De har lige netop vundet en konkurrence med 800 deltagende bands, og har spillet tre koncerter i front for deres idoler, men forsangeren for det århusianske band Striving Vines tager sejren i “Tak, Rock” som en god erfaring og ikke en genvej til rockstjernelivet.
Af Peter Ellermann
Jeg møder Jonas Harsløf Møller ved indgangen foran Ingeniørhøjskolen på Dalgas Avenue. Her ligger Århus Studenterradio. Radioprogrammet STENTOR har tit bands og musikere i studiet, og Jonas har sagt ja til at optage et program. Jonas er forsanger i det nyeste stjerneskud på den danske indiepop-scene – det lokale århusianske band Striving Vines. Bandet udgav i 2008 en ep, som fik gode modtagelser. De har allerede fra starten af deres karriere høstet gode live-erfaringer og anerkendelse for deres evner på scenen. Blandt andet da de blev udvalgt til at spille på Voxhall til showcaseaftenen Oppenheimers Eftermiddag i oktober 2009. En koncertoptræden som Gaffa belønnede med en fire stjerners anmeldelse.
Nu er debutpladen You Can’t Win Them All så kommet i april 2010, og med det er drømmene blevet større og håbet om at indfri dem kommet tættere på. Singlen ”Bitter Sweet” spiller P3 for øjeblikket ofte, og Jonas Harsløf Møller har på fornemmelsen, hvorfor det kan være.
”Det kan jo godt være på grund af, at vi vandt den konkurrence ”Tak, Rock” for nylig og fik som præmie at varme op for Kashmir til tre koncerter. Medieomtale og playlistetid – de to ting hører sammen; medierne interesserer sig for dig, hvis du får meget opmærksomhed, og det får du som band ved at spille mange koncerter eller sælge mange plader. Og omvendt, hvis du ikke bliver spillet i radioen og ikke gør nogen af de andre ting, så er det svært at blive kendt. Det er en cirkel, der er svær at skubbe i gang for nye musikere.”
En sober omgang
Mange af de bands på vej op, som STENTOR har haft på besøg, har benyttet sig af de efterhånden myriader af bandkonkurrencer, som musikmiljøet i Danmark myldrer med. Kampen for en plads i rampelyset er hård, og der er mange konkurrencer og festivaler, der nyder godt af deltagende bands på jagt efter succes.
Bandkonkurrencer er så småt også noget, erhvervslivet er begyndt at indse fortjenesten ved. En af de mest kendte kommercielle satsninger i år har været Ceres-kampagnen “Tak, Rock” der reklamerede med et portræt af Kasper Eistrup på Ceres-dåserne, intense tv- og biograf-reklamer og endelig også med en bandkonkurrence. Denne konkurrence deltog Striving Vines og 799 andre bands i, men det blev Striving Vines der løb af med sejren i den sidste ende.
”Ja, nu må man ikke håbe, jeg bliver spottet med en Tuborg-øl ude i byen”, joker Jonas, og vi griner ved tanken om paparazzi-fotografer, der ligger på lur for at ødelægge hans nyvundne favoritstatus hos det århusianske bryggeri.
Det er dog ikke fordi Jonas føler, at Ceres-koncernen har klistret sig til konkurrencen og prøvet på at stjæle rampelyset væk fra musikken.
”Det er da rigtigt, at på de jobs vi har haft, i forbindelse med at vi vandt, så stod der nogen Ceres i bandrummet bagefter. Men generelt har vi følt, at det har været en sober omgang. Med konkurrencer synes jeg, at det er supervigtigt, at man ikke deltager i noget som man ikke kan stå inde for”.
At dele scene med idolerne
Jonas Møller fortsætter: ”Det fede ved konkurrencer når du er et upcoming band, er at du får lov til at spille større koncerter, med et større publikum og mere tjekket lyd, end du ellers ville have gjort. Men jeg synes, at man skal være varsom med at melde sig til alt muligt.”
Jeg beder Jonas Møller uddybe processen i forbindelse med konkurrencen.
”Der var en hjemmeside, hvor man som band skulle oprette en profil, så det gjorde vi. Der skulle man lægge tre numre op, og noget video-materiale hvis man havde noget af det, og så lyttede Kashmir selv al musikken igennem. Efter vi havde oprettet profilen tænkte vi faktisk ikke over det i nogen måneders tid, men så blev vi kontaktet af folkene bag og fik at vide, at vi var blevet valgt ud som ét af de otte bands der gik videre til runde to.”
”Denne runde foregik ved, at de otte bands spillede koncert over to aftener i henholdsvis København og Århus, og vi spillede i Århus på Musikcaféen med tre andre bands. Og allerede dén aften var en god succesoplevelse for os, for Musikcaféen var fuldstændig proppet, og der var en sindssyg god stemning.”
”Så gik der et par uger, og så blev vi igen ringet op, og denne gang kunne de så fortælle os, at vi havde vundet. Det tiltalte os meget, at vi ikke behøvede at stille op til ceremoni eller præmieoverrækkelse eller noget, men at det bare var så nede på jorden.”
Jeg spørger Jonas om, hvordan man forbereder sig, fra man får at vide, at man har vundet, og til dagen oprinder, og man skal op og stå der med bandet.
”Vi fik omkring tre uger til at forberede os i, så skulle vi være klar. Men heldigvis havde vi planlagt at spille Danmarksturné. Her skulle vi spille opvarmningsjob for amerikaneren Beth Hart. Det var 11 koncerter over hele Danmark. Derefter havde vi Kashmir-koncerterne. Det hele indenfor lidt over tre ugers tid. Det er mange jobs at spille oven i hinanden. Det gjorde meget for at dæmpe nerverne og give os overskud, for det er en god rutine at falde ind i.”
“Og da vi så endelig stod på scenen var det super fede koncerter at spille til. Publikum var fuldstændig forrygende, så det var over al forventning.”
En dyr hobby
“Det vi har taget med er erfaringen med at stå overfor så mange mennesker. Når der er så mange som der var til de Kashmir-koncerter, skal man være rigtig meget på, og til gengæld er det så endnu mere fedt, hvis man så kan mærke at de kan lide én tilbage.”
Erfaringen, og ikke en økonomisk succes, er indtil videre alt hvad et band som Striving Vines kan nyde godt af.
“Det har været rigtig sjovt at være med, og en super fed oplevelse. I bandet ser vi stadig dét at spille musik som en hobby, og endda en lidt dyr en af slagsen. Der er langt igen, før det økonomisk kan betale sig at spille musik, og vi ved jo ikke hvornår, men må erkende at der er rigtig langt.”
Det lød næsten helt nedslående. Kan Striving Vines blive ved med at jage nye successer, når opvarmningskoncerterne har mistet deres nuværende hype, og et nyt band har overtaget ætertiden på P3?
“Ja, det kan vi sagtens. Det skal aldrig være kommerciel succes og penge der skal være målet for det man går og laver. Det sjove for os er at prøve at lave noget musik og så komme ud med det i en eller anden udstrækning. Vi bruger masser af tid på at lave musik, arrangere det, og så selv gå rundt og være oppe at køre over, at vi har lavet noget vi selv synes er fedt. Det er jo ekstra fedt, hvis nogen andre så godt kan lide det. Men det kan man aldrig regne med.”
