Kineserne kommer! Og de kommer hurtigt og kompetent, med ringedingdong-snorlige PISA-resultater, overlegne computer-skills, og lysten til at arbejde 200 timer om ugen. I regn. på ét ben. Lader danske studerende sig skræmme af den globale konkurrence og hopper på karakterræset, eller læner de sig afslappet tilbage – er vi ambitiøse, stolte arbejdsmyrer, eller dovner vi den af og drikker øl dagen lang? Delfinen har snakket med to unge mennesker, der hver repræsenterer to vidt forskellige typer studerende.
Af Anna Eva Heilmann
Aarhus rummer et hav af studerende. Man kan næsten ikke undgå at støde ind i os, hvis man spadserer en tur. Vi er overalt, og vi er vidt forskellige. Nogle er store, nogle er små. Nogle elsker at sidde i et laboratorium og lave forsøg, andre brænder for det tyske sprogs grammatik. Når det kommer til, hvor meget tid, vi bruger på vores studie, er der ligeledes et utal af variationer. I mødet med Line og Niklas, finder vi to absolutte modpoler. Fra den ene yderlighed til den anden.
Stolte ”artig-piger”
Line er 24. Pæn, rank og imødekommende. Jeg fanger hende i kantinen i en sjælden kaffepause. Det er eksamenstid ,og Line har nærmest boet på læsesalen de sidste mange uger. Hun har været oppe fra kl. seks, fortæller hun mig, været ude og løbe i vintermørket, og så direkte hen på læsesalen kl. halv otte.
Line er en “artig-pige”.
Vi kender dem jo godt, allesammen. Dem med 12-tallerne, overskuddet og pilates-tendenserne. Dem, der har quinoa-salat og eksotisk krydret ovnbagt laks med på madpakke. Dem, der bager glutenfrie boller og er færdig med de store skriftlige opgaver i ordentlig tid.
Hun griner, da jeg spørger, om hun vil vedkende sig titlen.
“Haha, artig-pige, ja, jo, det er jo nok rigtigt – det har jeg nok altid været”
Altid?
“Ja, altså.. klassens dygtige, “pæne” pige – elevrådet, gode karakterer, den slags”
Og nu?
“Ja, jeg ved egentlig ikke. Jeg er ambitiøs, og går hele tiden efter at klare mig rigtig godt. Du kan kalde det perfektionisme, eller du kan kalde det sport. Det er klart, der er en vis form for konkurrence over det. Jeg tror, vi på mit studie er automatisk indstillede til at navigere udfra devisen, at man helst – hele tiden – skal være den allerbedste. Det er sådan vores arbejdsliv kommer til at se ud, og det er noget vi lige så godt kan vænne os til nu.”
Er det stolthed? Line erkender at der er en god portion personlig stolthed, der spiller ind, når hun måler sig med de andre dygtige på studiet; hun kan godt lide at være kendt som den “dygtige”.
Line har det ikke godt, hvis hun ikke føler sig forberedt. Hun har flere læsegrupper, og hun læser mange timer om dagen – hver dag. Hun mener det handler om disciplin og om at skemalægge sin tid ordentligt – “så har man også tid til det sociale og fredagsbar”. Det vigtigste er dog studiet, og det er nødvendigt at lægge sig i selen, siger hun; “Det kommer bare ikke naturligt til mig. Der er jo de der typer, der nærmest absorberer pensum ved at kigge på bøgerne – sådan har jeg det altså ikke. “
Derimod mener Line ikke, at hendes flittighed skyldes at forældrene har presset på. De har altid opfordret hende til at tage skolen alvorlig, men, som hun siger; ”ikke på en overdrevet kinesisk “tigermor”-agtig måde”.
Nu du selv bragte kineserne på banen…er du bange for dem?
Hun overvejer lidt. “Kineserne er jeg nok ikke decideret bange for, men jeg er selvfølgelig ikke døv og blind overfor vigtigheden af karakterer – hverken globalt eller nationalt. Jeg ved godt, det ikke kun afhænger af karakterer, men det er altså en fordel, når du skal ud og konkurrere mod 100 andre, at du har et pænt snit.“
Vi har drukket vores kaffe færdig, og jeg kan se det trækker i Line for at komme tilbage til bøgerne. Jeg takker hende for tiden, og hun forsvinder sammen med en stor gruppe pæne, ranke piger op ad trapperne mod læsesalen.
Jeg selv skal videre og snakke med en helt anden slags studerende: Niklas, en selverklæret “slackerdude”.
Dovne ”slacker-dudes”
De kommer sjældent til forelæsningerne, er immune overfor eksamensstress og drikker hellere øl og spiller computer, end mødes med læsegruppen. Samtidig klarer de sig irriterende fint igennem studiet, og valser ubekymrede forbi os andre ud i voksenlivet.
They are a legion. They are the slacker-dudes.
Jeg bliver budt indenfor af Niklas’ roomie, der straks søger tilbage til sofaen, hvor to andre fyre sidder og spiller Mario Kart. Niklas er stadig i nattøj, selvom klokken er på den gode side af fire. Han har været på en ordentlig bytur med studiets festforening, fortæller han mig, mens han fortærer en bolle med nutella.
Niklas er 26 og er på sidste år af sin bachelor. Han er aktiv i studiemiljøet, medlem af festforeningen, og kan sagtens genkende sig selv som en “slacker-dude”.
“En slacker-dude er vel sådan en ung fløs, der ikke tager det hele så tungt,” foreslår han, “altså, ikke nødvendigvis en evighedsstuderende, der aldrig kommer i tøjet.”
Jeg skæver diskret til hans morgenkåbe.
“Haha, ja okay, dårligt eksempel.”
Niklas startede ikke direkte på Uni efter gymnasiet. Han har taget den typiske Sydøstasien-tur med backpack og Lonely Planet, har arbejdet, og har været på højskole. Han er ikke stresset, og vil demonstrativt ikke lade sig kue af regeringens “skræmmekampagner”, der skal tvinge de studerende igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt.
“Jeg tror bare ikke på, at en sådan tankegang kultiverer et optimalt læringsmiljø.”
Niklas tager sit studie med ophøjet, misundelsesværdigt ro. Han kommer til forelæsningerne (”de fleste”) og har klaret sig pænt igennem sin bachelor. Han læser sporadisk i løbet af semestret, og tager nogle lidt mere intense læseperiode op til en eksamen. Mest af alt er han aktiv i festforeningen, drikker øl, arrangerer filmaftener, går til foredrag og spiller computer.
“Jeg føler, jeg networker – udvikler sociale kompetencer. Det er jo ikke fordi, jeg ikke er interesseret i det faglige, det er jeg! Og jeg følger med, og fordyber mig, hvor det gælder – men det må ikke blive artigt terpende udenadslære.”
Niklas har aldrig haft svært ved skolen. Han mener, at det i bund og grund handler om at han tidligt fandt ud af, hvordan man skulle formulere sig, at han havde en solid akademisk ballast med hjemmefra, og at han altid har været i stand til at navigere efter, hvad hans selv synes var værd at fokusere på.
“Det er klart, at man så ikke får topkarakterer over hele linjen.”
Men det tager du ikke så tungt?
“Nej egentlig ikke, jeg har helt ok karakterer. Min holdning er, at man skal sætte ind og gøre mig umage lige præcis dér, hvor man synes det er interessant – man kan simpelthen ikke synes at alt er lige opslugende. Karakterræset er kørt helt af sporet, synes jeg.“
Men tror du ikke karakterer er vigtige?
“Nej. Altså, jo – det er jo ikke helt ligegyldigt om man får 02 eller 12, men synes der bliver lagt alt for meget vægt på karakterer. Ud over dit allerførste job, tror jeg simpelthen ikke på, at en fremtidig arbejdsgiver kigger på din karakterer fra et 2. semesters – fag og siger ‘Nå, der fik du kun 4, hva?’ “
Men hvad bliver man så bedømt på?
“På ens erfaringer! Studiejob, rejser, personlighed, sociale kompetencer – du kan have et snit på 12, men hvis du er en socialt akavet grå mus, så tror jeg bare ikke det hjælper dig”
Man behøver vel ikke være en socialt akavet grå mus, bare fordi man får 12-taller?
“Nej, selvfølgelig ikke, det er selvsagt sat på spidsen, jeg kan bare blive så træt af ideen om, at man kun skulle blive bedømt på en så simpel og upræcis parameter.”
Kineserne?
“ja? ”
Skræmmer de dig?
“Haha! Nej, de fylder ikke så meget i min hverdag.”
Om Niklas’ bekymringsløse svar i virkeligheden er et udtryk for en opgivende afmagt over truslen fra øst, skal jeg ikke udtale mig om. Han virker dog ikke synderlig eksistentielt kompromitteret, da han opslugt af Xboxen vinker farvel fra sofaen.
Line og Niklas er selvsagt skideirriterende -begge to.
Men!
Jeg er sikker på at Line også ind i mellem snoozer den til kl. 8.30, lader sig nøjes med et 10-tal. At Niklas en sjælden gang skal gøre sig umage for at klare det godt, tager en all-nighter på læsesalen.
At det ikke altid er 100 % glutenfrit og 100 % tømmermænd.
Og!
Jeg vil nu stadig hellere måle mig med dem, end med kineserne.
Line og Niklas er ikke de rigtige navne
