En lettere alkoholiseret delfin tager til Spot-festival for at nyde et lokalt band. Trods tekniske
udfordringer er de en rundhåndet anbefaling værd.
Af Anton Rohrmoser
Den anden maj, måske en halv time før midnat, ankommer jeg halvt drukken og helt
vaklende i den rå hal. Et par velkendte ansigter møder mig. Det er Augusta og Astrid fra mit
studiehold. De har også krydset Rakkerpak af på deres propfyldte spot-plan. Ligesom mig er
de troppet op grundet et bekendtskab med et af bandmedlemmerne. De kender den ene af de
to rappere fra bandet, Charlie, jeg kender trommeslageren, Thorbjørn. Men jeg er fuld og
vores samtale virker som et virvar af ufuldstændige udsagn. Inden jeg dukkede op i den rå
hal, havde jeg nemlig en hel eftermiddags druk i mit blod.
Jeg startede ud på en cocktailbar for at fejre min kærestes 24. fødselsdag. Svigerfamilien var
til stede, og siden det var dem der lagde ud, kom jeg op på tre drinks inden for 2 timer.
Efterfølgende mødte jeg en gammel kending fra filosofistudiet. Vores gensyn var præget af de
to flasker Grimbergen vi købte i Nettoen (Pro tip) lige over for den katolske kirke, tæt på
banegården. Han havde lige spillet (skud ud til Vakuumpagten) og kom med følgende
indsigtsrige bemærkning vedrørende spot festival:” Det føles som om alle her enten selv er
kunstnere, kender nogen der er kunstner eller er ude efter at hyre nogen der er kunstner.” Det
passede sgu nok ret godt. Det forklarede i hvert fald, hvorfor vores veje deltes – han skulle til
en koncert i musikhuset, jeg skulle se Rakkerpaks performance.
Koncerten begynder, og stopper og begynder igen
Lige inden koncerten starter, er jeg altså ret stiv, eller “steif” som min roomie fra Belgien
plejede at sige. Musikken starter med et brag af karisma. Man kan mærke at Rakkerpak er på
hjemmebane og at charmen er skruet højt, højt op. De lægger ud med sange fra deres nye
album, Hooligan. Det lander godt hos publikum, der nikker til beatet. Lydbilledet giver en
fornemmelse af ungdommelig Aarhusiansk joie de vivre, en “vibe” der minder om Le Coq
klokken 22:00, midt i sommersæsonen. De gør det godt – særligt den ene af rapperne, Charlie,
træder frem med et væld af karisma, der er svær at overvurdere. Teknikken er dog ikke med
på lige så højt gear – lige pludselig erstatter stilhed de tætte, rimpakkede vers. Noget er gået
galt. En smule luft flyder langsomt ud af ballonen – folk begynder at hviske og stemningen er
ved at dø hen.
Momentum vender tilbage sammen med teknikken. Rakkerpak spiller deres mest kendte
sang, Frit fald, og vi er tilbage på de højder vi få minutter forinden havde forladt. Publikum
råber, danser og klapper til lokalmatadorernes største hit. Ingen kæp var stor nok til at
forhindre Rakkerpaks præstation. Delfinen kvitterer derfor med 6 ud af 6 delfiner.
