TEKST Linnea Fonfara
INTERVIEW MED THE BLUE VAN
The Blue Van har ingen blå varevogn, men til gengæld læser de masser af bøger og har et godt sammenhold. Og så taler de stadig med en snert af jysk accent.
Delfinen nåede lige at fange Per Mølgaard Jørgensen og Steffen Westmark, halvdelen af det danske band The Blue Van, til en snak om arbejde, studier, bøger og byer, inden de forvandlede Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdags store telt til et kæmpe, retrorockende fugtpalads.
Delfinen: Er det første gang, I spiller her på universitetet?
Per: Nej, vi spillede engang til en polito-logisk foreningsfest. Men det er første gang, vi spiller for hele universitetet.
Steffen: Vi spillede også til Oppenheimers Eftermiddag (musikshowcase på Voxhall, red.) engang for 30 år siden.
Nu hvor vi er på et universitet – har I så selv nogen uddannelse?
Per: Steffen har gået lidt på universitetet.
Steffen: Jeg har faktisk gået her (på AU, red.). Studeret indisk filologi. Men det holdt sgu ikke så lang tid. Det var ikke det fedeste studiemiljø. Vi var mig og så to andre mænd med indisk baggrund. Der var ingen hyggelig fredagsbar eller sådan noget. Jeg var egentlig søgt ind på Æstetik og kultur, men det kom jeg ikke ind på. Jeg kunne så vælge indisk eller fransk. Jeg skulle så have valgt fransk set i bagklogskabens lys. Men jeg syntes, det lød spændende med indisk. Det blev dog lidt nedprioriteret, og så stoppede jeg.
Hvor lang tid nåede du at læse?
Steffen: Jeg tror, jeg nåede at læse i et halvt år. Og så tror jeg, jeg nassede lidt SU et par måneder.
Hvad har I så ellers arbejdet med, inden i slog igennem?
Steffen: Arbejdet med alt det lort, de andre ikke gider arbejde med.
Per: Steffen var bartender.
Steffen: Vi har alle sammen arbejdet ved vikarbureau.
Per: Vi har alle gjort rigtig meget rent de sidste år. Vi havde jo et par år, hvor vi arbejdede. Så var der tre år, hvor vi levede af det. Så var der lige tre tørre år igen, hvor vi arbejdede med alt muligt – hjemmepleje, rengøring, bartending. Lige nu lever vi så af musikken igen.
I bor alle sammen i København, og I har boet i New York. Det var jeres pladeselskab, der syntes, I skulle tage derover. Hvor lang tid boede I der?
Per: Det var jo on and off. Første gang boede vi der i fire måneder. Så kom vi hjem. Og så tog vi tilbage igen. Og så var der to-tre år, hvor vi fløj frem og tilbage.
Steffen: Vi har nok sammenlagt boet der i et år. Fire måneder første gang, fire måneder den næste gang og så tre måneder.
Det var ikke sådan, I havde lyst til at blive boende derovre?
Per: Det var faktisk planen, vi skulle bo derovre. Men så gik vores pladeselskab konkurs. Og så begyndte vi at spille mere herhjemme. Folk begyndte også at få kærester herhjemme, og så var det lige pludselig ikke så attraktivt at flytte derover mere. Bassisten (Allan Fjeldgaard Villadsen, red.) er jo gift med en newyorker, så jeg tror gerne, han vil flytte derover igen.
Hvad synes I om Aarhus? Nu har I været lidt i New York, lidt i Hamborg. Har I noget forhold til Aarhus?
Steffen: Jeg startede med at bo lidt i København. Så flyttede jeg til Aarhus. Jeg var måske lidt overvældet af København, selvom det lyder fuldstændig forrykt den dag i dag. Jeg kunne nok godt tænke mig noget, der var lidt mindre. Jeg synes, Aarhus er en fin by, men samtidig bliver den bare super lille lige pludselig. Det gør den bare meget hurtigt. Det kan jo være fint nok, hvis man er her sammen med sine gymnasiekammerater, som er under uddannelse.
Per: Aarhus er da en fin by. Det kommer også an på, hvad dine interesser er. Kulturmæssigt sker der mange flere ting i København.
Steffen: Det var et meget pænt ikke-diss af Aarhus. Per: Hvis man kommer fra udkantsdanmark, som det er så populært at snakke om i disse tider, så tror jeg, det er fint nok at starte med Aarhus. Det er en storby, som stadig har – og det mener jeg på en pæn måde – lidt provins over sig. Så det er her, man starter, hvis man ikke har boet i en storby før. Og så passer det jo nok ret godt med, at når man så er færdig med sin uddannelse, så er det det kapitel. Så rykker man videre. Til København eller resten af verden.
Nu nævnte du lige udkantsdanmark. Hvordan har I det med udkantsdanmark og Brønderslev? Har I tænkt jer at vende tilbage til Nordjylland?
Steffen: Nej.
Per: Det ved man aldrig. Vi kommer jo ikke fra Brønderslev by.
Steffen: Vi kommer fra udkantsbrønderslev.
Per: Man ved jo aldrig, hvad der sker. Jeg har stadig en drøm om at købe et nedlagt landbrug. Jeg tror, der sker det, når man har boet i en storby i 12 år, så længes man efter landet. Når man så er på landet, så begynder man at længes efter byen. Jeg ved ikke, hvad det perfekte match er. Et nedlagt landbrug i København. På Nørrebro.
Steffen: Det kan da godt være, det bliver tiltalende. Jeg tror aldrig nogensinde, det bliver Jylland igen. Jeg kunne godt se det hyggelige i, at når man blev en del ældre, så måske Sydfyn.
Per: Det kommer jo også an på, hvordan det går med ens karriere. Hvis man stifter familie, og det virkelig kører, så kan man jo sagtens være Johnny Madsen og bo i Thyborøn. Men man kan ikke, hvis man er et yngre band, der stadig kæmper for at vinde territorium. Så kan man ikke bo i Jylland. Det kan man godt, men det gør det mere kompliceret.
Jeg har læst i et interview, at I godt kan lide at læse bøger. Hvad kan I lide at læse?
Steffen: Per læser alt. Han er den mest belæste. Alt lige fra Ibsen til…
Per: Det passer jo ikke. Jeg læser faktisk ikke digte. Men jeg læser alt andet end det. Digte er jo også noget mærkeligt noget. Der er jo ikke nogen, der gider at læse digte.
Steffen: Jeg kan godt lide at læse digte. Jeg tror også, det var for at retfærdiggøre over for sig selv, at man ikke rigtig uddannede sig til noget. Så blev man selvuddannende. Prøvede på at udforske en masse litteratur. En masse digte for at træne sig i at skrive musik og sammensætte tekster. Det er jo bare træning.
De fleste af mine yndlingsdigtere er også amerikansk- eller engelsktalende. Robert Frost er en af mine yndlings. Og T.S. Eliot. Og en lille smule Dylan Thomas.
Det er vist de to andre i bandet, der tager den hårde tjans med at læse de slibrige musikbiografier. Eller det passer faktisk ikke. Jeg blev færdig med en i går. Men den vil jeg ikke betegne som værende slibrig. Det var Just Kids, Patti Smith-bogen, som er helt fantastisk. Som ikke engang er en musikbiografi. Det er det også, men den kunne også godt bare være en historie om en pige, der kommer til New York i 70‘erne. Den er virkelig godt skrevet. Og så det, at den er sand – det er jo bare ti gange federe. Sjovt nok er jeg aldrig blevet fanget af hendes musik.
Per: Sådan har jeg det nemlig også.
Steffen: Jeg prøver virkelig. Det lyder så pisse interessant, når hun skriver om det. Men det er ikke så let tilgængeligt. Og så er det alligevel noget af det, men det bliver lidt for tacky. Men nu har jeg puttet to af hendes albums på min iPhone.
Man kunne ellers godt forestille sig, at I læser om musikere, I selv godt kan lide. Men det gør I også?
Steffen: Det gør vi.
Per: Der er jo fx den der biografi om Mötley Crüe, The Dirt. Jeg kan ikke lide Mötley Crüe. Jeg har virkelig forsøgt, men jeg kan ikke. Det er en fantastisk bog.
Steffen: Det er jo alle rockklichéerne taget til ekstremer.
Hvis I nu ikke lavede musik, hvad ville I to så have lavet? Der er måske ingen plan B?
Per: Nej, det er der ikke.
Steffen: Ikke sådan p.t. Det tænker man jo altid over, men hvis jeg skulle vælge noget andet, så ville det stadig ligge inden for den samme risikogruppe, hvor der ikke er de store penge at hente. Jeg kunne godt tænke mig at være maler. Eller skrive et eller andet.
Er det så de frie rammer, der tiltaler dig? Det, at der ikke er nogen, der stiller krav til din tid?
Steffen: Ja, det har jeg altid haft det svært med. Meningsløst arbejde. Man føler jo, man kan bruge sin tid så meget bedre.
Per: Der har jeg det lige omvendt.
Er det, fordi du så bare kan slå hjernen fra og bare gøre noget?
Per: Ja, det er det. Hvis nu vi stoppede (med musikken, red.), så ville jeg ikke begynde at læse eller studere noget, medmindre jeg fandt noget, jeg virkelig havde lyst til. Jeg nægter at begynde at læse noget, bare fordi man skal have en uddannelse. Så ville jeg hellere finde et godt arbejde på et lager, måske i en musikforretning eller rengøring. Et sted, hvor jeg bare kan passe mit arbejde, og så når klokken er 15, så har jeg fri. Og så er det dét. Det har jeg ikke noget imod. Så længe jeg ikke skal snakke med
andre. Det er nu ikke, fordi jeg ikke kan lide at snakke med andre.
Er det måske en kontrast til, at I er ret vilde, når I spiller live? At du så samler din energi der?
Per: Ja, det er det måske nok. Det kan man faktisk godt sige. De der perioder, hvor vi har arbejdet, der har vi også spillet torsdag, fredag, lørdag. Så man har jo udlevet en masse der. Så jeg tror, grunden til, at jeg godt kan lide det – fx det rengøringsarbejde, jeg havde et par år – er, at det bare er så firkantet.
Hvad er jeres næste mål for bandet?
Steffen: En del af det næste mål er at blive ved med at stige i graderne. Vi er jo ved at være med, men det er sgu svært at sætte grader på, hvor stor man er i Danmark.
Per: Vi er ved at være et forholdsvis kendt navn, men vi kan sagtens blive større.
Steffen: Vi vil jo pisse gerne op i sådan en Tim Christensen/Kashmir-kategori. Der, hvor man næsten altid er på Grøn Koncert og har alle de andre festivaler. Samtidig vil vi også gerne blive store andre steder. Det arbejder vi hele tiden på. Ikke nødvendigvis Amerika til at starte med.
Per: Tyskland.
Steffen: Ja. Prøve at overvinde Europa. Egentlig også bare for hele det økonomiske aspekt. Selvfølgelig kan man jo overleve godt på, hvad man tjener herhjemme. Eller ikke godt. Man kan overleve på det. Det vil være fedt at have nogle andre græsgange, hvor man har et marked, hvor man faktisk kan tjene penge. Det tager sgu også meget arbej-de. Danmark er et ret lille land. Tyskland er et fucking stort land. Hvert land har sit specifikke musikmarked. England er fucking svært at komme ind på.
Per: Hvis ikke man går hen og får et kæmpestort hit, så kræver det jo den gammeldags metode med at arbejde sig frem. Det kunne vi jo se, dengang vi holdt op med at turnere i USA og kom hjem til Danmark. Det var først, da vi begyndte at spille i Danmark, det be-gyndte at gå fremad her. Det kræver også en tilstedeværelse, og det koster penge i opstartsfasen. Men så er det godt, det ikke er så langt væk, Tyskland.
Er der noget publikum, I specielt godt kan lide?
Per: Spanien. De er rimelig sjove at spille for.
Steffen: Ja, fordi de er for sindssyge.
Per: De er vilde i varmen. De er varmblodige.
Steffen: Jeg synes generelt også, at tyskere egentlig er fine at spille for. Hvis man har et godt setup, fx hvis man spiller i et land, hvor man ikke er sådan ret kendte, at man så har en god opvarmningsturné, hvor man spiller for tusind mennesker eller sådan noget, som er der for hovednavnet. I og med at vi altid prøver at give et skidegodt show, så bliver folk i 90 procent af tilfældene revet med. Og så bliver det et skidegodt publikum. Du får et publikum, som bliver overrasket over, at supportbandet ikke bare er et eller andet, der spiller i tre kvarter, som man bare skal sidde og vente igennem.
I er virkelig til stede, når I spiller. Det må tage enormt mange kræfter. Får I dem igen, når I spiller? Selvfølgelig er man fysisk udmattet, men er det bare så fedt, at man gør det igen?
Steffen: Det er i hvert fald ikke en act.
Per: Det er egentlig bare rockin’ out to the music. Det er altid kommet meget let.
Steffen: Jeg tror, det startede for nogle år siden med, at vi tænkte på, vi kunne gøre det vildere, og nu kan vi så bare ikke stå stille.
Per: Jeg tror faktisk, det startede med, at Allan fik en kommentar til en ung-domskonkurrence, vi var med i for mange, mange år siden, hvor vi bare stod stille. Den tog han til sig, Allan. Så begyndte vi bare at give los. Jeg sidder jo sådan set bare ned (bag tommerne, red.) – det er ikke mig, der løber rundt. Det ville også være mærkeligt, hvis vi bare stod stille. Steffen: Det er jo en blanding af, at man spiller større og større steder, og folk går endnu mere amok og kan vores sange, hver gang vi spiller. Det giver jo et kæmpe kick. Man fodrer publikum med noget energi og noget musik. Så får man energi tilbage. Ikke nødvendigvis beundring, men den der fest, vi prøver på at skabe hver gang.
Jeg husker, da I spillede på Bispetorv til Festugen sidste år. Der væltede I klaveret rundt.
Steffen: Lige præcis den koncert var også en af mange, som bare var mega-fede. Når du stod der på scenen og kiggede ud over publikum. Der var fandeme mange. Selvfølgelig var det et gratis arrangement osv. Det var festuge, og folk er i godt gemyt. Der har nok været 5.000 eller sådan noget.
Per: Og det er mange.
Steffen: Lige præcis. Så bliver man overvældet. Og så bliver man glad. Så bliver man sådan: ’Jeg skal jeg gøre det endnu bedre’. Det er helt sikkert en visuel Red Bull. Jo højere indsatsen bliver, jo mere spændende bliver det.
Per: Så var der fx også i lørdags, hvor vi spillede i Horsens for 150 i et lille lokale, hvor folk gik helt amok. Der var så varmt. Det er jo mere det der galskab.
Steffen: Der lugter af galskab.
Til sidst er der så noget, I vil berige Delfinens læsere med?
Per: Få en uddannelse.
Steffen: Ja. Lad være med at spille musik.
***
The Blue Van optrådte til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag den 9. september 2011 i Uniparken.
***
The Blue Van er en dansk rockgruppe fra Brønderslev. De spiller old school rock’n’roll inspireret af 60’erne, især navne som The Small Faces, Cream og The Who.
Bandmedlemmerne er Steffen Westmark (vokal og guitar), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor), Allan Fjeldgaard Villadsen (basguitar) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer og kor).
Kilde: Wikipedia
