Tekst: Thomas Vinther
Foto: Steffen Jørgensen
Mange aldre optager allerede de første mange rækker, da jeg træder ind i den rå hal, der udgør Atlas. Jeg finder mig hurtigt en plads så langt fremme som muligt på de ubekvemme klapstole opstillet til lejligheden. På scenen står allerede en orange højstol badet i et rødligt skær, omringet af klaver, kontrabas og trommer.
Da det improviserende jazz band Reverse (Terkel Nørgaard på trommer, Jesper Thorn på kontrabas og Søren Gemmer på klaver) træder ind på scenen få minutter over ni, sker det uden en større reaktion fra publikum end et par halvhjertede klap fra nogle enkelte personer rundt om i salen. Reverse bliver skarpt forfulgt af aftenens hovedperson, Jørgen Leth, som ikke må nøjes med halvhjertede klap, men nærmere modtages som var han på hjemmebane. Leth virker da også glad og taknemmelig for modtagelsen og fortæller også stolt at det næsten er blevet en tradition for dem at spille sammen på Atlas og at han da rent faktisk også er på hjemmebane. Leth er bl.a. opvokset her, har fået et cykelløb opkaldt efter sig og har været bordtennismester her i Århus, hvilket han er meget stolt af.
Men det er jo Leths digte og stemme og Reverses musik, der er hovedpunktet denne aften og efter en kort introduktion til Leths ”bibel”, alle hans samlede digte, hvor Leth selv glemmer, hvad hans nyeste samling af digte hedder og blot smågrinende konstaterer at ”vi ser, hvad der sker”, hvilket er et af hans yndlingsudtryk og meget beskrivende for aftenen.
Leth begynder fra sin første digtsamling ”Gult Lys” meget overbevisende og dominerende, imens Reverse står lidt i baggrunden, men det er ikke længe. Det er tydeligt, at Reverse er et sammenspillet band, der kender hinanden og også kender Leth, og de gør hurtigt de manglende klapsalver fra salen til skamme. Der bliver spillet frem og tilbage, mens der bliver givet plads til Leth og taget plads igen. Det er overordentlig vellykket jazz improvisation, der til tider næsten ændrer Leths digte, der bliver oplæst på den ubeskrivelige Leth-måde, mens Leth også kræver plads og giver plads til musikken med sin stemme. Vi kommer vidt omkring i Leths forskellige digte, fra sport til kærlighed, over i det erotiske og runder også digte om Leths kærlighed til æg.
Aftenen går glat og flydende, kun afbrudt af Leths korte fortællinger og små introduktioner, når vi bevæger os igennem hans digtsamling, men Leth skal lige høre om alle i salen har set eller kender til De Fem Benspænd. Et rungende ja fra den mørke sal er svar nok! Aftenen igennem ledsages musikken med væltende ølflasker, så selv Leth til sidst må konstatere, at der er mange øl i salen.
Det er dog ikke kun lyden fra væltende ølflasker, der strømmer op mod scenen fra publikum, der bliver grint, klappet og hujet og publikum bliver efterladt næsten i en trance af Leths sprøde stemme og musikkens vandren. Reverse gør da også deres for at overraske, hvor hænder til tider bliver brugt direkte på trommer og direkte på klaverets strenge. Men lige så abrupt som aftenen begyndte, lige så abrupt ender den næsten uden advarsel, da et blik mellem Leth og trommeslageren, Terkel Nørgaard, afslutter aftenen til stor ærgrelse for publikum, der gerne ville have mere endnu, men som kvitterer med stående klapsalver. Lyset bliver tændt og vi er nu alle tilbage i den rå hal, med de ubekvemme klapstole, langt væk fra Reverse og Jørgen Leth. En fantastisk aften som forhåbentlig vil blive en tradition.
