allerede arrangeret en fest i et af Hejredalskollegiets kælderlokaler. Søren viser lokalet til mig. Umiddelbart ser der ud til at ligge et hårdt arbejde imellem den kælder, jeg ser, og det festlokale, rummet gerne skulle blive til. Rummet er mørkt, og det eneste inventar er et cykelstativ og nogle enkelte cykler. Kælderen rummer også viceværten Leifs kontor. Han har været vicevært i tre år på kollegiet og gør en stor indsats for at hjælpe til med det sociale liv: ”Det er ærgerligt, at stedets status ikke er bedre. Stedet er jo en oase,” fortæller Leif og fortsætter:
”Hvis der bliver holdt nogle flere fester, så kan folk tale noget mere sammen. Det er med til at skabe en positiv spiral, for hvis folk hører om, at der er gode fester herude, så tiltrækker det flere, der gerne vil bo på kollegiet.”
Leif, Søren og jeg står i kælderen og taler om kollegiet og Gellerup. Det er tydeligt, at der her er tale om to dybt engagerede mennesker, der vil deres kollegium det bedste. Og det lader til at gå fremad. De er nogle af de ressourcer, som Hejredalskollegiet har brug for.
