Tekst af Amanda Larsen
Illustration af Sofie Bredal
Jeg åbner febrilsk STADS og prøver at finde karakteren blandt alle de andre. Min veninde har lige skrevet, at vi har fået bachelor-karakter. Jeg finder den. BA-projekt: 12.
Jeg når ikke at reagere, før jeg bliver revet tilbage til virkeligheden. Jeg ser op fra min telefon med røde kinder og et underspillet smil. En kunde har brug for min hjælp i prøverummet, og jeg må lægge mobilen væk.
Ovenstående er en fortælling om den dag, jeg blev bachelor. En af de vigtigste og mest definerende dage i mit liv, blev afgjort på min telefon – uden et forsvar og uden fejring. Efter arbejde den dag kørte jeg, ironisk nok, hen til en anden bachelor-fest for min veninde, der lige var blevet uddannet pædagog.
Jeg kan ikke lade være at undre mig.. Er det virkelig det, vi studerende fortjener efter 3 år på universitet? En karakter på STADS og et diplom på mail?
Gennem 3 år har vi forsøgt os med mundtlige eksaminer. Vi har følt sommerfuglene over at skulle bedømmes over vores hårde arbejde, der bedømmes og kulminerer til 30 minutters mundtlig eksamination eksamination. Efter hver eksamensperiode har vi følt en nervøsitetens glæde over at kunne drøfte sine videnskabelige resultater med fagmænd i et mundtlig forum, hvor læringskurven er stejl og det faglige afkom er enormt.
Nervøsiteten udskiftes med en lethed og enorm stolthed, når jeg om aftenen mødes med mine medstuderende over en lunken øl en lun sommeraften i universitetsparken. Her kan jeg endelige diskutere og kompensere for min dårlige karakter eller censors gale, men geniale kommentarer. Det er sådanne oplevelser, der er en del af at være studerende, og som gør det så skønt. De bliver stjålet fra os til vores største og vigtigste eksamen.
Som studerende på Arts, kan jeg i stedet se misundeligt på, mens mine venner på Erhvervsakademiet eller fra VIA fejrer på livet løs. Jeg kan følge med på Instagram, hvor den ene studerende efter den anden får taget billeder ude foran VIA med en forælder på hver side og en stor buket blomster i favnen. Jeg er grøn af misundelse over det glædelige minde, de får, når de kommer ud fra eksamination og kan sige: JEG ER BACHELOR.
På mit studie skrev langt de fleste deres bachelor alene, og jeg oplevede mest af alt bachelor-perioden som en ensom proces, hvor alle selvfølgelig var optagede af deres eget projekt. Jeg så ikke mine medstuderende i flere måneder. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste kunne have fejret afslutningen med dem oppe på universitet, og at jeg kunne have ønsket medstuderende tillykke, når eksamen var ovre.