For rundt regnet 480 klip i SU-kortet siden var hjemmelavede batik-trøjer højeste mode, kussetryk var en kunstnerisk udtryksform og undertøj på overkroppen var helt og aldeles uacceptabelt. Nu til dags har batikken mistet sin status som det nye sort, genitalie-kunst er blevet afløst af lort på dåse og guldfisk i blendere, og alderen har overbevist 68’er-generationen om, at bryster også kan hænge for løst. Men er hun kreperet i selskab med det 20.århundrede, hende kvindekampen?
Af Svend Lokjær
Foto af Claudine Zia
”Fuck mand”, tænker jeg. Den store Redax oppe på Delfinodromen har dikteret månedens emne. Kvindekamp. Eller noget i den stil.
”Bare skriv sånnåed lissom sidst. Noget med druk og kællinger og Århus. Det skal nok blive fee.”
Ja tak, klart det skal. Er der nogen, der ikke er kvalificeret til at skrive noget marginalt sagligt om kvindekampen, er det mig. Tankerne farer straks tilbage til den stak prædikater, jeg sugede til mig allerede i gymnasietiden. Mandschauvinist. Ignorant. Og nogle stykker, der var væsentligt grimmere. Allesammen prædikater, der hver for sig diskvalificerer mig til at skrive noget som helst konstruktivt om kvindernes fortsatte kamp for frihed, lighed og søsterskab.
Og hvor jeg da egentlig savner tøseidealisterne fra den sproglige linje på Risskov Amtsgymnasium. Hele den herlige håndfuld piger fra den øvre middelklasse, som med favnen fuld af ideologier og et alter installeret under en Che Guevara-plakat kunne slå mig oven i hovedet med mine undertrykkende tendenser. Gudsketakoglov vil de stadig være venner med mig på Facebook. Hvor de på profilbilleder stolt poserer med det seneste afkom i deres kernefamilie. ”Se lille nuttede Vigfus på 3900 gram og 52 centimeter!!” Sådan, piger.. Godt at se, at idealerne stadig lever i bedste velgående, og at I praktiserer, hvad I prædiker og prædiker…og prædiker. Det ville også være trist, hvis I reducerede jer selv til avlsdyr, og dermed hjalp til med at begrave de guldrandede idealer, som I byggede jeres ungdom op omkring. Nu var jeg ellers lige blevet voksen nok til at høre på jer.
Kvindekampen synes ikke just at have den fremtrædende rolle blandt os unge, som den havde hos vores forældre, før livet begyndte at handle om åreknuder, briller med læsefelt og pensionsopsparinger. Tager jeg fejl? Bevæbnet med en trofast og tolerant fotograf tog jeg en tur ud i Århus for at få en idé om kvindekampens status ti år inde i århundrede nummer 21.
Kultureliten spiller fallit
Første stop: Mathilde Fibigers forblæste gravsted i udkanten af Rådhusparken. For halvandet hundrede år siden skrev hun et vartegn af en roman om kvindefrigørelse og ragede på den baggrund uklar med alle, der ikke var N.F.S. Grundtvig. Det er sgu en præstation. Og en præstation man må kigge langt efter nu om dage. Bevares. Der er da nogen, der forsøger at råbe op gennem kunsten. Til den ene kategori hører folk som Sørine Gotfredsen, teologiens svar på en pansret mandskabsvogn. Alternativet er forfattere som den hedengangne Stieg Larsson og Hanne-Vibeke Holst. Om sidstnævnte kan man vel sige følgende: var hun et værktøj, ville høreværn være påbudt.
Og når kultureliten overlader det til andre at få gjort opmærksom på kvindekampen i medierne, bliver det ikke meget bedre. Hvad enten man ruller Anne Marie Helgers balsamerede korpus frem på scenen, eller lader Anne-Grethe Bjarup Riis bide hovedet af en medsøster på morgen-tv, efterlader det indtrykket af en sag, der drager sine sidste sure åndedrag. Umiddelbart er det ikke blandt segmentet på livsvarig kunststøtte, at vi skal finde nogen reelle frontkæmpere for kvinders rettigheder.
Hermafroditter og døde dyr
Turen gennem Århus i håbløs søgen efter inspiration har ledt os til Pustervig. Her har hele Danmarks yndlingstysker Christian Lemmerz smækket en bronzeskulptur op. ”Adam/Kadmon” hedder herligheden. Halvt mand, halvt kvinde. Jeg bruger et øjeblik på at overfortolke en kreation af en mand, der udstiller døde dyr. Gad vide om der overhovedet er brug for en kvindekamp? Minder vi ikke efterhånden så meget om hinanden, at der ikke rigtig er nogen grund til overhovedet at skelne mellem mænd og kvinder? Med metroseksualitet, veganere og Joan Ørting er grænserne, for hvad der er mandligt og kvindeligt, vel efterhånden blevet ret udviskede.
Det eneste, vi egentlig har hørt til kvindekampen for nylig, er lige barselsperioder for begge køn, værnepligt for alle eller ingen og flere kvinder i bestyrelserne. Jesus H. Kristus!! Måske er grunden til, at kvindekampen tilsyneladende er taget på rekreation, at der simpelthen ikke er mere at kæmpe for. At pigerne i Danmark anno 2011 egentlig har det, som de vil have det. Måske er det derfor, kun en lille håndfuld pseudo-kendisser med for meget fritid gør sig den ulejlighed til stadighed at udnævne kvinderne til det svage køn. Det ville også forklare, hvorfor man har gjort sig umage med at banke et museum op nede i Rosensgade, 400 meter fra Lemmerz’ værk. Måske er et museum det eneste sted, man kan finde kvindekampen nu om dage.
Introducing: The Tailbone Injector
Og så alligevel: i et sidste desperat forsøg på at opspore kvindekampen en onsdag eftermiddag i Århus, bevæger vi os ned i midtbyens svar på en tredje baggård, Paradisgade. Strædet, der i 80’erne og 90’erne agerede provinsens svar på Istedgade. I dag er eneste synlige bevis på fortidens underlødige aktiviteter i Paradisgade en enkelt snusket pornobiks med tilhørende diminutivt udstillingsvindue. Om ikke andet understøtter de udstillede ting, at kvinder i hvert fald på nogle punkter er blevet mere frigjorte. Mit blik falder på en lille papkasse, med hvad der ligner en butt plug afbilledet udenpå. Teksten på kassen afslører, at den indeholder en ”tailbone injector”. Fuck. Hvor. Sejt.
Man skal eddermame være en frisk og frigjort pige for at have lyst til at skræve over en ”tailbone injector”. En af den slags piger, din kæreste er dig utro med. Eller en af den slags piger, vi er vores kærester utro med, hvis vi skal promovere ligestillingen. En af den slags piger, for hvem mænd modsvarer et par timers underholdning af varierende kvalitet. Den slags piger, som hviler i sig selv, lever ganske udmærket på egen hånd og ikke behøver manden i deres liv for at være tilfredse.
Hvis man overhovedet skal finde en kvindekamp nu om dage, skal man skæve til de tøser, der har gjort nattelivet til ligestillingens nye slagmark. Dem, som både kvinder og specielt mænd med vanlig sans for at udtrykke sig sofistikeret kalder ”totalt billige ikkå”. Det er piger, som egentlig ikke behøver os. Og er der noget, der skræmmer mænd, er det, at vi ikke tjener noget formål. Vi frygter dem, og derfor respekterer vi dem. Og samtidig elsker vi dem. Måske eksisterer kvindekampen alligevel stadig? Nu i nedringede kjoler og push-up-bh frem for formløse batiktrøjer og hængepatter. Den gamle kamp er blevet monteret i et museum i domkirkens baggård. En ny kamp med nye regler lever i bedste velgående.
