Debat om uddannelse.
Så er det tid igen… til den årlige studenterbashing. Den kommer med jævne mellemrum. Det starter typisk med, at Regeringen vil finansiere et eller andet. For eksempel en skattelettelse, og så skal de finde pengene et sted. Det vil de så gøre på SU’en, og inden de kan gøre det, må de lige fortælle nogle historier om, hvor langsomme, dovne og dyre de danske studerende er.
Det fik I en forsmag på, da Uddannelsesminister Søren Pind i starten af maj besøgte jer i Stakladen og fortalte, at studerende i andre lande gennemfører deres uddannelser hurtigere end jer. At studerende i andre lande selv betaler deres uddannelser modsat jer. Og at vi i Danmark bruger mange penge på SU og forsørgelse.
Det, han prøver at sige, og det, der står i Trekløverregeringens 2025-plan, er, at I er for længe om at komme igennem jeres studier, at I er for gamle, når I er færdige, og at det skyldes det ”generøse” SU-system. Regeringen vil gerne have jer hurtigere i gang med en uddannelse og have jer til at bruge færre år på gennemførelsen, så I kan komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet og skabe vækst og beskæftigelse. Og alt det kommer til at ske, hvis man skærer i jeres SU. Sådan lyder argumentet i hvert fald.
Du kan selv deltage i debatten om uddannelse. Send os dit indlæg
Men det er politikersnak langt væk fra virkeligheden, og det vil have alvorlige konsekvenser. Jeg er bekymret for, at en forringelse af studerendes levevilkår – uanset hvilken uddannelse man går på – vil betyde et højere frafald, fordi det bliver sværere at få økonomien til at hænge sammen samtidig med at være fuldtidsstuderende. Jeg er bekymret for, at det vil skabe endnu større ulighed i uddannelsesmulighederne for unge, fordi en ringere SU især kan ramme mønsterbrydere, fordi de ikke kan få økonomisk hjælp hjemmefra eller ikke ønsker at låne penge i ligeså høj grad som studerende fra mere velhavende hjem. Og så er jeg bekymret for, at SU-nedskæringerne vil stresse studerende endnu mere, end de allerede er i dag, fordi det bliver uoverskueligt, hvordan der skal være penge til både husleje, mad, bøger, telefonregningen og så videre.
Hvis vi virkelig vil have færre studerende til at droppe ud af uddannelserne, og hvis vi virkelig vil have flere studerende igennem uddannelserne på en ordentlig måde, så bør vi investere i uddannelserne. Så bør vi have en vision i stedet for altid at vælge besparelser på SU’en som den eneste udvej.
Hvad med at øge vejledningen på uddannelserne? Hvad med at give flere timer til studerende, så de har mere tid sammen med underviserne? Hvad med at arbejde med studerendes psykiske trivsel? Hvad med at droppe ideen om, at de hurtigste studerende er de bedste studerende? Og hvad med at lade SU’en være, så studerende i fremtiden kan få lov at fordybe sig i deres uddannelser, blive kreative og kritiske, og modtage opbakning og skulderklap i stedet for beskyldninger om at spekulere og luske rundt i uddannelsessystemet? Det ville da være en politisk vision!
Så kære studerende. Forbered jer på, at vi kommer til at diskutere SU inden længe. Forbered jer på, at jeg vil argumentere for, at uddannelse ikke er et nulsumsspil, hvor der skal tages fra SU’en, for at vi kan prioritere penge til flere undervisningstimer, mere feedback og mere forberedelsestid. Forbered jer på, at jeg kommer til at kæmpe en kamp for, at SU’en bevares. Og det skal den. For vores allesammens skyld.