Spring til indhold
Hjem » Artikler » Syv gode grunde til at stemme til universitetsvalget

Syv gode grunde til at stemme til universitetsvalget

Du har måske bemærket det. Campus er klistret til med valgplakater, kantinerne er fyldt med valgboder, og du har allerede nu drukket alt for meget valgbodskaffe. Kort sagt – det er igen tid til årets universitetsvalg. Men hvorfor er det nu liiiige, at det er en god idé at stemme? 

 

1. Du ved bedst

Du er ekspert i din hverdag. Ved universitetsvalget kan du stemme både til dit lokale studienævn, Akademisk Råd på dit fakultet og Aarhus Universitets bestyrelse. De er alle organer, hvor studenterrepræsentanter er med til at tage vigtige beslutninger om din hverdag på studiet. For at de valgte kan repræsentere dig og dine holdninger, er det vigtigt, at du stemmer. På den måde opnår du også lokal repræsentation for lige netop DIG som studerende. 

 

2. Indflydelse må ikke tages for givet

Det er ikke selvsagt, at vi bliver inddraget i processer, der påvirker vores hverdag – vi skal ofte råbe op. At blive hørt er en ret, vi har tilkæmpet os siden Studenteroprøret i 1968, og vi har kæmpet for den lige siden. Derfor må vi ikke tage vores indflydelse for givet, og en stemme er et klart signal om, at vi værner om og kæmper for de studerendes medindflydelse. 

 

3. Et stærkt signal

Universitetsvalget er vi studerendes mulighed for at vise, at vores studier og indflydelse betyder noget for os. Jo flere der stemmer, jo mere tyngde er der i de valgte studerendes argumenter. Med en høj stemmeprocent sender vi altså et stærkt signal til ledelsen om, at vi kræver gode forhold.

 

4. Gratis kaffe

Kunne du også godt bruge en kop varm kaffe her i efterårskulden? Heldigvis har en masse driftige fagrådsfolk opstillet valgboder rundt omkring på campus, hvor du både kan få information om valget, hjælp til at finde valghjemmesiden og en kop gratis kaffe med på vejen.

 

5. Det er nemt at stemme

Glem alt om de udskældte sofavælgere. Til universitetsvalget stemmer du på nettet, så bliv bare hjemme i sofaen, og klik dig ind på www.e-vote.dk. Det er ikke så svært. 

 

6. Lær dit lokale fagråd at kende

Ved universitetsvalget er fagrådene særligt synlige – de laver måske valgplakater, står i valgboder eller opstiller studerende til dit studienævn. Når du stemmer, er det samtidig en oplagt mulighed for at lære dit fagråd bedre at kende. De kæmper for dine interesser gennem hele året, så det er bestemt værd at undersøge nærmere.

 

7. Gør noget ved dit brok

Går du også af og til og lader dig irritere over det ene eller det andet på studiet? Universitetsvalget er din mulighed for at gribe til handling. Her vælger du studerende til at repræsentere dig og de problemstillinger, du går og tænker over i din hverdag på studiet. Og husk – det er lettere og bedre at brokke sig, når man har forsøgt at gøre noget ved det.

 

Stem her og læs mere om hvad du stemmer til her.