TEKST Claus Linddahl Hansen
FOTO Simon Skipper
Har du været til en fængslende koncert eller en mindeværdig fest i Stakladen? Nydt en øl eller to i den dunkle Studenterbar? Eller været til et event, hvor du mødte studerende fra vidt forskellige uddannelser? Er svaret ja, har du højst sandsynligt også stiftet bekendtskab med Studenterhus Aarhus, der i år kan fejre 10-års jubilæum som de studerendes samlingspunkt.
Studenterhus Aarhus eller blot Studenterhuset er en forening for alle studerende på de videregående uddannelser i Aarhus. Studenterhuset er et socialt vandingshul for de studerende, hvor der finder mange både kulturelle og faglige arrangementer sted.
En varieret kalender
Den første uge i marts i år fylder Studenterhus Aarhus for første gang rundt. De fejrer deres 10-års jubilæum med en festuge, og diversiteten i denne uges events er et eksempel på, hvor vidt foreningen spænder. De kan blandt andet byde på tømmermandsbanko, Ordets magt, som er et freestyle show bestående af Danmarks bedste freestylerappere som Ham den lange og Kejser A og Secondhand Bazar, der er et tilbagevendende arrangement i Studenterhuset. Ej at forglemme giver Turboweekend koncert, som også bliver afslutningsfesten på jubilæet.
I forlængelse af at være mødested for studerende gør Studenterhuset også meget for at inkludere de internationale studerende, så de kan skabe et netværk i Danmark, både socialt og fagligt. Studenterhus Aarhus har også selv et netværk, et netværk til erhvervslivet. Virksomhederne er en integreret og stor del af foreningen. Blandt andet sidder flere erhvervsrepræsentanter i bestyrelsen for foreningen. Studenterhus Aarhus formidler også kontakten mellem de studerende og virksomhederne og har en ”Studiejob- og praktikbørs” på deres hjemmeside, som er værd at holde øje med, som jobsøgende studerende.
Det er frivilligt
Foreningen drives primært af frivillige studerende. Der er over 180 frivillige medarbejdere i Studenterhus Aarhus. Udover nogle personalegoder får de frivillige også meget andet ud af at hjælpe Studenterhuset. Der er et stort socialt aspekt i de frivilliges arbejde, hvor studerende kan møde andre studerende og på den måde få nye bekendtskaber. Mange af de frivillige er udvekslingsstuderende, og det at møde andre studerende er blandt andet en af årsagerne til, at nogle af dem melder sig som frivillige i Studenterhuset. Det gælder blandt andet for Eva Ruiz fra Spanien. Hun læser for tiden på Business and Social Sciences.
”Jeg har været frivillig ved siden af studiet før, hvilket var rigtig positivt. Derfor er jeg frivillig igen, denne gang hos Studenterhuset,” fortæller en smilende Eva. For Eva spiller det sociale også en stor rolle: ”Jeg har været med til nogle arrangementer kun for frivillige, hvor jeg har mødt andre studerende,” siger Eva.
En anden studerende har valgt at blive frivillig af en anden grund end det sociale. Knirf, som er navnet hun går under, der også er udvekslingsstudent, har valgt at blive frivillig for at oparbejde erhvervserfaring. Hun vil gerne have et job som bartender, og får i Studenterhuset mulighed for at lære noget om faget.
”Jeg har primært valgt at blive frivillig for at få erfaring med at arbejde, så jeg kan blive kvalificeret til et bartenderjob. Det er også en god mulighed for at skabe et netværk,” fortæller den yderst aktive og karismatiske Knirf, der taler fire sprog flydende, og blandt andet tager guitar- og karateundervisning ved siden af studierne på Kognitiv Semiotik.
En stor organisation
Det er dog ikke udelukkende frivillige, der holder hjulene i gang. Den store forening har også fastansatte til at stå for de administrative rammer for de frivillige. Der er ansat en direktør, som har fire fuldtidsansatte, to på deltid og en ti studerende, der er timelønnet, til at holde styr på de omkring 8.500 medlemmer og 180 frivillige, som Studenterhuset har. Medlemmer tæller både studerende, uddannelsesinstitutioner og erhvervsmedlemmer.
Den daglige drift er styret af direktøren og de ansatte, men da det er en forening, er øverste myndighed en valgt bestyrelse, som årligt holder generalforsamling. Bestyrelsen består af tre repræsentanter fra de studerende, tre fra uddannelsesinstitutionerne og tre erhvervsmedlemmer. At det er en forening betyder også, at et eventuelt overskud går til foreningens arbejde og ikke til andre. Indtægterne kommer fra fonde, sponsorater og kontingent fra medlemmerne. Prisen for at medlemskab for studerende er 105 kr. for et år. Som medlem får man rabat på koncerter, fester og øl. Så nogen vil sikkert kunne ’tjene’ deres medlemskab ind i baren.
De faste vandingshuller
Studenterhus Aarhus holder til i Studenternes hus, som er en bygning over for Statsbiblioteket, hvor også andre foreninger – såsom Studenterrådet, Stakbogladen og sågar Delfinen – har tilholdssted. Studenterhuset giver rig mulighed for at nyde en café- og barstemning, som sagtens kan hamle op med miljøet langs åen. Studenterbaren, førhen kendt som Unibaren, er således et sandt ølmekka for dem, hvis ølhund for alvor glammer. De fører over 150 forskellige øl. Tilmed har Studenterhuset fået brygget deres egen jubilæumsøl til anledningen. Eller etiketten er i hvert fald deres, øllet er brygget af Hancock. Og da de har et lokale, hvor der ingen vinduer er, har Studenterbaren altid en barstemning uanset tidspunktet.
Et legendarisk spillested
Udover at drive Studenterbaren og Caféen, lejer foreningen ofte Stakladen til koncerter, søndagssalsa og andre lignende oplevelser. Stakladen er et gammelt spillested helt tilbage fra 1964, hvor det stod færdigt som en del af Studenternes Hus. Selvom det først og fremmest var kantine i dagtimerne blev det flittigt brugt til koncerter, og mange store navne har optrådt på scenen. I begyndelsen var det især jazzorkestre, men siden har også mange store danske navne optrådt i Stakladen. Navne som Gnags, Tøsedrengene, C.V. Jørgensen, Rugsted Kreutzfeldt Band, Kim Larsen, TV2, Lars HUG, Lars Lilholt, Johnny Madsen og Michael Learns To Rock. Det ophørte dog næsten helt som spillested fra 1991, men er altså siden blevet genoplivet af blandt andre Studenterhuset. De har pustet nyt liv i Stakladen og fået tiltrukket store navne, men Studenterhuset gør også meget ud af at give plads til upcoming bands, som er ved at skabe sig et navn.
Med så mange medlemmer og frivillige og en konstant tilstrømning af studerende til uddannelserne er der et godt grundlag for Studenterhuset. Så at foreningen har i sinde at runde endnu et jubilæumshjørne i fremtiden, er der vist ingen tvivl om.
Delfinen ønsker Studenterhus Aarhus tillykke med de 10 år.
- Læs om Studenterhusets arrangementer på hjemmesiden her.