Måske kender du den? Den ubeskrivelige fornemmelse af rejsefeber, der får Habermas-tekstens bogstaver til at flyde sammen og det indre øje til at forestille sig de mest eksotiske rejsemål kombineret med studie. Det gjorde vi!
TEKST og foto af Katrine Fuglsang Mortensen og Mette Damsgaard Christensen
Klokken har kun lige slået 6.00 og den irriterende alarm tone, der bare en måned tidligere varslede, at det var tid til at stå op til endnu en kold vintermorgen, er skiftet ud med fuglekvidder i 13. etages højde i Singapore.
Efter en femten timers lang flyvetur er vi, to Medievidenskabs studerende, havnet på den anden side af jorden – langt fra gule busser, vinterjakker og receptionsanalyser. Foran os har vi ikke bare udsigten til tårnhøje skyskrabere men også 4,5 måneds studier på James Cook University.
Motivationen for at rejse langt væk bunder især i muligheden for at sætte vores akade- miske kunnen på prøve, når undervisningen foregår på engelsk med et singaporeansk twist, og læsegruppens medlemmer er en god sammenblanding af nationaliteter. Men hvorfor lige Singapore? Fordi kombi-nationen af varme himmelstrøg, asiatisk punktlighed og byens gode renommé indenfor business-feltet lød yderst fristende i to danske studerendes ører. Selvom vi stadig har meget at udforske, har de første to uger i vores nye by været overvældende – men fantastiske.
“Netop de uforudsete hverdagsoplevelser er en stor tiltrækningskraft ved det at være på ud- veksling.
Tre ”live frogs” for ti dollars – slå den Netto! Trods næsten urimeligt høje forventninger til både byen og det kommende semester, har intet endnu skuffet. Tværtimod har vores nye studieby vist sig at byde på måltider til studievenlige priser og en temperatur, der gør en daglig tur i poolen obligatorisk. Samtidig kan ellers fredelige gåture i nabokvarteret føre til oplevelser, der er med til at markere det mix af kulturer, der gør byen så charmerende. En sådan oplevelse havde vi blandt andet – omgivet af farverige saronger, en intens duft af røgelse og højlydte udråb – ved en traditionel indisk ceremoni, som vi tilfældigt mødte på vores vej til supermarkedet. Den ellers triste indkøbstur i Netto med stressede kunder på tilbudsjagt er da også erstattet af delikate tilbud på tre stadig levende frøer for sølle ti Singapore Dollars! Et tilbud, der er til at forstå.
Netop de uforudsete hverdagsoplevelser er en stor tiltrækningskraft ved det at være på udveksling. Det giver mulighed for at ud- vide horisonten, sætte rutinerne på pause – ikke mindst hvad angår studie og fremtid. Vores ophold her i Singapore er et pusterum i et ellers fastlagt studieforløb, hvor vores kompetencer fra Medievidenskab pludselig sættes i et helt nyt lys i mødet med asiatiske superstræbere.
Et hoved højere end gennemsnittet
Selvom vi som blonde og blege danskere rager op i landskabet på universitetet, passer vi alligevel meget godt ind i byens ellers brogede befolkningsbillede. Singapore er nemlig inddelt, så indere, kinesere og arabere har hver deres bydel, der tydeligt bærer præg af særegne traditioner, dog uden at disse traditioner kolliderer med hinanden. Byens mange kontraster viser sig især ved et besøg i Chinatown.
Aarhus’ brostensbelagte gader virker pludselig langt væk, når Chinatowns farverige og finurlige udsmykning ses i samspil med snorlige hightech bygninger i baggrunden.
Vi har indkvarteret os i et hightech præget lejlighedskompleks, og studielejlighedens faciliteter i Aarhus falmer en smule i forhold til vores nye hjem.
Selvom vi som blonde og blege danskere rager op i landskabet på universitetet, passer vi alligevel meget godt ind i byens ellers brogede befolkningsbillede.
Her er pool, tennisbane og fitnesscenter en selvfølge. De pebrede boligpriser gør dog, at poolen skal deles med dine room-mates, hvilket kræver en vis fleksibilitet, men samtidig kaster en masse sociale og gode oplevelser af sig. Vores lejlighed tæller seks mand, heriblandt en brite, så allerede inden studiestart bliver engelskkundskaberne pudset af.
Fra Kurts mor til roof top party
Engelskkundskaberne er ikke det eneste, det er muligt at forbedre. Også danseskoene og sangstemmen kan få frit løb i Singapores natteliv. Her er det nemlig kutyme, at kvinder får gratis drinks til ”ladies night”, og at disse indtages i de højere luftlag – nærmere betegnet 72. etage – til diverse roof top parties. Enhver fan af Singstar ville desuden fryde sig over muligheden for at imponere et live-publikum på karaoke diskoteker. Er man til den mere afslappede barstemning, er der rig mulighed for at hygge sig på tykke Aladdin-tæpper i den arabiske bydel, hvor diskomusik er udskiftet med vandpibens klukken.
Singapore har som studieby meget at byde på og kommer de næste 4,5 måned bare i nærheden af vores første tid i Asiens svar på Manhattan, vil sjette semester stå som en helt speciel periode i vores studietid. En periode, hvor studiet og nye oplevelser på bedste vis går hånd i hånd, og hvor man aldrig ved, hvad der venter om hjørnet. Så sidder du derhjemme og leger med tanken om et studieophold i udlandet, har du hermed vores varmeste anbefalinger (bogstavelig talt!).