Henover vinteren og i begyndelsen af foråret har SU-debatten for alvor kørt i medierne.
I Studenterrådet har vi siden foråret 2012 vidst, at der ville komme en SU-reform. Vi har dog ikke vidst andet om indholdet, end at der skulle findes besparelser for i alt 2 mia. kr. Først to dage efter Morten Østergaards besøg på Aarhus Universitet blev det fulde indhold af reformen præsenteret. Ministeriets uvilje til at delagtiggøre offentligheden i dens reformplaner har således været den baggrund, vi i Studenterrådet har skulle lave en kampagnestrategi på baggrund af. Præmissen for en ekstern kampagne frem til selve reformudspillet har derfor været overordnet modvilje imod SU-nedskæringer generelt. Løbende har vi hørt rygter om forskellige modeller, men netop fordi de kun har været rygter, har vi ikke kunnet føre konkret politik for eller imod.
De modeller har vi dog løbende diskuteret i åbne politiske fora og holdt oplæg om i både fællesråd, på artsrådsmøder og skrevet om i Delfinen, så vi bedst muligt kunne understøtte en demokratisk proces samt skabe bevidsthed om reformens komme iblandt studerende. Her har vi forholdt os analytisk og produceret de argumenter, man f.eks. har kunnet høre vores studenterråd give udtryk for til paneldebatten med Morten Østergaard, i læserbreve, TV, radio og andre steder, hvor vi har udtalt os.
Udover vores indholdsmæssige mediearbejde har der hele vejen igennem været lagt en stor lobbyindsats fra vores nationale organisation DSF (Danske Studerendes Fællesråd). De har været til møder med alle Folketingets partier, hvor de har diskuteret reformindholdet med uddannelsesordførerne og forsøgt at påvirke resultatet i bedst mulig retning.
Vores overvejelse omkring det konkrete event, da Morten Østergaard kom, gik på at påvirke folkestemningen, både for at salen kom til at sitre af utilfredshed, men også for at sende et signal om SU-reformen som hylende upopulær til befolkningen – noget der ifølge meningsmålinger meget klart lykkes.
Meningen var, at regeringen ikke skulle turde lave en for hård reform, da de opinionsmæssigt allerede ville være i modvind på spørgsmålet. Denne strategi har dannet grundlag for det meste af vores arbejde udadtil, inden vi så den endelige reform. Det saglige arbejde med at overbevise ministeren, salen og de interesserede seere var det ben af vores arbejde, der blev omfattet af Studenterrådets tilstedeværelse i paneldebatten umiddelbart efter ministerens entré.
Det er selvfølgelig beklageligt, at vi ikke tænkte over at give tid til spørgsmål, til de indholdsmæssige oplæg der var på det stormøde, der blev indkaldt af Studenterrådet umiddelbart før paneldebatten med Morten Østergaard. Det skulle vi nok have tænkt over, også selvom det aldrig var ment som et diskussionsforum. Det har ingen demokratisk legitimitet at træffe beslutninger på åbne møder, hvor der både var mødt folk fra folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de andre videregående uddannelser op. Mødet handlede om at opildne folk og stille en platform til rådighed for utilfredse studerende og andre, der ville kæmpe mod SU-reformen. Det var derfor også de fremmødtes personlige holdninger, de kunne udtrykke på bannere, skilte osv. Så hvis folk kunne stå inde for at komme en kommentar om, at ”Der er så meget, Morten ikke forstår” med et billede af ham påklistret Oddset-damen, så vil Studenterrådet ikke gribe ind over for det, men omvendt heller aldrig påstå, at det skulle være en SR parole. Vi kom med mennesker, vores normale SR-bannere, vi havde fremstillet, og fløjter til at skabe stemning.
Næste skridt blev igangsat to dage senere, da reformen kom, og vi udviklede gennemarbejdede argumentpapirer, flyers osv. Det kunne vi dog først gøre, da vi kendte indholdet af nedskæringsreformen.
Simon Østergaard Chievitz på vegne af forretningsudvalget i Studenterrådet ved Aarhus Universitet
