Spring til indhold
Hjem » Artikler » Studerende hjælper når det ramler

Studerende hjælper når det ramler

studpsyk

Stakken med bøger på skrivebordet vokser og vokser, og hovedet føles som en dampkoger med overtryk. Du har forlængst mistet overblikket over din opgave, og har mest af alt bare lyst til at blive liggende i sengen. Det er en følelse mange studerende kender til.

Tekst og foto: Kaspar Ottosen

Flere og flere studerende oplever stress og eksamensangst. Det viser undervisningsmiljøundersøgelserne fra de danske universiteter, og stress er blevet en folkesygdom. Ifølge tal fra Stressforeningen oplever omkring 430.000 danskere alvorlige symptomer på stress hver eneste dag, og ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

I et lille, hyggeligt lokale i Mejlgade sidder to af Stud.Psyk Klinikkens syv psykologi-studerende. Klinikken blev søsat for fem år siden af Psykolog Mette Holm, der underviser og superviserer de studerende. Siden klinikkens start er de studerende blevet mere selvstændige og er flyttet fra Højbjerg til Mejlgade i deres egne lokaler.

– Psykologistudiet er meget teoretisk anlagt, så det er en god mulighed for os for at få noget erfaring, siger Stine Helding, der bliver suppleret af sin kollega, Lotte Veddum:

– Vi står jo og tripper for at komme ud og hjælpe de her mennesker, så det er en god mulighed for os. Det er ikke mange studerende, der kan bruge 1000 kr. af SU’en på en time hos en psykolog. Her tager vi 300 kr., og vi har altid nogle studerende, der kommer hernede. Det er præstationsangst, stress og lavt selvværd, men de her ting er ofte forbundet. Lavt selvværd kan fx være forbundet med ensomhed, siger hun.studpsyklogo

De forklarer, at prisen faktisk er den væsentligste forskel mellem at besøge Stud.Psyk Klinikken og en færdiguddannet psykolog, da de alle kun mangler omkring et år af deres uddannelse.

Aarhus er en by med mange tilflyttere, der kommer fra hele Danmark for at studere, og det kan være en overvældende oplevelse at havne i en ny by, hvis man ikke har noget netværk.

– Stress er det primære, når vi har med de studerende at gøre. Der er mange tilflyttere der slet ikke ved, hvad de skal stille op i en ny by. De føler sig stressede, fordi de er ensomme. Det er ret blandet, hvad folk kommer med. Vi har rigtig mange forskellige klienter. Vi har ikke nogle af de tunge psykiatriske diagnoser som fx skizofreni, men det er alt fra lavt selvværd til depression, angst, livskriser og stress. Det er fra den helt unge studerende med eksamensangst til den ensomme kvinde på 60 år, siger Stine Helding.

De opfordrer studerende med ondt i psyken til at komme ned i Mejlgade og få en snak.

– Den første samtale handler om at lære hinanden at kende. Vi kører enkelt forløb, så vi er én til stede ved hver klient. Det handler om at bruge de 50 minutter på at arbejde det, den pågældende skulle komme med, siger Lotte Veddum, der understreger, at det oftest er kvinder, der besøger klinikken.

– Mænd har i lige så høj grad brug for det som kvinder. Det kan godt være, det er noget andet, de har behov for at snakke om. De kommer bare ikke. Der skal meget mere til, før mænd opsøger os, siger Lotte Veddum.

Delfinen sætter i det kommende magasin fokus på stress, og hvordan vi holder os kørende. Her på siden har vi en temaboks, hvor i kan læse meget mere om stress.