I Sønderjylland er tradition og historie vigtige, og i sommermånederne kulminerer de to i ringriderfester. Delfinen har pakket rygsækken for at se nærmere på Danmark syd forKongeåen, der for mindre end 100 år siden slet ikke var dansk.
Tekst og foto: Magnus Scherman
”En overstikker holder lansen over skulderen, og en understikker holder den langs hoften, mens han galopperer af sted mod galgen,” forklarer Peter Hansen foran ringriderpladsens 22 galger iført en klassisk sort jakke, hvide ridebukser, sorte ridestøvler, en lille hvid kasket med sløjfe samt skinnende ordner i sølv. Den sjældne blanding af fest- og ridetøj skyldes, at Peter Hansen er formand for områdets største folkefest, Ringriderfesten i Sønderborg. Med over 40.000 gæster fordobler Ringriderfesten hvert år Sønderborgs indbyggertal den anden weekend i juli, og 2011 er ingen undtagelse. Mens ringriderne, som primært er sønderjyder, på hesteryg forsøger at penetrere en 22 millimeter bred ring med en lanse, nyder tusindvis af gæster det gode vejr, ringriderpølser og fadøl. Sporten, der er en mindre blodig videreudvikling af middelalderens lansekampe på hest, er ganske monoton, så Peter Hansen fortæller videre om de to typer greb:
”Det er meget regionalt bestemt, om man er over- eller understikker. Nordpå er der en tradition for at være overstikker, og hernede er flertallet understikkere. Mange af familiedynastierne skifter aldrig stil, fordi ringridning går i arv fra forældre til barn. Der er meget diskussion om, hvilken stil der giver det bedste resultat, men der er ingen tendens til, at én stil er mere succesfuld end den anden. Det afhænger af rutine, dagsform og om, hvor nervøs man er,” siger han og rammer samtidig ned i to vigtige sønderjyske værdier: historie og tradition.
Den dansk-tyske konflikt
Ringridning er blevet en manifestation af den patriotisme, der lever i bedste velgående i det syddanske, og som i høj grad udspringer af egnens historie. Således var Sønderjylland fra 1864 til 1920 tysk territorium, men selvom man skulle nord for Christiansfeld for at se Dannebrog vejre, var den danske kultur stadig i live i Nordtyskland trods stram tysk kontrol.
”I tyskertiden blev traditionerne særligt vigtige,” beretter den lokale byrundviser Peter Duus Andersen og fortsætter: ”Møder blev forbudt, og de (tyskerne, red.) blev strengere og strengere med reglerne. Til sidst skulle der være to tyske observatører til stede under alle møder, så man ikke kom til at sige et eneste for-kert ord. Man var meget opmærksom på, at der ikke blev talt imod Tyskland. Den tid har været med til at holde fast i ekstra mange traditioner, som man ikke kender nord for Kongeåen.”
Internationalt bliver kampen om Sønderjylland opfattet som en afsluttet konflikt med en fredelig udgang, hvilket i 1990’erne fik det krigshærgede Jugoslavien til at søge inspiration i Sønderjylland:
”De ville vide, hvordan man lever fredeligt ved siden af hinanden i et konfliktpræget område. Men deres pro-blem var noget helt andet. Deres var en religionskrig, og vores er en politisk krig,” siger Peter Duus Andersen, der bevidst omtaler den dansk-tyske konflikt i nutid.
Når man besøger det rolige Sønderjylland, kunne man således lokkes til at tro, at konflikten med tyskerne er ovre, men sådan forholder det sig ikke. Der udspiller sig fortsat en historiebaseret og næsten lydløs, politisk kamp, som ikke er synlig for den udefrakommende, men som ved lejlighed blusser op. ”Til dansk-tyske sportsturneringer ser man stadig i dag, at det danske publikum råber ’Heil Hitler’, hvis tyskerne har spillet usportsligt. Det er erindringen fra 2. Verdenskrig, der ligger meget tæt på danskerne, og derfor nedgør de tyskerne på den måde,” fortæller Peter Duus Andersen.
Stolt dansk uden at være DF’er
Dannebrog indhyller især i Ringriderdagene Sønderborgs gader i en sådan grad, at flagfabrikanterne må slikke sig om munden. Det danske flag har en meget stor betydning på disse kanter, ligesom nationalmelodien også er populær. Faktisk er Der er et yndigt land fast inventar som aftenens sidste sang på nogle lokale spillesteder. Alle disse nationalsymboler og det store engagement i at forsvare den danske identitet kan nemt misforstås af ”folk nord for Kongeåen”, som udefrakommende kaldes.
”Jeg har jo en del Dannebrogsflag til at hænge på jakken. Og det er lige før, jeg ikke tør gå med dem, fordi jeg så vil blive beskyldt for at være Dansk Folkeparti-tilhænger og på den måde blive kædet sammen med racisme,” siger Peter Duus Andersen, der med sine 77 års livserfa-ring repræsenterer den ældre sønderjyske generation.
Han mener, at de moderne tider har udvisket meget af det traditionelt sønderjyske, men spørger man de yngre sønderjyder, peger de ligeledes på national-følelsen som noget særligt sønderjysk:
”Først og fremmest er dialekten noget specielt, fordi den kun findes i Sønderjylland. Og så er nationalfølelsen nok også stærkere, fordi man ligger så tæt op af grænsen, så man er mere opmærksom på, at man er dansk frem for tysk. Nationalfølelsen er helt sikkert tydeligere hos de ældre generationer, men man kan stadigvæk mærke den – ingen tvivl om det. Der er fx stadig tyske skoler, gymnasier og biblioteker,” siger 22-årige Sidsel Haaning Rømer fra Aabenraa, der i dag studerer Statskundskab på Aarhus Universitet.
Historien lever altså stadig syd for Kongeåen, og tilbage på den solbeskin-nede Ringriderplads skriver Harry Clausen sig ind i historiebøgerne ved at blive den 123. Ringriderkonge af Sønderborg. Og fordi Harry Clausen er fra Holmskov på Als, brugte han traditionen tro understikkergrebet til at anskaffe sig kongetitlen. Naturligvis.
Ringriderfesten i Sønderborg fandt sted den 8. til 11. juli 2011.
