Jeg klukkede mig gennem den første tredjedel af filmen. Megaminds polerede overflade af animationsarbejde i milliondollarklassen er nemlig yderst forførende ved første øjekast. Tempoet er højt, det flyver med punch lines og figurerne er visuelt flot designet.
Idéen til Megamind er også ret god. Skaberne fra DreamWorks har taget Supermands skabelseshistorie og spurgt, hvad der ville ske, hvis nu Supermand ikke var den eneste, der blev sendt til Jorden fra en fjern planet. De giver derfor Supermandefterligningen Metro Man et blåt sidestykke i Megamind. Mens Metro Man vokser op i fredelig familieidyl, udspiller Megaminds barndom sig bag tremmer med Metro Citys kriminelle. Således får vi både udviklet en helt og en skurk.
Megaminds fortælling er dog på ingen måde den klassiske helt-mod-skurk-historie, og det kunne måske have været filmens redning at udfordre den klassiske opsætning. Desværre mangler der kontraster; Megamind er aldrig overbevisende ond, og Metro Man er aldrig den irriterende glansbilledeperfekte helt, som han ellers sættes op til at være. Hele filmindtrykket bliver tilsølet af en konstant strøm af punch lines. Filmen er simpelthen bange for at miste sit publikums opmærksomhed, og giver sig derfor aldrig tid til at hvile i øjeblikket.
Megamind føles mest som en forlænget udgave af en sukkerhøj Cartoon Network-tegnefilm, sporadisk krydret med vittigheder til forældrene, som intet – absolut intet – har med resten af filmen at gøre. Endvidere stjæler DreamWorks fra sig selv, og filmen minder derfor alt for meget om deres tidligere udgivelser (især Monster vs. Aliens). Selv ikke Alan Menkens flotte arbejde på lydsiden kan redde det her sejlende rod. DreamWorks skal virkelig lægge kursen om, hvis de kunstnerisk skal nå op på siden af Disney og Pixar. Hold dig fra biografen i denne omgang og brug i stedet pengene på at anskaffe dig Disneys De Utrolige på dvd.
Anmeldt af Thomas Erex
