Spring til indhold
Hjem » Artikler » Praktik på Den Tyske Ambassade i København? Ja tak!

Praktik på Den Tyske Ambassade i København? Ja tak!

Tekst og foto Signe Schøler Frederiksen

Jeg sidder på mit kontor på Den Tyske Ambassade i København. Jeg har snart været i praktik i to måneder og forstår slet ikke, hvor tiden er blevet af. I løbet af de sidste otte uger er jeg blevet tildelt forskellige opgaver, som har udfordret min faglighed. Til daglig læser jeg tysk på Aarhus Universitet, hvor jeg har tilegnet mig viden, som jeg på ambassaden har sat pris på at prøve af i praksis.

At jeg i sin tid søgte en praktikplads på Den Tyske Ambassade tog sit afsæt i en kedsommelig dag i sommerferien. Jeg fandt tilværelsen i Aarhus en smule triviel og fik lyst til nye udfordringer. Hvor ambassadeidéen kom fra, ved jeg faktisk ikke, men jeg fulgte op på den og kontaktede ambassaden. Efter en smule mailkorrespondance opfordrede de mig til at sende en motiveret ansøgning, et CV samt anbefalinger og beviser. Tre uger senere lød svaret: ”Sehr geehrte Frau Schøler Frederiksen (…) Wir freuen uns, Ihnen mitteilen zu können, dass Ihnen für den Zeitraum vom 1.2 bis 31.3.2013 ein Praktikumsplatz angeboten werden kann.

Den Tyske Ambassade er et lille stykke Tyskland midt i København. I den gamle fireetagers bygning gælder andre konventioner, som hver dag har givet mig et indblik i tysk kultur. På ambassaden hedder jeg ikke bare Signe, men Frau Frederiksen, og jeg siger som udgangspunkt ”Sie” til mine kollegaer. Samtaler foregår selvfølgelig på tysk, hvilket har forbedret mine mundtlige og skriftlige sprogfærdigheder. Jeg har lært mange tyske udtryk og talemåder, som jeg ellers ikke var blevet præsenteret for, men som har gjort, at jeg virkelig er kommet ind under huden på tysk kultur.

Ikke bare mit ”mindset”, men også min påklædning er blev underlagt et skifte, da en bestemt dresscode er obligatorisk i den tyske virksomhedskultur. Jeg har skiftet t-shirts ud med skjorter og sneakers ud med højhælede sko og faktisk oplevet, at den rette påklædning på en eller anden måde hænger sammen med at være professionel.

På ambassaden har jeg fået mange unikke oplevelser. Jeg vil altid mindes den eftermiddag, jeg sammen med min afdelingsleder blev kørt til foredrag på CBS i tjenestebil med egen chauffør. Jeg har samtidig oplevet at være kommet højere op i systemet, hvilket for en almindelig tyskstuderende fremstår som et markant skifte. Det har dog været en god erfaring, fordi det har givet mig en tro på, at jeg kan og ved noget. Den viden har jeg brugt konstruktivt i mit arbejde på ambassaden.

Jeg sætter pris på alt, hvad jeg har fået ud af mit praktikophold. Selvfølgelig har jeg fået erhvervserfaring samt et mere indholdsrigt CV, men det er ikke det vigtigste. Jeg har især værdsat mine kollegaer (ansatte såvel som praktikanter), som fra første dag har sørget for mit velbefindende samt sikret mig gode fremtidige kontakter.

Praktik på Den Tyske Ambassade i København? Ja tak!