Siden i fredags har Aarhus været fyldt med filmfolk fra hele verden, som er kommet for at opleve noget af det bedste indenfor nordisk dokumentar- og kortfilm. Nordisk Panorama har indtaget byen. Vi bringer et stemningsbillede.
Tekst: Thomas Erex
Ventesalen i BioCity er fyldt af en summende hektisk konferencestemning, da jeg sidder og venter på, at salen skal åbne. Kortfilmsfremvisningen er forsinket, men publikum synes ikke at lægge mærke til det. Ved cafébordet ved siden af mig sidder en hollandsk kinematograf og taler med en dansk klipperassistent på britisk engelsk, da en amerikansk programmør blander sig i samtalen og ord som ”story telling”, ”production value” og endda ”Britney Spears-like, flirty quality” flyver rundt i lokalet.
En forvirret billetkontrollant har få minutter forinden forsøgt at råbe den stadig større menneskemængde op for at fortælle om den mindre forsinkelse. Imidlertid har klokken dog passeret tidspunktet for filmstart, og der er kommet så mange folk til, at en dristig sjæl tager initiativ og bryder gennem døren til sal 9 uden en kontrollørs velsignelse. Flokmentaliteten træder i kraft og pludselig har hele publikum fundet sig til rette i salen uden at en eneste har fået kontrolleret sin billet. Billetkontrollen virker egentlig også en smule overflødig, for samtlige gæster har et fint konference-skilt hængende om halsen, som fortæller, at de hører til her. Og skulle man stadig være i tvivl, kan man bare lytte efter den uafbrudte filmsnak og se efter det sultne filmblik.
Da personalet har opdaget, at publikum er på plads, skal visningen begynde. Til at ledsage oplevelsen, har film-festivalen allieret sig med medlemmer af den Aarhus-baserede filmforening Super 8, som skal præsentere filmene og være ordstyrere på spørgerunder med instruktørerne efter fremvisningen af deres film. I dette tilfælde er ordstyreren en ung, dansk pige en tyk dansk accent på sit engelske.
Det er imidlertid snarere spørgsmålene, der stjæler billedet – både publikums og ordstyrerens spørgsmål. Efter hver kortfilm er blevet vist, starter ordstyreren spørgerunden med sine egne spørgsmål, og hver gang skal det klicheprægede, men åbenbart nødvendige, spørgsmål ”Where did you get your inspiration?” og det direkte kedelige ”How long did it take to make?” smides i hovedet af instruktørerne. Heldigvis er der dog også gjort plads til at instruktørerne kan få lidt fri taletid, som fører til spændende anekdoter fra settet og finurlige historier fra idé-udviklingsfasen.
Første film i denne fremvisningsrunde er den norske Anti-reproductive Mating Ritual, en poetisk og visuel fortælling uden dialog, men med to mænd, der kører nøgne på skateboard i frostvejr, mens de spiser is på en meget suggestiv måde. Filmens penis-nærbilleder skaber en halvpinlig stemning i salen, og undervejs forsøger min sidekammerat at afhjælpe sin egen ubekvemhed ved at rykke to pladser væk, så han ikke sidder ved siden af nogen. Om hans oplevelse dermed blev mere eller mindre rørende, skal jeg ikke kunne sige. Instruktøren er desværre ikke til stede, så vores ordstyrer bringer os straks videre til ”something completely different”. Nemlig den islandske Utopia, hvori hovedpersonen er handicaphjælper på et afsidesliggende hjem, hvor der hver dag stemmes om alt fra middagen til hvilken tv-kanal, der skal underholde. Afstemningerne er dog kun sat i verden for at eliminere brok, og hjemmets bestyrer vælger ikke at lytte til beboernes ønsker. Efter fremvisningen fortæller instruktøren, at filmen tager udgangspunkt i en sand historie, og at en af hans venner faktisk oplevede dette som handicaphjælper.
The Great Mistake, en animeret gangsterhistorie, er det danske indslag i denne runde kortfilm. Instruktøren, Anders Berthelsen fra JA Film, fortæller eftervisningen, at animationsmediet giver ham den fordel, at han kan bruge et hvilket som helst location i verden uden at skulle rejse dertil. Filmen byder da også på flotte billeder af Venedigs tage og den formidler en italiensk stemning i et stiliseret og enkelt univers. Du kan selv opleve filmen gratis på Filmstriben.dk/fjernleje. Efter de første tre film har været overvejende tunge i deres udtryk, kommer Skallamann (Bald Guy) med et opløftende og let udtryk, som får det seriøse filmkenderpublikum til at bryde facaden og fnise med på den flamboyante musical-stil, som dog også formår at viderebringe sit budskab rigtig flot. Skallamann er den slags norske musical-kortfilm som… ja, det siger vist det hele. Det er ikke hver dag man ser en norsk musical-kortfilm, og det er på alle måder så fantastisk og underholdende som det lyder.
Tvillingen af Gustav Danielsson runder oplevelsen af med et uventet tvist på en historie som til at starte med virker triviel, men som viser sig at være både skæv og udfordrende. I filmen indgår en del scener under vand, og instruktøren fortæller, at han ikke kunne finde et tvillingepar til at spille rollerne, som også kunne holde vejret længe nok under vand. Han er selv tvilling og dyrker fridykning med sin bror, så han valgte, efter at have fået sin bror med på idéen, at de selv skulle spille rollerne. Efter nogle små anekdoter om, hvad det kan føre til af udfordringer, slipper vores ordstyrer os fri, og vi overlader salen til den næste sultne flok filmkendere. Den summende konferencestemning indtager hurtigt gangene i BioCity igen, og instruktørerne bliver til sukkerknalder i en myretue, hvor alle vil have et lille stykke.
Festivalen slutter nu, men du kan lige nå at fange et glimt af festivalens bedste film i Øst For Paradis onsdag, når de præmierede film kommer på lærredet en sidste gang.
