Spring til indhold
Hjem » Artikler » Summer internship i New York

Summer internship i New York

IMG_1088

Jeg vovede mig i sommer ud på eventyr til The Big Apple med drømmen om at få mit livs oplevelse. I min rygsæk havde jeg et internship ved et prisbelønnet PR firma, en adresse på Manhattan, hvor jeg skulle bo i de otte uger jeg var der, og håbet om at overleve i beton junglen.

Tekst Anne Moeslund 

Mange studerende går med tanker om, hvad der skal ske efter studierne er ovre. Da mit sidste semester på bacheloruddannelsen begyndte, var jeg ikke meget anderledes, og mine tanker arbejdede på højtryk. Planen var, at jeg skulle studere videre på Aarhus Universitet efter at have afleveret min afsluttende opgave, men jeg vidste, arbejdsmarkedet lå ventende i horisonten, og som soon-to-be bachelor, var jeg godt klar over at nøgleordet på enhver jobansøgning og CV er erfaring. Et element mit resumé syntes at mangle. Derfor gik jeg på jobjagt i vildmarken, også kaldt internettet, efter noget eftertragtet erhvervserfaring, og det er her historien om mit livs sommer begynder.

Fra drøm til handling
I min søgen på internettet, faldt jeg over internship programmet Dream Careers Inc., der hjælper studerende med summer internships; alt der hører til og at komme frem i deres karrierer. Der gik ikke mange dage, før jeg havde tilmeldt mig programmet, og som den alsidige kommunikationsstuderende jeg er, gik jeg straks i gang med at udforske marketing, Public Relations, advertising, human resources og endda event planning, for at afgøre min sommers skæbne. Takket være Dream Careers, nåede jeg knap nok at sende en ansøgning af sted, før jeg blev tilbudt mit første internship ved det prisbelønnede Public Relations firma Sarah Hall Productions, Inc. på Manhattan, New York. Med et brændende ønske om at opleve byen der aldrig sover, tog jeg internshippet, og før jeg havde set mig om, sad jeg i et fly med næsen mod New York.

Min ankomst til den travle halvø var mindre end glamourøs, da jeg, travel-junkie som jeg er, valgte at hoppe på en tilfældig bus fra JFK lufthavn. Efter alt for lang tid i en lokal bus, hedende metro og 6 blokke med raske trav og to store kufferter på slæb hen af 14th Street, ankom jeg til NY University Hall i Downtown Manhattan, som skulle være mit hjem de næste mange uger. Det er her NYU studerende bor i løbet af skolesemesteret, men i sommeren fungerer det som hjem for Dream Career deltagere, såsom mig selv. Jeg kom hurtig på plads inden jeg mødte mine to roommates, som jeg skulle dele lejlighed med i løbet af sommeren. De næste dage brugte jeg på at lære de andre hundrede Dreamers at kende imens jeg kom mig over mit jetlag og udforskede Manhattan med mine nye venner.

Livet som PR Intern
Dagen hvor mit summer internship begyndte, var hælene fundet frem, pencil nederdel strøget og håret sat, inden jeg trådte ind på kontoret af murstensvægge langt oppe over de dyre gader i Soho. Her mødte jeg enhver forventning jeg havde haft til det travle, tempofyldte og multi-taskende miljø som var Public Relations. Velklædte PR kvinder rendte rundt på kontoret med telefoner i hånden imens de besvarede mails på deres McBooks, Blackberrys og andre gadgets for samtidig at holde samtale kørende med kollegaerne. Jeg nåede ikke at se mig rundt, før jeg var sat i arbejde med research projekter, pressemeddelelser, medie-lister og pressematerialer.

Mit internship havde fokus på lifestyles and entertainment kunder og dertil bestod kontoret udelukkende af kvinder. Jeg oplevede hurtigt, at et kontor fyldt med kvinder alene skabte en interessant hverdag og endnu sjovere arbejdsarrangementer. Jeg deltog i de mange ventende arrangementer efter arbejde, som livet i PR verden byder på, heriblandt boglanceringer, vodkasmagninger, fester, photoshoots og besøg på samtlige store kvindemagasiner lokaliseret på Manhattan.

Jeg fik en ordentlig introduktion til hvad det vil sige at være en del af Public Relation industrien hos Sarah Hall Productions, Inc. Jeg arbejdede på lige fod med de andre ansatte og der var store forventninger til min indsats som intern. Det har givet mig en forståelse af industrien og udviklet mine færdigheder, som jeg ikke ville have opnået siddende på skolebænken herhjemme.

Drømmeprogrammet
All work, no play var dog ikke noget jeg forholdte mig til i min tid i New York. Godt nok arbejdede jeg ofte mere end 10 timer om dagen som PR intern, men det stoppede mig ikke i at deltage i Dream Careers arrangementer. Programmet havde arrangeret seminarier og workshops til at udvikle karrierefærdigheder og organiseret events med netværksmuligheder og sociale arrangementer med Broadwayshows, Yankee Game og roadtrip til Washington D.C.

I tiden mellem mit internship og Dream Career arrangementerne vovede jeg mig ud i gaderne af New York. Jeg oplevede byen som en sand New Yorker med restaurantbesøg i Chinatown og Little Italy, shopping i Soho, vindueskiggeri på the Upper East Side, udforskning af de andre bydele, for ikke at snakke om de ikoniske steder i verden som Ground Zero og Frihedsguiden. Så med mine venner under armen fik jeg en ordentlig bid af The Big Apple.

Nu er jeg hjemme igen og arbejder på at få min Cand.ling.merc. på Aarhus Universitet, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på mit summer internship. Jeg er utrolig mange oplevelser rigere og jeg kan nu skrive ’Public Relations intern at Sarah Hall Productions, Inc.’ på mit CV når jeg engang, i den ikke helt fjerne fremtid, skal på jobjagt.

I forbindelse med denne artikel har jeg anskaffet en ansøgningskode til internship programmet Dream Careers, Inc. for andre studerende, som ønsker et internship I udlandet. Koden fjerner ansøgningsgebyret og er AARHUSVIP.