En digter, Niels Lyngsø, springer ud som rapper. Instrumenter er bandlyst. Ord, vejrtrækning og håndklap, der gerne må elektronificeres, det er grundelementerne. Det er dogmereglerne. Altså: en digter springer ud som rapper med dogmeregler. Og han spiller på krop. Resultatet er en forbløffende indbydende omgang rytmisk ordleg, der præcist forholder sig til netop det rytmiske. Dermed ikke sagt, at teksterne ikke er af betydning. Det er jo trods alt en digter, der er på færde. Men ordene flyder med en lethed, der klart indikerer, at det er deres lydlighed og rytme i fremførelsen, der er lagt vægt på.
Sigdetvidere lægger ud med pladens første single ”tungenosser”, der, som titlen mere end antyder, er et in-your-face verbalekvilibristisk standpunkt. Der er ingen grund til at frygte udrykning fra poesipolitiet, for Stemmejernet er ikke ude på at fastholde sine ord i et finkulturelt parnas. De skal folde sig ud i deres rytmiske element, hvor ordene rimer på sig selv, og tungen kan snuble til bla-bla-bla. Det er ikke digte, der fremføres og tillægges et fortolkende lydbillede. Det er tekster, der er skrevet og skabt til at give et musikalsk udtryk. Og som lytter kan man ikke helt sidde stille.
Stemmejernet formår gennem hele pladen at bibeholde et ganske højt niveau og variation. Både fra det håndgribelige og mere iørefaldende på de indledende numre til det mørke og til tider meditative, som på numre som ”undr”. Et nummer, der med sine skiftende rytmepunktueringer fastholder lytterens opmærksomhed. De næsten udechifrerbare ord gør, at nummeret fremstår som et rent instrumentalnummer, til trods for at krop og ord ligger til grund for det ganske lydbillede, hvilket må siges at være en cadeau til Stemmjernet og hans dogme.
Stemmejernets sigdetvidere er ikke en digtoplæsning med underlægningsrytmer. Det er ganske enkelt en digter, der springer ud som rapper og slipper af sted med det. Teksterne er digte, der rimer og rytmer sig igennem pladen uden nødvendigvis at springe frem som digte, men heller ikke fornægter sig deres sproglige niveau. Stemmejernet placerer sig midt imellem digt og rap, og han formår at holde begge faner i ave og levere en interessant og smittende plade. En plade, der både føjer endnu et aspekt til Geiger Records’ varierede og anbefalelsesværdige serie af Lyd+Litteratur-udgivelser, og samtidig fungerer og står på sine egne præmisser. Sigdetvidere er ordrig og ordflydende og til tider rytmisk uimodståelig. Stemmejernet trækker med selvfølge poesien ind på musikkens banehalvdel.
Af Vibe Kiil
Stemmejernet, sigdetvidere 2011, Geiger Record
