De er magteliten, der trækker i trådene bag den glittede facade. De optræder sjældent offentligt, med mindre der er brug for modelfotos af behårede mandeben eller voksne mennesker i ble. Og nu forlader de os. I sæsonens sidste nummer giver Delfinen nu ordet til redaktionens egne lejrkommandanter. De afgående redaktører.
Af Svend Lokjær
Foto af Julie Vestergaard Nissen
Ret skal være ret. Planen var egentlig, at denne skribent skulle have været en tur omkring en swingerklub. Arbejdstitlen var ”bunkepul i forstæderne”. Af den ene og den anden grund gik den plan i vasken. I stedet taler Delfinens chefredaktører, Villads Andersen og Christoffer Hillgaard Pedersen, ud i deres sidste nummer af Delfinen. De er modvilligt gået med at afgive deres redaktionsret, der er overladt til Delfinens layouter, Julie Vestergaard Nissen. Hun skal sikre, at de to chefredaktører ikke ser deres snit til at opnå en omgang personlig eksponering.
Dermed er scenen sat til en snak om ambitioner, personlige mål, højdepunkter og bristede drømme gennem det seneste år på universitetets uafhængige studentermagasin. Med en serie af artikler, der spænder over alt fra studenterpolitik over store bryster til semi-alkoholisme, fra fixie-cykling over flere virkelighedsfjerne politikere til bondefangere og så i øvrigt tilbage til flere bryster, virker det første spørgsmål til redaktørerne oplagt.
Hvad var jeres ambitioner for Delfinen, da I startede som redaktører?
”Halvdelen af os havde store planer om, at nu skulle vi virkelig bruge Delfinen til at vælte systemet. Men efter Christoffer havde sagt: ’Villads, vi kigger på det’, blev der ligesom aldrig talt mere om det”, siger Villads Andersen.
”Nej, men Delfinen skulle jo tage udgangspunkt i, hvad vores skribenter gad skrive om. For vi gad fandme ikke skrive noget selv. Jeg gjorde i hvert fald ikke”, fortæller Christoffer Hillgaard Pedersen dybt alvorligt, mens han understreger, at dovenskab generelt har været en drivende faktor for hans engagement på Delfinen.
”Det var blandt andet derfor, vi indførte en fotogruppe. Så kunne vi altid fylde bladet ud med billeder, når artiklerne ikke var lange eller gode nok. Det er bare at sende fotograferne ud og skyde nogle shots af noget med bryster og rock’n’roll”, supplerer Villads.
Delfinen er ikke en akademisk skraldespand
Godt hjulpet på vej af en runde Ceres Top er niveauet i interviewet allerede lavt. Villads uddyber deres ideer om Delfinens indhold.
”Ganske vist er Delfinen et universitetsmagasin, men hvis man sidder og læser om Bourdieu 37 timer om ugen, gider man sgu ikke bruge sin frokostpause på en halvklunset artikel om Habermas’ offentlighedsteori. Det har aldrig været Delfinens rolle”, siger han.
I hvad der viser sig at blive en konstant tendens i interviewet, bryder Christoffer ind:
”Delfinen skulle ikke være en skraldespand for folks opgaver. Der var tidligere en tendens til, at en eller anden skrev ind, at ’jeg har skrevet den her opgave om tværmedialitet i…’ ”
”…’østeuropæisk kulturarv, og den har jeg fået en god karakter for. Var det ikke noget, I kunne tænke jer at trykke?’ ”, supplerer Villads. Begge redaktører vender opgivende øjnene mod himlen.
De nærer begge en unaturlig forkærlighed for Euroman, og har således som mål at favne bredt, både hvad angår artikelemner og læserskare.
De er så højrøvede på kasernen
”Vi føler, at vi er nået ud til en gruppe læsere, som ikke har gidet Delfinen tidligere”, siger Christoffer.
”Selvfølgelig findes der også folk, som har elsket det akademiske og det tunge sprog, som Delfinen tidligere har haft,” forklarer Villads.
”…det er sgu da kun fordi, de tidligere har fået trykt deres eget lort i bladet,” supplerer Christoffer.
De to redaktører fortæller, at det nye, mindre akademiske Delfinen faktisk læses mest på de naturvidenskabelige uddannelser. Overraskende, i betragtning af at Delfinen primært skrives af humanister. Undertegnede havde nok egentlig forestillet sig, at det var på de æstetiske gange, at Delfinen blev revet af hylderne.
”Det er så meget en myte, at Delfinen bliver læst af mange på kasernen”, byder Villads ind, inden Christoffer afbryder:
”De er så højrøvede på kasernen. Jeg ved ikke, om det er fordi, de bare ikke læser, men i stedet låner en William Blake-bog, som de lægger på natbordet, inden de går ind og ser Paradise Hotel.”
Jeg leder talen ind på højdepunkterne i de to redaktørers år på Delfinen. Trods intentionerne om at gøre Delfinen til et mere rock’n’rollet magasin, viser det sig, at de mere seriøse emner, der brænder igennem. Januar måneds historie om MyCard, der bondefanger studerende, nævner de begge som en stor succes. Desuden er de stolte over DelfinenTV og den ekstra dimension i dækningen af universitetsvalget.
”Altså, universitetsvalget havde en større valgdeltagelse i år, end det har haft i umindelige tider. Det tillægger vi selvfølgelig vores egen indsats,” griner Christoffer, der selv gav den som en anden Martin Krasnik i DelfinenTV’s valgdebat i efteråret til stor morskab for mange.
”Men generelt har højdepunkterne været de blade, hvor vi har opnået den helt rigtige balance af undersøgende journalistik, rock’n’roll, reportager og så videre. De blade med højt niveau over hele linjen, og hvor vi har formået at favne bredt”, siger Villads diplomatisk og tilpas kedeligt til, at vi springer videre til de personlige højdepunkter.
Blebukser og behåring
Selv om man ikke har set de to redaktørers navn på meget journalistisk materiale i det seneste år, har de begge lavet adskillige cameos i bladet: Den ene redaktør måtte stå model, da der skulle tages foto til artiklen om voksenbabyer. Den anden redaktørs ualmindeligt behårede ben også har haft en fremtrædende rolle i en enkelt artikel.
”Villads er jo sindssygt behåret!, bryder Christoffer ind.
Her finder både Villads og undertegnede det nødvendigt at minde Christoffer om, at han i journalistikkens tjeneste har været iklædt ikke mindre end to voksenbleer. Det får den ansvarshavende redaktør til at tie stille et øjeblik, inden han fortæller videre om sit virkelige personlige højdepunkt.
”Magten! Det har været helt fantastisk at have al den magt. Jeg er jo ikke særlig høj eller særlig flot, så hvad fanden gør jeg nu? Det er sgu en alvorlig ting. Hvad jeg skal snakke med folk om til fester? Jeg har været vant til at have garanti for en tredive minutters monolog, allerede inden folk nåede at sige, hvad de hed. Det her kommer til at slå bunden ud af mit sociale liv!”, siger Christoffer.
