Spring til indhold
Hjem » Artikler » Spring op, spring ned, kom nu, bliv ved

Spring op, spring ned, kom nu, bliv ved


Du har storbyjunglen i blodet, og i benene sidder en tiger på spring. Du har ingen på kornet, men en umådelig lyst til at springe fra mur til mur, over skraldespande og danse på betonpiller. Parkour, originally a rumble in the jungle, er nu blevet hot stuff. Også i Århus. Indtil videre er det mest drenge, der er hoppet med på vognen.

Af Helene Christiansen

En råkold onsdag i februar cykler jeg til Globus1 i Gellerup. Her træner en horde svedende og hoppende drenge hver onsdag og lørdag parkour. I aften er der cirka 35, men i en lille hal, hvor et jernmonstrum fylder godt i midten, virker pladsen faretruende trang. Mine følgesvende, pen og papir, og jeg selv bevæger os over i et hjørne, hvor adrenalinen er tyndest, og risikoen for at blive løbet over ende er mindst.

”It´s like the Serengeti”, rapper baggrundsmusikken, og selvom barometeret udenfor kun akkurat sniger sig op over frysepunktet, så giver jeg musikken ret. Herinde bumper drengene mod gulvet, og musikkens bas slår junglestemningen an. Drengene svinger sig fra lian til lian. At lianen er af jern, gør det ikke mindre beundringsværdigt. Krads. Sådan er lugten i rummet. Øredøvende. Sådan er lyden i rummet. Risikoen for at blive løbet over ende: Stor.

Hvis man ikke var der, kunne man tro, at det var et ubehageligt sted at være. Det er det på ingen måde. Drenge, store som små, trisser ud og ind af lokalet. De retter engang imellem blikket mod den inaktive kuglepenskriger, inden de kaster sig op ad vægge og hen over jernstænger. Det er ikke sikkert, at mennesker kan hoppe som lopper, men fyrene her kandiderer. Det er ment som en kompliment. I aften gælder ingen stilregler. Parkour er en sport, hvor man må bevæge sig, som man vil. Det er en del af tiltrækningskraften.

Out of the jungle
Jim Hougaard, som leder parkourtræningen i Århus, nyder ikke at være underlagt nogen stilregler. Som tidligere elitegymnast er det en befrielse at kunne improvisere og prøve ting af. Jim Hougaard har dyrket parkour i godt seks år og regnes for en af Danmarks dygtigste. Han dyrker i øjeblikket sporten på fuld tid. At så mange dyrker parkour, hænger ifølge Hougaard sammen med sportens store udbredelse i film som Jams Bond-hittet Casino Royal og ikke mindst på YouTube, hvor der i dag findes mere end 200.000 videoer relateret til parkour.

”Det er blevet utrolig in, og det er alle steder”, siger Jim Hougaard.

Også i Århus. Her har drengene været fast inventar i Globus1 i et års tid. De er ikke klar til YouTube endnu, men de er på vej.

”De fyre, som du ser på nettet, er virkelig dygtige og har trænet i mange år”, fortæller Jim Hougaard og fortsætter:

”Miljøet i Århus stadig så ungt, at de fleste ikke er erfarne nok til at bevæge sig frit rundt i byen”, siger han.

Milimentalitet
Franskmanden, David Belle, startede det hele. David Belles far, Raymond Belle, lærte sine soldater at bevæge sig gennem Vietnams svære terræn på den mest effektive måde under Vietnam-krigen. Sønnen udviklede senere militærkunsten til sportsgrenen parkour. Men parkour er mere end en sportsgren, mener Jim Hougaard.

”Parkour betyder alt for mig på grund af mentaliteten. Man kan inkorporere mentaliteten fra parkour i sin dagligdag. Nogle mennesker har en tendens til at gå rundt om problemerne, men hvis du har ’parkourmentalitet’, kører du lige på og hårdt og når et højere niveau,” siger han.

Det er lige så meget mentaliteten bag som bevægelserne i front, der betyder noget for ham personligt. Det gælder for de fleste, der dyrker parkour, fortæller en fyr til træningen.

Blod, sved, men ingen tårer
Drengene, som er fra omkring 12 år gamle, slår sig, får blå mærker og forfejler deres spring, men det betyder ikke noget.

”Det handler om ikke at være bange ikk’ os”, råber én til en anden.

I rummet er atmosfæren fuld af adrenalin. Orden er tilsyneladende erstattet af kaos. Hvad har det af betydning, at der kun er drenge her, tænker jeg, da jeg står i mit hjørne og skribler. Alt. Umiddelbart ikke en tanke, som er politisk korrekt.

I rummet ved siden af løber en flok, mildest talt, fuldvoksne mænd og spiller hockey. De er også kommet afsted uden østrogen. Denne onsdag aften i ghettoen i Gellerup er potentielt et frirum for mandekønnet, tænker jeg. Uden nogle kønspolitiske implikationer. Bare sådan.

”Er der overhovedet nogen piger?” spørger jeg.

”Én”, svarer Jim Hougaard.

Hun dukker op efter en halv times tid og slutter sig hurtigt til flokken. Midt i kaosset i salen opstår en dynamik af drenge, som simultant laver halsbrækkende moves. Frygtløst. Mandigt.

Da jeg så Sex And The City 1 og 2 i biografen, havde enkelte fyre forvildet sig med ind i mørket. De var slæbt med af kæresten, formoder jeg. Vorherre til hest, måske var den ene der frivilligt? Drengenes tilstedeværelse i biografen var lige så fremmed som en flok tøsers indtog til aftenens parkourtræning ville være. Ligesom biografturen dengang var the girls night out, er Globus1 helliget mændene hver onsdag og lørdag.

Tags: