Delfinen var med fredag på SPOT 2026. Her hændte der en masse forskelligt gøgl. Fra onde ruller til
varme bangers.
Af Anton Rohrmoser
Sidste år ankom jeg til Spot med en solid alkoholpromille fra min nu ekskærestes fødselsdagsfest på
Gedulgt. Det gav en fornemmelse af lethed at være fuld og flyde alene, men ikke ensom, gennem
festivalen for at modtage min presseakkreditering i Scandinavian center. Formålet var ikke at vandre
fra Volume Village til Voxhall, fra Institut for X til Musikhuset og ende på Den Sidste. Jeg skulle blot
høre Rakkerpak. Lørdagen efter ville min familie komme på besøg. Jeg nænnede ikke at have
tømmermænd, når de nu kom hele vejen fra Tyskland.
Dette års Spot var en lidt mere ambitiøs affære. Jeg mødtes med mine venner allerede fredag klokken
17 i Palmegården og fik serveret en IPA af tre fyre iklædt fodboldtrøje, jorts og loafers. De kæmpede
med anlægget og virkede til at lide af overbemanding – den der tappede de overskummende øl, måtte
høre på konstruktiv kritik fra hele to sider, mens han ihærdigt forsøgte at fremtrylle en vellykket
Zodiac IPA. Det lykkes ham nogenlunde, og vi tager til Volume Village for at høre Bjonko. Inden vi
ankommer på koncertstedet bliver vi stoppet af security og opfordret til at drikke vores 8,2%’s bajere.
Jeg tager en for holdet og bunder prompte det der sammenlagt svarer til halvanden fadøl.
Balkan og Bundere
Det gynger lidt, og jeg håber på at høre noget årnlig balkanmusik. Bjonko spiller godt, men det er
klart de hurtige numre der får mest fat i crowden. I midten af sit set bliver tempoet sat ned og han
leverer en følsom banger, der hedder “Balkan Express”. Nummeret er kendetegnet ved det, min
begrænsede forståelse for musik, blot kan kalde en liderlig sax. Folk synes det er okay nice, men
foretrækker klart en højere bpm. Det får de mod slutningen, hvor Bjonko tilsyneladende opgiver sit
ejerskab af lunger for virkelig at give den hele armen. Vi reagerer ved at improvisere den mindst
autentiske folkedans hidtil set. Det er en fin oplevelse, men jeg havde nok forventet lidt mere.
Iomfro’s Scandinavian Set
Dette “mere” oplever jeg umiddelbart efterfølgende på Scandinavian. Her spiller Iomfro. Og det er
den type intim koncert der rammer der, hvor indie-pop hjertekulen ligger. Hun leverer en skærende og
mindeværdig vokalperformance. Særligt sangen “ægte kvinde” – bør fremhæves. Den er et ærligt og
mesterligt indblik i samfundets hykleriske forventninger til, hvor meget kvinder bør fylde.
Iomfro udviser også et ærværdigt talent for kritisk sociologi. Midt i koncerten spørger hun:” Men er i
ikke også sådan nogle der går i genbrugstøj?” Publikum nikker. Nogle få råber forsigtigt ja. Hun
kritiserer så musikindustrien og dens evige, aldrig mættede trang til flere EP’er, singles og optrædener.
På trods af besiddelsen af genbrugsskjorter og vinted-jeans er vi dog alle stadig ofre for industrien –
særligt i dag. Spot er grundet tilstedeværelsen af bookere og branchefolk, den måske mest indspiste
festival i Norden. Det er netop det aspekt jeg synes mindst om. Når jeg er i publikum for at høre et
band, der lige er startet i gamet, kan jeg godt føle mig som en del af et usynligt dommerpanel. Jeg
tænker ofte, at der nok er nogle civilklædte industrityper, der følger med i koncerten og følger med i,
hvordan vi som publikum reagerer på ethvert halvsikkert trommeslag. Udover dette gør den
tætpakkede koncertkalender oplevelsen en smule forhastet. Spot’s mylder af insidere og dens skema
uden åndehul nærmer sig det accelerede, hyperkompetitive der hersker i musikindustrien – den øgede
forekomst af DocMartens, til trods.
Den Onde Rulle
Efter Iomfro’s koncert er vi meget sultne. Med knurrende maver og håbefulde miner, tager vi hen mod
Fætter for at få nogle sandwiches indenbords. Efter at stå i kø i lange 10 minutter, får vi at vide, at der
netop er udsolgt. I desperation vandrer vi rundt og finder en biks ved navn “Shawarma Station”, foran
Scandinavian. Jeg møder nogle af mine chefer – 4 ansatte fra studenterrådet og studenterhuset – med
færdiglavede ruller i hånden. For lige at lave quality control på vores yderst tiltrængte aftensmad,
spørger jeg dem om kebabens lødighed. De siger den er lidt lunken og maksimalt 5,5/10.
Vi er desperate og giver 95 kroner per næse. Aldrig i mit liv har jeg været så skuffet over en
shawarma. Den bestod af tørt brød, salat der havde den samme smagsprofil som pap, kød, der smagte
af træspåner og den mindste mængde Lidl-dressing man kan forestille sig. Skuffelsen blev forværret
af præsentationen – de havde friske tomater og krydderurter bag disken. Mine venner og jeg afslutter
en pagt om aldrig nogensinde at blive baitet af festivalsshawarma igen. Lige meget, hvor sultne vi er.
BJØRGs Bangers
Efter den onde rulle ender jeg stærkt alkoholiseret på Godsbanen i et forsøg på at se Bjørg spille. Der
er helt fyldt og en skaldet frivillig beklager, at der ikke er plads til flere. Jeg insisterer på at være med
til koncerten og vifter mit Delegate-Pass rundt foran ham. Jeg forsøger også at overbevise ham om at
Delfinen er en landsdækkende avis med mange følgere. Han er ikke imponeret. Min ven begynder
pludselig at tale til vagten og de finder ud af at min homie er gået på højskole med den frivilliges
rumbo. Efter et par minutters småsnak lukker han os ind.
Selvom Bjørg ikke har haft særligt mange optrædener før, spiller de som garvede veteraner på
genforeningstour. Det er indierock hævet til sin yderste potens, med en svingen fra det
intimt-personlige til det overvældende. I en af sangene hopper forsangerinden og guitaristen i
publikum og følger i tæt cirkel efter hinanden. Ikke engang her glipper Bjørgs performance, og den rå
stemme bæres længere af det simple akkompagnement. Bjørg var uden tvivl den bedste optræden jeg
oplevede på Spot. De vil nok fylde større koncertsale i fremtiden. Det anbefales at lytteren får et
indtryk af “fremtidens bølge”, ved at høre “LARMEN” på sin foretrukne streamingplatform.
Fyldt med indtryk af musik og alkohol (og den jysk halvøs værste rulle) slentrer jeg Ringgaden hjem
mod det indre Trøjborg.