De afviste irakere:I sidste uge blev 23-årige Ammar Jaffar, hans bror og hans forældre løsladt fra asylfængslet Ellebæk, hvor de havde siddet siden 29. juli. Familien får genoptaget deres sag i Flygtningenævnet, da nævnet har besluttet, at den skal for et nyt mundtligt nævn. En uge inden løsladelsen besøgte Delfinen Ammar i Ellebæk og snakkede med ham om livet som afvist asylansøger. Selvom familien Jaffars sag muligvis får en anderledes udgang end den, der tales om i det følgende, mener vi på Delfinen, at interviewet stadig har relevans. Bl.a. fordi det giver et indblik i livet i en lukket institution, som vi sjældent hører om de indsattes oplevelse af. Interviewet bringes hermed i uredigeret form.
For en måneds tid siden fik 23-årige Ammar Jaffar besked om, at han var optaget på Danmarks Tekniske Universitet. Samme dag blev den tidligere talsmand for irakerne i Brorsons Kirke hentet af politiet og fængslet i Kriminalforsorgen Ellebæk for afviste asylansøgere, hvor han nu sidder. Delfinen har mødt ham til en snak om fremtidsudsigterne – eller manglen på samme.
Ord: Niklas Steffensen Hessel
Foto: Anna Olivia Bryhl
“Hvad er det for en forbrydelse, han har begået?”. Jeg sidder i en taxa på vej til Kriminalforsorgen Ellebæk og har fortalt chaufføren, at jeg skal interviewe en indsat. Men selvom Ellebæk er et fængsel – komplet med meterhøjt hegn, pigtråd og overvågningskameraer – fumler jeg med svaret til den nysgerrige chauffør. Ellebæk har siden etableringen i 1989 fungeret som et fængsel for afviste asylansøgere, og 23-årige Ammar Jaffars forbrydelse består i, at den tidligere talsmand for irakerne i Brorsons Kirke ønsker at blive i det land, han har boet og studeret i de seneste 8 år.
Selvom det kan synes svært at se det forbryderiske i Ammars adfærd, viste en meningsmåling foretaget efter rydningen af kirken, at et flertal af danskerne støttede politiaktionen og tilbagesendelsen af de afviste irakere. Ammar mener dog ikke, at det er ond vilje, der afgør danskernes holdning til ham og de øvrige irakere. Han peger i stedet på politikernes rolle i skildringen af de oprindeligt 282 asylsøgere: “Jeg tror ikke rigtig, at folk ved, hvem vi er. Men sådan som politikerne fremstiller det, vil Danmark blive oversvømmet af en strøm af flygtninge, hvis vi giver asyl til de her mennesker. Og jeg kan godt forstå, at folk er bange for, at samfundet bliver overbelastet. Men nogle og tohundrede mennesker, det er jo ingenting – tænk på, at Sverige har givet flere tusinde arbejdstilladelse. Jeg ved ikke, hvad folk tænker, men det er jo primært politikerne, der bruger indvandrerne overfor de danske værdier som deres yndlingskort. Men det er paradoksalt: Et parti som De Konservative vil bevare de traditionelle danske normer og værdier – men at rydde en kirke med politimagt, det er der jo ingen dansk tradition for. Politikerne ved meget bedre end den brede befolkning, at der ikke er fred i Irak, men de bruger sagen til at markere deres jernhårde politik og sige, at flygtninge ikke er velkomne i det her land.”
Fra studiet til fængslet
At Ammar fra politisk hold er uønsket i det danske samfund kan forekomme paradoksalt, da han på mange punkter fremstår som prototypen på en såkaldt velintegreret indvandrer: Han taler flydende dansk, er åbenlyst intelligent og velartikuleret, og tog en HF-uddannelse, mens han sad i asyllejr. I et halvt år boede han med sin bror og sine forældre i en lejlighed udenfor de lejre, han har boet i hovedparten af sit liv i Danmark. Men samme dag som han fik at vide, at han var blevet optaget på ingeniøruddannelsen på Danmarks Tekniske Universitet, hentede politiet Ammar og hans bror i deres lejlighed. “Jeg fik mit brev kl. 1, og kl. 2 kom politiet og bankede på døren. ‘Hallo, vi vil sige tillykke til dig!'”, griner han sarkastisk.
Bilbombe ikke fin nok
Ammar, der som irakernes talsmand ofte var i medierne, blev således arresteret flere uger inden rydningen af kirken – og det på trods af at hans og familiens sag pt. afventer genoptagelse i Flygtningenævnet. Familien er feylikurdere; en gruppe, der er udsat for forfølgelse i Irak, bl.a. fordi de af diverse grupper anses for kollaboratører med amerikanerne. Ammar og hans advokat mener at kunne bevise, at adskillige familiemedlemmer er blevet dræbt indenfor den seneste tid, og at Ammar og hans familie grundet deres etnisk-religiøse tilhørsforhold er ‘individuelt forfulgt’, hvilket Flygtningenævnet kræver for at tildele asyl.
“Hvis det er en almindelig bilbombe, så er det ikke fint nok til at få asyl – så er der fred, det er bare en del af dagligdagen. Hvis man bliver skudt med en pistol, så er man individuelt forfulgt, og det er også det, de vil have; vi kan tage tilbage og få en kugle i hovedet, så kan vi bevise, at vi er individuelt forfulgte”, siger han galgenhumoristisk.
Familien Jaffar flygtede oprindeligt fra Bagdad pga. farens politiske aktiviteter, mens Saddam Hussein var ved magten. I 2003 ville de egentligt vende tilbage, da Saddam var væltet, men de opdagede hurtigt, at situationen i landet ikke var forandret til det bedre, men tværtimod var præget af borgerkrig, konstante drab og millioner af flygtninge. I dag er hovedparten af familien i Irak enten dræbt eller flygtet til nabolande.
“Fremtiden for mig i Irak er sort. Jeg kender jo næsten ingenting til Irak nu, og modsat i Danmark, hvor man vil kunne bo 3 år i en lejlighed, uden at nogen opdager hvem man er, vil det i bestemte områder i Irak tage mindre end en dag, før alle i kvarteret ved, hvem jeg er. Og i og med at man er fra vesten, vil det være farligt – også fordi, man ikke kender områderne. Der er steder, hvor man ikke kan bevæge sig ud efter bestemte tidspunkter; og hvor shiamuslimer og sunnimuslimer før boede side om side i Bagdad, er det i dag næsten etnisk opdelt alle steder (feylikurdere er shiamuslimer og har pga. dette været udsat for forfølgelse fra sunnimuslimer, red.).”
Lejligheden rømmet
Ammars fremtidsudsigter i Irak er altså ikke gode – men det er hans nuværende situation i Danmark heller ikke: “Sandholmlejren var, i forhold til Ellebæk, et paradis. Der havde man adgang til internet, kunne gå udenfor osv. – her kan du ikke engang kontakte andre fanger. Man kommer herhen for at blive presset til at rejse tilbage; de forsøger også at tvinge én, når man kommer, til at skrive under på et stykke papir og erklære, at man vil rejse frivilligt tilbage. Juridisk set er det ulovligt, og jeg gjorde det ikke, men nogle af mine venner gjorde det. Efter vi kom herind fandt vi ud af, at de har ryddet vores lejlighed, og lagret alle vores møbler, tv osv. et eller andet sted. Det er sindssygt. Det er også for at presse folk – få dem til at tænke: Okay, mit hus er også rykket op, så kan jeg ligeså godt skrive under og rejse.”
Ammar bor i øjeblikket på et værelse med sin bror, men selvom hans forældre også er indsatte i Ellebæk, ser han dem kun en gang om ugen, hvor der er såkaldt ‘internt besøg’. “Og så skal man spørge hundrede gange om det. Betjentene herude er ikke helt normale, det er lidt ondt, faktisk. Det er typer, som gerne vil have magt, vise at de kan smide én i isolation eller lukke døren, når det passer dem. Jeg vil opfordre alle psykologistuderende til at komme herover og skrive speciale om disse menneskers psykiske tilstand.”
‘God weekend’
En lille uge inden jeg møder Ammar, oplever han netop den form for magtfuldkommenhed, han omtaler: 13 af de indsatte irakere blev isolationsfængslet, og flere af dem blev hentet ud af Ellebæk af kampklædt politi. Mens Kriminalforsorgen i første omgang hævdede, at der var tale om et internt opgør mellem arabere og kurdere, er Ammars forklaring – i lighed med flere andre indsattes – en noget anden:
“Hver nat går betjentene en ‘godnatrunde’, tæller os og låser af. Denne aften siger betjenten ‘god weekend’, og så flækker vi bare af grin – hvordan kan man have en god weekend, når man sidder i fængsel?”
Ammar og en gruppe andre indsatte beslutter sig for at tage betjenten på ordet og begynder at danse, synge og feste, som man normalt ville gøre i weekenden. Det fører til, at de vagtansvarlige afbryder strømmen, mens gruppen fester videre en halv time endnu. Næste dag i aftensmadskøen begynder en kurdisk fyr at småsynge, hvilket i sidste ende leder en betjent til at irettesætte ham med linjen “Fuck your Kurdish face” og isolationsfængsle ham. Efter at Ammar udbeder sig betjentens navn og nummer ryger også han i isolation. Sagen har foreløbigt medført en anmeldelse af myndighederne og Birthe Rønn Hornbech, idet en af de isolationsfængslede var torturfange under Saddam, hvorfor isolationsfængslingen er særligt traumatisk og ifølge Inge Genefke, stifter af Rehabiliterings-og Forskningscentret for Torturofre, er et brud på FN’s torturkonvention.
Politisk menneskehandel
Når man sidder og taler med Ammar i det lille, uofficielle besøgslokale med dets tomme hvide vægge (det rigtige lokale er reserveret til ‘rigtige’ dagbladsjournalister på besøg i fængslet), bliver man slået af, hvor behersket han tager en situation, der nok ville have knækket mange. Som det var tilfældet med weekenddansen, synes humoren for Ammar at være en art værn mod den udsigtsløse situation. “Måske er jeg bare naiv, men af en eller anden grund tror jeg stadig på, at jeg vil kunne blive her og kunne begynde på min uddannelse. Min advokat siger, at det er et godt tegn, at Flygtningenævnet tager sig tid, at det betyder, at de læser min sag grundigt – men jeg frygter, at de bare sylter den, og at jeg bliver sendt tilbage med et fly, inden den er afgjort.” For første og eneste gang under vores samtale, der varer en lille time, skælver Ammars stemme: “Jeg bliver meget i tvivl med det samme.”
Han er dog overbevist om, at mange af hans venner fra kirken vil ende med at blive sendt tilbage til Irak; politikerne har brugt lang tid på at få en aftale i stand med regeringen og ønsker ikke at tabe ansigt. Det er en aftale, som Ammar ser som et udtryk for menneskehandel – flere kritikere af aftalen har som bekendt hævdet, at den kun kom i stand som følge af trusler om, at den danske regering ellers ville lukke for den økonomiske støtte til Iraks regering. “Irak er et af verdens mest korrupte lande. Hvordan vil man sikre sig, at de danske bistandskroner ikke ryger ned i regeringsmedlemmers lommer? Danmark giver Irak penge, og så tager Irak imod tohundrede irakere, selvom der er 2 mio. flygtninge internt i landet. ‘It’s all about the money'”, nynner han.
Da interviewet er slut, eskorterer en betjent Ammar ud af en dør, der leder til venstre, mens jeg går gennem en dør til højre mod receptionen. Lidt akavet tager jeg afsked med et lakonisk: “Ha’ det godt!”. Han kigger over skulderen og griner: “Ja, ha’ det godt – det er lidt ligesom ‘god weekend’, ikke?”.
