Tekst: Ida Bæk
Jeg er blevet bedt om at skrive noget sjovt. Noget sjovt, noget sjovt, noget sjovt. Som jeg sidder med snotnæse og hovedpine i mine forældres forstadshjem, synes jeg slet ikke at kunne erindre, hvordan man bærer sig ad med humor. Svagt kan jeg måske huske, at jeg muligvis engang har været noget, der minder om sjov; til en fest, til en forelæsning, i en artikel. Men lige nu er sjov det sidste jeg føler mig. Alligevel kommer jeg til at tænke på noget, der er sjovt, på en anden måde. For præcis 38 minutter siden postede jeg et billede på Facebook; sådan et ligegyldigt skærmbillede af mit online portugisisk kursus. Det var imidlertidigt ikke billedet, der var det centrale, men den tekst jeg skrev dertil. og jeg er ret sikker på, at den egentligt var sjov – eller i hvert fald prøvede på at være det, og indtil videre har den da også fået 15 likes. Ikke dårligt. Men det er egentligt lidt pudsigt, at jeg finder på at være sjov online, når det nu er det sidste, jeg føler mig i virkeligheden.
Jeg begynder at scrolle ned gennem min Facebook-profil, for ved historisk sammenligning at forudse, hvor mange likes jeg kan forvente. Der finder jeg billeder fra sommerens rejser, videoer og links fra venner, alt sammen med et ganske ubetydeligt antal likes. Men hov, pludselig står et post ud med 62 likes. Det er noget om at ligne en rockstjerne i sin nye læderjakke og blive udvalgt til narkotika test i Keflavik lufthavn (true story btw), og jeg husker tydeligt den efterfølgende tømmermændsramte flyvetur, som var alt andet en glamourøs. Jeg har helt sikkert heller ikke følt mig sjov på det tidspunkt. Jeg scroller længere ned og finder et billede med et modificeret, funky citat fra Lonely Island-drengene. Også pænt humoristisk og med 102 likes. Videre. Et post fra en meget sen aften i eksamensperioden, der indeholder både bandeord, referencer til de gældende internet-memes samt hastaggene #midnightdecisions og #dontjudge. 81 likes. Og sådan bliver det ved helt indtil 2011, med referencer fra vilde byture, mistede nøgler, interrail-toiletter og uheldige snapshots. Udover de sædvanlige likes-slugere som studenterhue, kørekort og uni-bekræftelse, er der ingen tvivl om, at jeg høster mine likes på de humoristiske posts – og selv de 3 førnævnte bedrifter er ofte pakket ind i spydige kommentarer og selvironi. Jeg vil jo nødig kunne beskyldes for at prale. Men humor, til gengæld, det må man altid byde ind med. Mens jeg scroller disse fortidslevn igennem, er jeg selvfølgelig jævnligt oppe i de nutidige notifikationer for at tjekke status på mit nyeste post. 20 likes and counting. Det må kunne gøres bedre. Hvis mine likes står stille for længe, opdaterer jeg siden. Der må kunne komme flere end det. Måske skulle jeg have postet det på en hverdag?
Jeg har selvfølgelig hørt, at man kan blive afhængig af den slags. At den respons, der kommer på Facebook, Instagram eller Twitter i form af en himmelvendt tommelfinger eller et lille hjerte udløser en mindre mængde dopamin, præcis ligesom spil eller sex eller stoffer. Jeg har bare altid tænkt, at jeg var uden for den kategori med mit begrænsede tidsfordriv på Facebook og min ikke-så-fyldte Instagram-konto. Jeg er jo ikke en af de der online-exhibitionister. Men nu, hvor jeg tager mig selv i at sidde i mit nattøj og min forkølelse og febrilsk opdatere siden for at se, om der skulle være kommet bare et enkelt like til, begynder jeg pludseligt at at tvivle. Er jeg i virkeligheden lige så meget en insta-bitch som alle de andre? Er min brug af humor virkelig bare en måde at legitimere min online-exhibitionisme på?
Tanken forstyrrer mig enormt, for jeg er i virkeligheden meget skeptisk over for vores generations brug af internettet. Online er det en anden sag, og jeg tager gerne afstand fra Instagram, til trods for at jeg selv har en konto. Det slår mig, at jeg muligvis er endnu mere selvudstillende end de sædvanlige brugere, fordi jeg ikke engang vil kendes ved, at jeg bruger det. Og når jeg bruger det, så pakker jeg det ind i ironiske hashtags, så de andre i hvert fald kan se, at jeg ikke mener det alvorligt. Og så får jeg det bedre med mig selv hver gang, der kommer ét, fordi jeg har fået nogen til at grine i dag – selvom jeg jo i virkeligheden slet ikke føler mig sjov i dag.
Alligevel kan jeg ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af afskårethed. Humoren går kun én vej, når man er sjov på nettet. Når man er sjov i virkeligheden, er det bedste ikke bare at få andre til at grine, men selv at grine sammen med andre. At grine sammen med andre har ofte en selvforstærkende effekt: Man griner af, at man griner sammen, og hvis det er et rigtig godt grin, kan man en anden dag grine af, at man grinte, af at man grinte, og så kører møllen. Joken bliver fælles og den egentlige ophavsmand træder i baggrunden til fordel for det fælles. På internettet er denne dobbeltvej blokeret, og selv hvis vi går ud fra, at et like er lig et grin, så stopper kæden der, og der er ikke nogen der griner af, at nogen liker noget, de måske har grint af. Joken får lov at stå alene.
Så hvad er det, der får folk til at blive ved med humor på internettet? Hvad er det der får mig til at blive ved? Jeg har ærligt talt ikke noget klart svar. Eller også har jeg klart talt ikke noget ærligt svar. Måske er det en dopamin-afhængighed, hvilket er banalt og ubehageligt. Måske er det en måde at holde let kontakt med fjerne venner på, hvilket mest af alt minder om en dårlig undskyldning. Eller måske er det en måde hvorpå, man kan få valideret sin humor og vise, at man også er sjov, når man er online. Og når alt kommer til alt, så handler Facebook om selviscenesættelse, og hvem vil ikke gerne være sjov? Samtidig har denne humor på Facebook også den fordel, at det rent faktisk kan eksponere nogle af de ting, som man gerne vil have folk til at vide om én. Eksempelvis at man har købt en læderjakke i Island, og at man er ved at lære portugisisk – alt sammen i en sikker distance gemt bag selvlatterliggørelse og ironiske hashtags; en slags humoristisk skalkeskjul. Men jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal gøre ved problemet – og om jeg overhovedet har lyst til at gøre noget ved det. For jeg kan jo godt lide mine 22 likes og især udsigten til endnu flere. Jeg ved godt, at det er vigtigere, at være sjov i virkeligheden, men i dag er jeg bare ikke sjov. Så lindrer det lidt på min snotnæse og mangel på sjovhed, at jeg, næste gang møder nogen på en dårlig dag, kan henvise dem til min Facebook-profil og vise dem, at jeg faktisk er ret sjov online. Se bare på mine 24 likes.
*Skribentens post endte med 36 likes, hvilket er acceptabelt, men ikke overvældende. Hun overvejer stadig, om hun burde have postet det på en hverdag.
