Det er længe siden, jeg har stået i en rundkreds og endnu længere tid siden, jeg har været ude af min komfortzone på den måde. Mine kinder koger, min strik føles tung på kroppen, og mine håndflader fortæller mig, at jeg er nervøs.
Reportage fra Aarhus Latterklub
Tekst & foto: Line Sass
Tirsdag den 16. september. Klokken er 18.30, og det står ned i stænger. Vi kravler ind under en bolsjestribet paraply, trodser regnen og slentrer mod Aarhus Latterklub i Sølystgade 30. Det er på mange måder en jomfrutur, vi skal ud på – min veninde Mette og jeg.
For første gang nogensinde skal vi deltage i et latterarrangement, og vi har ingen idé om, hvad der venter os. Jeg har altid tænkt, at det må være en grineren oplevelse udover det sædvanlige, men hvem kommer egentlig i sådan en latterklub og hvorfor? Er det muligt at grine på kommando, eller kan man slet ikke lade være, når man først er begyndt?
”Skal I til fødselsforberedelse?”
Da vi ankommer til Aarhus Latterklub, fniser vi lillepigeagtigt til hinanden og kigger undersøgende på trappen, der fører op til første sal. Jeg forestiller mig et rundt bord og sorte kaffekander, der går på omgang. Måske lidt småkager til at bløde stemningen op.
”Skal I til fødselsforberedelse”, spørger en ældre mand, der tydeligvis kan se, at vi leder efter noget. ”Nej, vi skal i latterklub”, svarer jeg lettere overrasket og suger maven ind. Vi bliver gelejdet op ad trappen.
Nok er vi i den fødedygtige alder, men vi er begge lige blevet single, og det dér med mand og børn har nok lange udsigter. Vi trænger ærligt talt til at blive opløftet. Det er grunden til, vi kommer, og vi har tænkt os at grine!
Latterpræsidenten
Arrangementet bliver afholdt hver anden tirsdag, og det er klubbens kære latterpræsident, Søren Kjær Jensen, der tager imod os. En rund og humørfyldt mand med friske røde kinder. Lokalet er hvidt, lidt nøgent og tilpas stort til, at vi alle sammen kan være der og stå oprejst.
Alle kigger forventningsfuldt på hinanden og på latterpræsidenten. Der er stor aldersspredning, og jeg er overrasket over, hvor mange mennesker som er mødt op – unge som ældre. Klubben har cirka 40 faste medlemmer, der betaler en flad 20’er om året for at være med.
Det varer ikke længe, før vi stimler sammen i en pædagogisk rundkreds, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget særligt over måden, vi står på. Så ranke, spændte og insisterende klar på at have en fest – en almindelige tirsdag aften. Det er rørende, men jeg kan samtidig mærke, hvordan nervøsiteten kommer snigende.
”Det er som om, vi ikke rigtigt passer ind,” hvisker Mette og peger på hendes høje støvler. De står i skærende kontrast til de velfornøjede bare tæer over for os. Det er tydeligt, at de mest velvillige har taget skoene af.
Det er længe siden, jeg har stået i en rundkreds og endnu længere tid siden, jeg har været ude af min komfortzone på den måde. Mine kinder koger, min strik føles tung på kroppen, og mine håndflader fortæller mig, at jeg er nervøs. Mette og jeg holder hinanden i hånden og giver kun modvilligt slip – også på kontrollen.
Tungen vil ikke ud
”Åh hå hå ha ha hy hy ho ho hi”, lyder det rundt om i lokalet. Arrangementet bliver kickstartet med en omgang julemandslatter efterfulgt af blandt andet røde-lårs-latter og mad-i-munden-latter. Latteren skyller og skvulper rundt i lokalet. Mette og jeg føler os for alvor på dybt vand, da vi får besked på at fange regndråber med tungen og hive armene i vejret. ”Tungen vil ikke rigtigt vil ud,” gisper Mette, mens hun kigger på min tunge, der forlegent stikker frem.
Når jeg ser rundt i lokalet, er der særligt én person, der fanger mit blik. Det er en ung blond kvinde, der pynter rummet med sin tilstedeværelse og gode energi. Jeg kan ikke lade være med at betragte hende med en vis nysgerrighed og undren. Hvad får nogle mennesker til at virke så glade? Mens jeg overvejer hemmeligheden bag smilet, griber hun selv ordet og foreslår en kærlig krammeøvelse, der minder hende om efterskoletiden. Jeg har aldrig gået på efterskole, og jeg krammer normalt ikke mennesker, jeg ikke kender. Det gør man ikke dér, hvor jeg kommer fra.
Henrykte grimasser
De glade ansigter stivner i henrykte grimasser. Maverne hopper, tårerne triller og flere snapper efter vejret. En ældre kvinde tager sig til kæben og ømmer sig efter adskillige grineflip. Der er ingen tvivl om, at festen er i fuld gang. Alle er inviteret, og jeg må blankt erkende, at Mette og jeg selv desværre er nogle party poopers. Vi bakser og maser med at levere øvelserne bare nogenlunde tilfredsstillende, og det er på alle måder en meget anderledes og grænseoverskridende oplevelse.
Jeg kan umuligt slappe af, mens jeg til slut ligger tæt pakket i smørhullet mellem en ældre herre og latterpræsidenten himself. Manden til venstre for mig kan se, at jeg lider, og han tilbyder at bytte plads med Mette. Jeg ender med at ligge i fosterstilling, mens jeg presser hovedet mod hendes skulder og fremstammer ordene: ”Jeg kan ikke mere!”
”Det bobler bare”
Ude på gangen møder jeg den glade, blonde kvinde, der længe har fanget mit blik. Hendes navn er Lina. Hun er 28 år og har lige færdiggjort kandidatuddannelsen i sygepleje. Da jeg spørger hende, hvorfor hun er taget i latterklub, svarer hun med et smil, at hun nok er blevet lidt afhængig: ”Jeg har gået til det i halvandet år nu, og jeg glæder mig altid til at komme”.
I latterklubben lærer Lina at grine, og det bruger hun aktivt i arbejdet som sygeplejer – samtidig med, at hun får en ro og glæde med sig hjem: ”Jeg griner af, at det er så fjollet. Vi griner sammen, og det bobler bare. Det er den totale frihed og lykke, hvis du spørger mig,” siger hun og tilføjer, at livet som studerende ikke altid er let. Faktisk er Lina blevet så glad for at grine, at hun har besluttet sig for selv at blive latterinstruktør.
På gangen møder jeg også 26-årige Johanne fra Aarhus, der taler med kammeraten Steffen på 27 år. Det er anden gang, Johanne deltager i et latterarrangement. Første gang var i 2009, hvor hun havde en fotoopgave om emnet. Johanne tager dagens oplevelser med et smil: ”Det er sjovt, og jeg ville bestemt overveje at blive fast medlem, hvis jeg ikke skulle flytte fra byen,” lyder det fra Johanne. Hendes ven Steffen er enig og tilføjer, at ”man sover godt bagefter, ligesom humøret bare er bedre”.
Tak for i aften
Jeg har aldrig været i rum med så mange glade mennesker på én gang, og jeg er forbløffet over den åbenhed, jeg møder. Klubbens deltagere formår at slippe latteren løs – som hele mennesker der tør te sig tosset og insistere på at ville have det sjovt. Det kan jeg kun have respekt for, og jeg siger tak for i aften. Jeg tror virkelig på, at latter kan gøre livet lettere, men hold nu op, hvor er det svært at give slip…
På Aarhus Latterklubs hjemmeside kan du læse mere om stedet og grinemøderne: http://www.aarhuslatterklub.dk
