Når The Raveonettes udgiver en ny plade, kan man vide sig sikker på to ting: du er ikke et øjeblik i tvivl om, at du lytter til The Raveonettes, og pladen lyder på ingen måde som nogen af deres andre plader. Inden for deres veldefinerede musikalske område præsterer de at forny, gentænke og udvide udtrykket uden at give køb på deres særkende.
Af Vibe Kiil
På deres femte regulære album, Raven In The Grave, har The Raveonettes ladet sidste albums mere renskurede og poppede udtryk ligge. I stedet dyrkes melankolien i mindre snoede kompositioner, hvor stemningen vejer tungere end catchy pophooks. Man skal nu ikke fortvivle og tro, at den gode og fine melodi er pist væk – ”catchy” synes at være indlejret i The Raveonettes’ DNA.
For at få et bedre indtryk af Raven In The Grave skal man blot starte fra begyndelsen. Pladens første nummer og single ”Recharge & Revolt” frembringer en gennemhullet lydmur med et fængende og fremaddrivende beat, skarpskåren guitar og en cirkulerende melodi. Musikken folder sig ind over og omkring sangene, så pladen får et meget ærligt, privat og ligefrem sårbart udtryk. Af og til træder vokalen helt frem i lydbilledet. Det kan man høre på ”Forget That You’re Young”, hvor Sharin Foos’ spinkle stemme i sin egen hvisken har fundet en styrke, man ikke har hørt før. Både ømt, kælent og smerteligt klinger hendes stemme, når det glemte stikker hovedet frem og gør sig gældende.
Hvor Sharin Foo udtrykker en nyfunden spinkel styrke i sin stemme, så er Sune Wagners vokal drænet for en hver form for patos. I stedet klinger den ganske smukt og udtrykstomt – som en resigneret kommentar til teksternes bevægelse i melankolien. Det giver en interessant spænding mellem deres vokaler.
Nummeret ”Evil Seed” flyder naturligt fra et helt nedbarberet udtryk til koncentrerede og knugende støjflader og tilbage igen. Det er stramt komponeret, og man hører, hvordan musikken folder sig ind over sig selv og melodien. Men til trods for at Raven In The Grave som helhed er kendetegnet ved netop denne folden sig indover sig selv, så er det endelige resultat udadvendt og indbydende.
Man er aldrig i tvivl om, at det er The Raveonettes man lytter til. Og med Raven In The Grave har de formået at lave et album, der udtrykker de ændringer i deres musikalske udtryk, som de har gennemgået på deres tidligere plader. Pladen er både veldefineret og selvstændig. Den dyrker melankolien på en unik og delikat måde. Det er en plade med et hudløst ærligt udtryk, der både besnærer og knuger lytteren med sin indadvendte sarthed uden at give afkald på et fængende hook. Det er ikke en oplagt sommerplade, som The Raveonettes har sendt på gaden, men selv i sol og varme har vellavet og smuk melankoli sin plads.
The Raveonettets, Raven In The Grave, Universal Music
