Rodløs og desillusioneret over den verdenspolitiske tilstand efter 2. Verdenskrig begår Klaus Mann i 1949 selvmord, kun 42 år gammel. Få år forinden skriver han en selvbiografi, der til dato er en af de mest levende og relevante beskrivelser af et kulturliv på godt og ondt i Europa i den første halvdel af det 20. århundrede. Vendepunktet, hedder biografien, der nu foreligger på dansk.
Som søn af den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann, forfatter til mesterværker som Buddenbrooks, Døden i Venedig og Trolddomsbjerget, vokser Klaus Mann op i et litterært dannet hjem. Fra tidligt i Klaus Manns liv står det klart, at han, som sin far, skal være forfatter. Han er blevet givet et usædvanligt talent for at skrive. Vejen ind på den litterære scene synes ham imidlertid fra begyndelsen en svær balancegang. Faderens berømmelse skygger på den ene side for hans eget kunstneriske talent. ”Det var i hans skygge, at jeg begyndte på min løbebane, og derfor sprællede jeg vel noget og opførte mig lidt påfaldende for ikke at blive helt overset”. På den anden side giver den ham også uvurderlige muligheder for at etablere vigtige kontakter til forfattere og ikke mindst forlæggere. Da Klaus Mann forlader barndomshjemmet i München i begyndelsen af 1920’erne og flytter til hovedstaden Berlin, bliver han hurtigt en vigtig del af byens pulserende og hastigt voksende kulturliv. Mødet med Berlin bliver et vigtigt vendepunkt i Klaus Manns liv: ”At være i Berlin betød i sig selv et ophidsende eventyr”, skriver han i bogen. I Berlin bliver han konfronteret med moderniteten.
At Klaus Mann var erklæret homoseksuel er et forhold, han kun ganske flygtigt omtaler i Vendepunktet. Heller ikke afhængigheden af euforiserende stoffer, der forfulgte ham gennem det meste af livet, fortælles der meget om. Til gengæld tematiseres selvmordet. Klaus Mann fortæller, hvordan der i forbindelse med nationalsocialismens fremgang i Tyskland i 1920’erne og 1930’erne opstod deciderede selvmordsepidemier i hans omgangskreds. Mange af Klaus Manns venner begav sig, som der står i bogen, ud på den rejse, man ”begiver sig alene ud på, i et panser af ensomhed, som ingen kærlighed længere kan gennemtrænge”. Den samme ensomme rejse skulle Klaus Mann selv begive sig ud på få år senere.
Vendepunktet er fuld af spændende beretninger om Klaus Manns møder og venskaber med datidens mest markante og profilerede kulturpersonligheder. Forfattere og tænkere som André Gide, Walter Benjamin, Stephan Zweig, Max Brod, René Crevel og Albert Einstein optræder hyppigt i bogen, der umiddelbart, som Klaus Rifbjerg i forordet til den danske oversættelse formulerer det, kan synes som ”det største kompendium af litterær namedropping, det læsende publikum endnu har set”. En sådan karakteristik af bogen vil imidlertid ikke være retfærdig. Alle bogens beretninger er nødvendige. Vendepunktet er nemlig mere end blot en selvbiografi. Den er også en art biografi over Europa. Udover at give os et fabelagtigt psykologisk billede af hvilket menneske Klaus Mann var, er Vendepunktet med til at give os et levende, nuanceret og på alle måder uvurderligt billede af det kulturelle liv i Tyskland og resten af Europa i den første halvdel af det 20 århundrede.
af Rasmus Frandsen
Klaus Mann, Vendepunktet 2010, Rosinante